Bill Callahan, VoxHall 22/11 2011
Jeg savner Smog tænkte jeg, da de første ord fløj ud over scenekanten.
For en 10 år siden var jeg meget begejstret for Smog, som Bill Callahan kaldte sig dengang. Så begejstret at hans stjerne dengang var på højde med Will Oldhams. Jeg satte alle sejl til med opkøb af obskure singler fra bagkataloget.
Men lige så stille fes det ud, og (Smog) - som han nu kaldte sig - blev glemt.
Derfor var det heller ikke en selvfølge at jeg skulle afsted denne, men det havde været et sløjt koncertår, og i VoxHall havde jeg ikke sat mine ben i et års tid (hjulpet af Raveonettes-aflysningen).
Da Bill Callahan i spidsen for sin trio, åbnede op for sin fantastiske stemme undrede jeg mig over hvorfor jeg havde glemt ham. Manden synger utroligt, teksterne er underfundige og han har jo skrevet mange rigtigt gode sange. Oveni er han helt uden personlig udstråling, hvilket altid giver sympatipoint hos mig.
Men efterhånden som koncerten skred frem, kom jeg i tanke om hvorfor; Callahans sange er ganske enkelt alt for lange! De bliver trukket langt forbi det punkt hvor tekst og melodi er brugt op. I starten af hver sang var jeg begejstret, men nåede hver gang at blive godt træt af den. Skær 1/3 fra hver sang, og det bliver en langt strammere koncert. Væk med fyldet!
Mislyde var der også i den meget lange pause mellem første sæt og ekstranumrene - en pause så lang lyset blev tændt, dåsemusikken startet og mange forlod VoxHall - og i fraværet af oplagte crow pleasers som Dress Sexy at my Funeral.
Føj dertil en fornærmende dårlig opvarmning, og resultatet er en gennemført dårlig koncertoplevelse. Og det behøvede det slet ikke at være. Callahan har masser at byde på, men han forvalter det helt forkert. Med 20 års karriere bag sig er han nok for gammel til at ændre kurs, så han må tilbage i glemmebogen.
Og det er en skam.
tirsdag den 29. november 2011
Abonner på:
Opslag (Atom)