Som århusiansk Nørlundfan kan man ikke klage. Det er starten af juli og vi har allerede haft 3 koncerter på 3 forskellige spillesteder, med 3 forskellige koncepter. Der var Navnløs vs Tid & Sted på VoxHall, solokoncerten på Musikcafeen i juni og nu med band på byens nyeste scene. Ren forkælelse af de gamle fans, og rig mulighed for nye fans til at springe på.
Atlas er et nyt spillested i samme kompleks som VoxHall, med indgangen charmerende og upraktisk placeret ved åen. Da den officielle åbning først er 23/8, var koncerten også en velkommen mulighed for et lille sneak peek. Eller bare en chance for at se stedet; med en musikalsk profil baseret på jazz, folk og verdensmusik, er det næppe et sted mine ben vil sætte sig ret ofte. I forhold til VoxHall er Atlas smallere og længere, med en lavere scene (knæhøjde). Det lægger op til siddende koncerter, og salen var da også udstyret med borde og stole.
Måske som et forsøg på at retfærdiggøre koncertens placering i Aarhus Jazz Festival [1], var Nørlund mødt op med et big band - keyboard, bass og hele 2 gange trommer. Selv stod han naturligvis for guitar og vokal.
Lyden på Atlas er høj. Og dårlig. Fra min position få meter fra scenen og lidt til siden, var den alt for buldrende og basdomineret. På et tidspunkt prøvede jeg at flytte ned til lydbordet, men også der var det galt. Om det skyldtes at spillestedet ikke er færdigt, eller setupet ikke egner sig til rock, skal jeg ikke kunne sige. Jeg ved kun at lyden var langt under den standard jeg er vant til fra VoxHall.
Mennesket kan vænne sig til meget, og det lykkedes da også at abstrahere fra lyden og koncentrere mig om musikken. En god ide, da Nørlund og hans drenge var i fin form og glimrende sammenspillede. Sætlisten var veldisponeret og bød på uddrag fra hele bagkataloget. Lidt overraskende var Er det i aften, som jeg ellers har spået en stor fremtid som koncerthøjdepunkt, udeladt. I lighed med solokoncerten for en måned siden, slog det mig hvor meget bedre De levende og de døde er live med Nørlunds vokal, i modsætning til udgaven på Andersens drømme, hvor Teitur lægger stemme til.
Efter 90 minutter og en enkelt gang ekstranumre var det slut for en koncert hvor musikken og indsatsen var i top, men blev svigtet koncertstedets lyd. Jeg glæder mig allerede til næste gang Nørlund krydser bæltene, men lad det nu blive VoxHall eller Musikcafeen næste gang. Tak.
[1] Hvor officiel den status er, er jeg en kende tvivlende overfor. Men Nørlund har selv hævdet den overfor mig, og det ligger mig fjernt at stå i vejen for en plat vittighed.
