I dagens anledning

For et par uger siden udkom en rapport om den skæve kønsfordeling i rytmisk musik (læs om den på Gaffa). Rapporten skal naturligvis lægge op til debat og seminarer, hvor man kan sidde i rundkreds om snakke om hvorfor det er så skævt og hvad man kan gøre ved det.

Men i stedet for at sludre om glaslofter, kønsnormer og Rip, Rap og Rup, kunne man lægge øre til en der ved hvad han snakker om....




Skulle man få lyst til at studere rapporten, vil jeg da gerne henlede opmærksomheden på side 63.

En lige linie fra plade til scene

Alt sammen, lige nu, Nikolaj Nørlund (2012)

Nikolaj Nørlund har det med hyppigt at skifte samarbejdspartnere, og til hans seneste udgivelse – Alt sammen lige nu - er det Christian Hjelm fra Figurines der står for tur. Det er et klogt valg, for Hjelms lyse, nærmest feminine, vokal supplerer Nørlunds mere maskuline stemme på smukkeste vis.

Pladen åbner stærkt og veloplagt med Ned til søen, en sang med en stor livefremtid. Største skrålemedpotentiale har Man blir forsinket så let når Nørlund og Hjelm i skøn harmoni bræger ”nu røøøøøøødmer vi i forleeeeeeegenhed”. Bedste tekst har Lige linie – en meget Nørlundsk opsang til et ukendt ”du”.

Lige efter følger Iltmasken, som pirrer til min aversion mod ”novelle tekster”. Heldigvis reddes den af et godt omkvæd og de melodiske kvaliteter. Og pladen kommer stærkt igen med svingende Ringvejen, Dealen og Barbara. Sidstnævnte giver mindelser om debutpladen og mesterværket (svendestykket?) Navnløs.

Her kunne pladen med fordel være stoppet. Næstsidste sang Set det før bedømte jeg i første omgang som den ringeste sang Nørlund nogensinde har indspillet. Siden er jeg blødt lidt op, men fan bliver jeg aldrig. Problemet er også at næste sang, Hemmeligheder, slæber sig afsted i et uudholdeligt sløvt tempo. Dermed bliver det dårlige indtryk ikke vasket bort og pladen ender med en nedtur.

35 minutter med 10 sange, hvoraf 8 er rigtig gode. Kvantitativt er det ikke det vilde, men efter 20 år i branchen har Nørlund et så stort og rigt bagkatalog, at der ikke er brug for kvantitet. Hvis man har lyst til lidt Nørlund, så er der masser af vælge imellem fra Tid & Sted, Tændstik, Nye Optagelser, Navnløs og så videre. Derfor er det kun de gode sange der tæller, og i det regnskab har Alt sammen, lige nu et stort plus på bundlinien.

En tur er det også blevet til. Efter et års fravær var Nørlund atter på scenen i Århus. Denne gang på et overraskende fyldt VoxHall. Har Nørlund pludselig fået radiotække, eller hvad sker der? De fremmødte blev fra start belønnet med en veloplagt Nørlund i spidsen for et velspillende band, der, naturligvis, åbnede med Er det i aften?. Også live fungerede det fornemt med gæstevokal fra Christian Hjelm (hvis man kunne abstrahere fra hans grufulde firserparodi af en frisure).

Nørlund er god alene med sin guitar, men det klæder ham nu også med band og gammeldaws rockattituder. Koncerten koncentrerede sig om den dansksprogede del af bagkataloget, så skulle man have sat næsen op efter lidt Rhonda Harris, ville man være blevet skuffet. Men, som de siger sydpå, selber schuld.

Efter godt 50 minutter i liveparadis dukkede en slange op; det fede guitarriff i Resumé blev maltrakteret og malplaceret, og jeg blev revet helt ud af stemningen. På den efterfølgende Respekt gik det helt galt og jeg følte mig ramt af højtlydende disharmoni. Derfor var det også en lise at Nørlund på det tidspunkt valgte at spille et par numre helt solo – og det blev absolut ikke ringere af at et af dem var Syner, som på plade desværre er indspillet med gæstevokal (Teitur).

Da bandet kom tilbage på scenen havde jeg trukket mig tilbage til lydbordet i håbet om at få mere ro i ørerne. Derfra kunne jeg nyde hvordan musikerne drypvist vendte tilbage til scenen og en for en koblede sig på Lille digt. Elegant.

I alt 2 timer blev der spillet med bidrag fra stort set samtlige udgivelser. Selv den spøjse Kom med et bud var med med Ensomhedens gade nr. 9. Mest glædeligt var et genhør med 25 år, som jeg ikke har hørt live i uhyggeligt mange år.

Trods mine problemer med lyden (som jeg vist var ene om at have) var det en fornem koncert. En god fredag aften.

Opvarmningen (som helt uforståligt blev efterfulgt en ufordøjelig klump hiphop fra pladespilleren) stod Maskinvåd for. De var ikke uden evner og hentede tydeligvis deres inspiration de rigtige steder (forsangeren gjorde meget for at lyde som Lars Hug). Men de var alt for små og alt for unge til at jeg kunne tage dem alvorligt. Som Nørlund sang senere – jeg har glemt hvad der skete før jeg blev 25 år / jeg tror jeg blev født da jeg fyldte 25 år.