Men denne onsdag aften gik det galt på VoxHall. Jeg ville knibe den sidste dråbe ud af min dag, og antog at en koncertbillet til et par hundrede også ville inkludere opvarmning. Det stod der ganske vist ikke noget om på voxhall.dk, men det gør der ofte ikke, selvom der skam er opvarmning. Da jeg trådte ind af døren var Thåström allerede på scenen og i fuld gang med at forføre folket.
Jeg var kommet for sent til en koncert!
Jeg vil ikke skrive så meget om musikken - jeg er ikke tilstrækkeligt velbevandret i Thåströms ouvre til at kunne tilføje noget til Gaffas anmeldelse, så jeg vil ty til noget så umusisk som en punktliste:
- Publikum. Thåström er en ældre herre, og det afspejler hans publikum naturligvis, men at jeg nærmest var den yngste i salen kom bag på mig. Fremmødet var ikke alene gråt, det var også småt. Der var ikke flere end at man snildt kunne have været på Musikcafeen. Underligt, i betragning af Thåströms lange og flotte karriere. Også i lyset af at han er en sjælden gæst her i byen.
- Scenografi. Normalt er sceneopbygning ikke noget der optager hverken mig eller de kunstnere jeg ser, men her gjorde det indtryk. Et mylder af instrumenter og nogle medbragte gulvlamper, forvandlede scenen til en slags industriel dagligstue (på billedet ligner det mere en tysk stumfilm), holdt stramt i sort og hvid. Meget effektfuldt - især når der blev brugt skarpt hvidt lys.
- Intensitet. Thåström er åbenlyst gal, men galskaben kanaliseres ud i en intens optræden, der griber opmærksomheden fuldt. Bandet af ældre musikere i stramme sorte jakkesæt, tilføjer seriøsitet og værdighed.
- Synd. Til de mange der valgte denne onsdag aften fra, kan jeg kun sige: I gik glip af noget stort.
