Lidt på samme måde har jeg det med moderne kunst. Med årerne har fået besøgt mange af verdens fremmeste museer i alverdens metropoler (og Humlebæk), men kun få af værkerne har vakt begejstring. Langt det meste har i mine øjne været noget bras.
Alligevel var jeg ganske begejstret for 2009-udgaven af Sculpture by the Sea - skulpturer har jeg det som oftest godt med, og anbragt ude i naturen får de ekstra charme (selv min hadeskulptur nummer 1 kan jeg leve med at se ude på parkeringspladsen). Så også i år satte jeg kurs mod Tangkrogen.
En vigtig forudsætning for at kunne nyde kunst, er for mig at undgå enhver form for ytring fra kunstnerens side, om værkets eksistensberettigelse - højtravende nonsens dræber enhver fornøjelse. Så jeg undlod at anskaffe mig udstillingens program, og gik til værkerne med uplettet sind. Resultatet er denne fotoreportage (jeg skal på forhånd beklage layoutet). Min vane tro, har jeg kommenteret de enkelte billeder via mouse-over. God fornøjelse.
Sculpture by the Sea er blevet kritiseret af flere fagfolk. Det gode ved sådan en kritik, er at den kan afvises som elitært nonsens, eller bruges som ammunition, alt efter hvad man selv synes. I lighed med kritikerne var jeg ikke begejstret; der var for langt mellem snapsene, og alt for mange bidrag gav et halvhjertet indtryk. Oven i det var flere værket knyttet til en australsk kontekst, og havde derfor svært ved at tale til et dansk publikum. Her kunne man godt ønske sig flere værker målrettet Århusbugten.Alt i alt, en ommer. Så det glæder jeg mig til at se i 2013.
