Lørdag den 16. marts 2013 var Jason Molina, manden bag Songs: Ohia og Magnolia Electric Co. afgået ved døden, kun 39 år gammel.
Jeg nåede kun at opleve Molina live et par gange. Senest på VoxHall i august 2009, hvor han turnerede med band som opfølgning på mesterværket Josephine. En lille uanselig mand med udstråling som en revisor og et uforligneligt katalog af store sange. Molina virkede ikke vel tilpas på en scene; sky og uden den store kommunikation med publikum. Noget der nok forhindrede hans ellers eminent liveegnede musik i at nå ud til et større publikum.
Derefter var der stille omkring Molina.
I de sidste par år kæmpede han med alkoholismen og dens følgesygdomme. Og for at gøre ondt værre gav sygdommen ham så voldsomme problemer at hans pladeselskab offentligt samlede penge ind til ham.
Men lige lidt hjalp det. For en uge siden gav hans krop op. Det er måske nok meget romantisk og rock'n'roll at dø ung og fattig af druk, men i min optik er det en stor personlig tragedie og et enormt tab for musikken. Jason Molina var langt fra færdig med sin musikalske rejse, og vi kan kun gisne om hvilke perler verden nu aldrig vil opleve.
Molina havde ry for at skrive meget sørgelige tekster. Sådan har jeg nu aldrig opfattet det, men det slår mig nu hvor ofte ordet ghost indgik i hans sange. Og det er han nu – et spøgelse på vej mod horisonten.
