Ambassadørfruen Anne-Marie Stretter (Delphine Seyrig, der har skiftet The Marienbad ud med en flammende rød manke) er i det koloniale diplomatmiljø kendt for sine mange elskere, tilsyneladende valgt uden den store diskrimination. Ny i miljøet er en vanæret vicekonsul fra Lahore (en udsøgt sørgmodig Michael Lonsdale), hvidklædt og kendt som den jomfruelige mand fra Lahore. Han betages af Stretter og kræver samme gunst, som bliver hæren af elskere til del.
Det dominerende element er voice-overen. Fra start til slut er der altid 2 stemmer; en fortæller og en spørger. Nogle gange fortælles der om det vi ser, andre gange om ting vi ikke ser. Stemmerne varier filmen igennem - i alt er 14 navne krediteret med stemmearbejde på filmen - og har ingen selvstændig personlighed. Der går 40 minutter for filmens første replik falder. "Replik" er måske så meget sagt - de involverede befinder sig udenfor billedet og ordene fremsiges af fortælleren og spørgeren. Det gentager sig også senere, hvor replikkernes ejermænd rent faktisk er i billedet.
Ikke alene fratages filmes personer stemmen, de spilles også afdæmpet, nærmest udtryksløst. Som robotter bevæger de sig over lærredet. Eneste tegn på følelser er de tårer, der uafbrudt glider ned af Lahores kinder. Som den eneste af filmens mænd er han i hvidt (den jomfruelige mand), hvor de øvrige er ens - ja. nærmest udskiftelige - i deres sorte smokings.
Den distance det stemme- og udtryksløse skuespil skaber, understreges af at store dele af filmen ses via spejle. Samtidigt fortæller stemmerne meget om Indien, om varmen, om sløvheden, men billederne ligner i høj grad et fransk chateau, og kun en tjener i turban giver minder om østen.
Et sted brydes den rolige overflade. Lahore bliver fjernet fra en reception, vi ser det naturligvis ikke, men hans stemme høres. Nøgent skriger han sin smerte ud - et skrig berøvet al værdighed, al civilisation. En voksen mand, der igennem flere timer skriger, som han ikke har skreget siden barndommen (i filmen varer det naturligvis "bare" adskillige minutter). Det kan ikke beskrives.
India Song er ikke en film jeg tør anbefale til alle og enhver, og publikum var da heller udelt begejstrede. Den er kunstig, affekteret og mere sær end god. Alligevel er jeg glad for at have fået chancen for at dykke ned i dens verden. For den er anderledes; en helt unik filmoplevelse, jeg vil huske i lang tid. En oplevelse jeg ikke ville have undværet.
Og er det ikke det det i sidste ende handler om? Skabe øjeblikke, der varer?
PS: indlægets titel er et citat fra filmen, og ikke en invitation til fortolkninger. Filmens titel skal udtales med maksimal fransk accent.
