The skyline was beautiful on fireDet er kutyme at avisernes kulturskribenter, når de en sjælden gang forlader hovedstadsområdet, indleder deres anmeldelser med en rejseskildring. Den tradition skal jeg naturligvis ikke rokke ved.
All twisted metal stretching upwards
Everything washed in a thin orange haze
GYBE havde holdt pause siden 2003 og vi var mange der havde afskrevet dem. Derfor var der ingen tøven da jeg hørte de ville optræde ved den legendariske festival All Tomorrow's Parties, efterfulgt af en kort UK-turne; det måtte jeg ubetinget være en del af. Så psyched har jeg været, at dette er mit 4. indlæg i den anledning.
Så mandag 13/12 befandt jeg mig i luften over Themsen, ombord en buttet Lufthansa AVRO RJ85, på vej mod London City Airport. To fluer med et smæk. Et hurtigt smugkig ind af panoramavinduerne i de dyre lejligheder i Docklands, en stump asfalt midt i floden og så var vi nede. Op på bremserne, et hurtigt sving til venstre: velkommen til London. For foden af trappen var luften fuld af jetfuel (ren jobnostalgi) og der var smuk udsigt til skyskraberne i Canary Wharf. Hurtigt gennem den lille lufthavn og jeg var i Docklands Light Rail på vej mod Earl's Court via vertigotrapperne i Monument og District Line. Nu mangler jeg kun Luton i at have været igennem alle 5 London lufthavne.
Efter en hyggelig dag i byen uden vinter med den obligatoriske tour af Forbidden Planet, befandt jeg mig i en beskeden (for nu at være høflig) del af London kort før den annoncerede åbning af dørene. Foran spillestedet stod der kø hen langs fortovet og rundt om bygningen. Det viste sig at være køen til balkonpladserne - ståpladserne var en kø rundt om det andet hjørne. Det ville man aldrig se i Danmark; ikke alene har vi det svært med at organisere køer, de fleste koncertgængere kommer også først dryssende lang tid efter officiel koncertstart (som tvinger bandsne til at starte senere og en ond cirkel er startet).
Troxy er en sjov blanding af traditionel britisk stil - tykt gulvtæppe på trægulv, smalle snørklede gange og malet træ overalt - med art deco dekorationer. I mine øjne en ganske vellykket kombination, der bare virker rigtig til en koncert i England. Salen virker enorm, en effekt der understreges af den store lavthængende balkon og jeg tvivler på at man til koncerter sælger den fuldt ud. Jeg ville nødigt stå bagerst og forsøge at se den relativt lave scene. Foran scene er der en sænket halvcirkel, i cirka 3/4 VoxHall-størrelse, og det var naturligvis der alle os tidligt ankomne slog lejr.
I den forbindelse vil jeg da godt slå på tromme for tykke gulvtæpper på danske koncertsteder - det gør ventetid siddende på gulvet noget mere behagelig.
Ventetiden var dog ikke lang inden opvarmningen gik på. En ung trio der kaldte sig Death Rat Orchestra (en reference til The Grim Squaker?). Lange skæg, murerkasketter og ølmaver - det lignede en første maj anno 1978. Med det supertrendy look kunne man have bange anelser, men de spillede en slags folk-inspireret godspeed/neubauten. Til at starte med afgav de en fransk vibe (ordet "bretonsk" blev ved med at cirkulere i mit stakkels hovede), men deres sparsomme lyrik blev afleveret på skreget spansk. De viste sig dog at være englændere.
Synd at de næppe kommer til at opleve videre kommerciel succes, men denne aften fik de chancen for at nå det helt rigtige publikum. Efter en mindeværdig halv time, veg de pladsen for "dåsemusikken".
3 ting slog mig omkring dette londonske koncertpublikum. Ingen hipsterhatte, forhåbentlig et varsel om 2011 i Århus. Markant lavere gennemsnitshøjde - i hele graven var der ikke mere end 2-3 stykker på min højde, så jeg havde et perfekt udsyn til hele scenen. Få af dem var indfødte - det vrimlede med sprog og gebrokne accenter.
8 mand talte besætning anno 2010. 2 trommeslagere, en violinist og resten på bas og guitar. Naturligvis blev der flittigt skiftet instrumenter undervejs, alt som musikken krævede det. I forhold til tidligere var bandets fremtoning blevet mere menneskelig; kun Efrim Menuck havde det traditionelle vilde look, og på intet tidspunkt havde mere end 3 gyber ryggen til publikum. Ved flere lejligheder blev der sågar nikket til publikum. Sell outs!
Sophie Trudeau var dog stadig lækker på sådan en uvasket firserchristania måde.
Da GYBE for år tilbage gæstede VoxHall blev koncerten ledsaget af billederne fra en 16mm fremviser. I vore dage er det passé, så her havde man 3 16mm fremvisere anbragt på et bord bag graven. Bandet selv hævder at deres koncerter slet ikke giver mening uden billederne. Så vidt vil jeg ikke gå, men de er klart med til at give en helt speciel oplevelse. Denne aften var jeg især fascineret af en sekvens med smerteligt smukke timelapse-billeder af et olieraffinaderi.
På dette sted burde jeg skrive nogle anmelderagtige ting. Gennemgå setlisten, sammenligne med albumversionerne, analysere de nye kompositioner og hvad de antyder om eventuelt nyt materiale på vej. Men jeg var tabt i musikken, helt væk i denne storslåede oplevelse. I 2 timer og et kvarter blev jeg bombarderet med lyd og billeder, så alle mine ord blev skyllet væk. Jeg var der, en tirsdag aften i London, og der var intet bedre sted at være. Ord er overvurderede.
Jeg blev sluppet fri. Vaklede usikkert til garderoben og videre til stationen.
Og jeg var på rejsen hjem. Hjem for at fylde mig med koncertoptagelser og vende tilbage i ånden.
Videoklip fra koncerten (lyden er ret dårlig, men billedsiden giver et indtryk af hvordan det var):
I said, "Kiss me, you're beautiful..
These truly are the last days"
You grabbed my hand and we fell into it
Like a daydream
Or a fever
