Guldpalmer og firmarabat lokkede mig i Cinemaxx for at opleve Nicolas ’Pusher’ Refns internationale gennembrud Drive. Og lad mig med det samme slå fast at Drive er en god lille film, der overbevisende serverer sin historie, og har pli nok til at stoppe i tide.
Men moderne er den ikke. Bortset fra et par mobiler (som uden problemer kunne være blevet erstattet af mønttelefoner), ligner Drive snarere en film fra firserne. Men mest af alt er den tidløs; hvor Driver synes hevet ud af en western, er hans omgivelser snydt ud af klassisk film noir.
Plot og dialog er der ikke meget af. Dialogen er sparsom og uden dikkedarer, mens plottet drives af klassikerne ”reformeret småforbryder presses tilbage af gæld” og ”små fisk kommer uforvarende på tværs af mafien”. Drive handler langt mere om billeder og stemning. Natmørke gader og lurvede værelser i bedste noirstil, tilsættes lidt bilporno og korte actionsekvenser. Når det rolige billedflow lejlighedsvist bliver afbrudt af varme dæk og koldt stål, sker det hurtigt, brutalt og effektivt. Der bankes igennem med så stor overbevisning, at den naturligvis urealistiske vold bliver plausibel.
Filmens største minus er musikken. Den formår ikke at bære stemningen og virker mest af alt som et discountprodukt. Det er synd, for uden det rette musik, bliver det svært for Drive at opfylde sit ellers oplagte kultpotentiale, og de fine billeder havde fortjent en bedre ledsager.
