Fredag aften i Berlin. Et band har taget opstilling ved en spiritusforretning. Trommer i det enorme, åbne vindue, bas og guitar på fortovet. En lille skare står omkring bandet mens de, som koncertpublikummer overalt, mest fokuserer på at drikke og sludre.
Jeg læner mig op ad en lygtepæl på modsatte fortov og lytter i et stykke tid. De er gode. Lyden er sentresser hård rock. Minder mig om nogen, men navnet nægter at dukke frem. Efter cirka 10 minutter går jeg videre.
Men hvorfor bliver jeg ikke stående og nyder den gratis koncert? Bandet er jo godt, og hvis jeg gav dem chancen - lukkede dem ind i mit musikalske liv - kunne de give mig lige så megen glæde som mange af de bands jeg betaler for at se. Ganske vist er mit musikalske land tæt befolket, men helt fyldt er det ikke. Nogen gange er grænsen bare lukket, og asylsøgerne går forgæves.
Er det retfærdigt? Nej. Er det klogt? Nej. Det er bare sådan det er.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar