En god dag på posthuset

Sådan kan min blog også se ud

[OT] Ny blog

I en sukker- og chokoladerus er jeg kommet til at oprette en ny blog.

Tanken er at den nye blog skal rumme alt det, der ikke rigtigt har plads på den finkulturelle blog. Der er allerede kommet hele et indlæg, og jeg har et sindssygt spændende indlæg om banegårde på vej!

God fornøjelse.

C'est arrivé près de chez vous

Det er længe siden jeg har set noget godt fransk art cinema, men heldigvis er internettet nu kommet mig til hjælp:



Paw de Deux er, ikke overraskende, en to'er. Mod sædvane finder jeg den faktisk mere vellykket end den første film, som dog også er værd at se.

Fanfanfan

Det er ikke fair! Jeg er den sidste det burde ske for, der er så mange der fortjener det mere end mig. Igennem årene har jeg spildt utallige timer på at vente i stoleløse koncertsale på at musikken gik, på at den talentløse opvarmning blev færdig. Naivt er jeg gang på gang mødt op ved det annoncerede starttidspunkt, uden at få mere ud af det end dem der kom dryssende 1½ time senere.

Men denne onsdag aften gik det galt på VoxHall. Jeg ville knibe den sidste dråbe ud af min dag, og antog at en koncertbillet til et par hundrede også ville inkludere opvarmning. Det stod der ganske vist ikke noget om på voxhall.dk, men det gør der ofte ikke, selvom der skam er opvarmning. Da jeg trådte ind af døren var Thåström allerede på scenen og i fuld gang med at forføre folket.

Jeg var kommet for sent til en koncert!

Jeg vil ikke skrive så meget om musikken - jeg er ikke tilstrækkeligt velbevandret i Thåströms ouvre til at kunne tilføje noget til Gaffas anmeldelse, så jeg vil ty til noget så umusisk som en punktliste:

• Publikum. Thåström er en ældre herre, og det afspejler hans publikum naturligvis, men at jeg nærmest var den yngste i salen kom bag på mig. Fremmødet var ikke alene gråt, det var også småt. Der var ikke flere end at man snildt kunne have været på Musikcafeen. Underligt, i betragning af Thåströms lange og flotte karriere. Også i lyset af at han er en sjælden gæst her i byen.
• Scenografi. Normalt er sceneopbygning ikke noget der optager hverken mig eller de kunstnere jeg ser, men her gjorde det indtryk. Et mylder af instrumenter og nogle medbragte gulvlamper, forvandlede scenen til en slags industriel dagligstue (på billedet ligner det mere en tysk stumfilm), holdt stramt i sort og hvid. Meget effektfuldt - især når der blev brugt skarpt hvidt lys.
• Intensitet. Thåström er åbenlyst gal, men galskaben kanaliseres ud i en intens optræden, der griber opmærksomheden fuldt. Bandet af ældre musikere i stramme sorte jakkesæt, tilføjer seriøsitet og værdighed.
• Synd. Til de mange der valgte denne onsdag aften fra, kan jeg kun sige: I gik glip af noget stort.

Gadekamp

Konflikterne er mange i vore gader:
Modstandere af Islam kontra modstandere af ytringsfrihed
Bilister kontra cyklister
Fodboldfans kontra fodboldfans

Som det ikke er mere end rigeligt, er der tilsyneladende et nyt, bittert opgør på vej:

I dagens anledning

For et par uger siden udkom en rapport om den skæve kønsfordeling i rytmisk musik (læs om den på Gaffa). Rapporten skal naturligvis lægge op til debat og seminarer, hvor man kan sidde i rundkreds om snakke om hvorfor det er så skævt og hvad man kan gøre ved det.

Men i stedet for at sludre om glaslofter, kønsnormer og Rip, Rap og Rup, kunne man lægge øre til en der ved hvad han snakker om....




Skulle man få lyst til at studere rapporten, vil jeg da gerne henlede opmærksomheden på side 63.

En lige linie fra plade til scene

Alt sammen, lige nu, Nikolaj Nørlund (2012)

Nikolaj Nørlund har det med hyppigt at skifte samarbejdspartnere, og til hans seneste udgivelse – Alt sammen lige nu - er det Christian Hjelm fra Figurines der står for tur. Det er et klogt valg, for Hjelms lyse, nærmest feminine, vokal supplerer Nørlunds mere maskuline stemme på smukkeste vis.

Pladen åbner stærkt og veloplagt med Ned til søen, en sang med en stor livefremtid. Største skrålemedpotentiale har Man blir forsinket så let når Nørlund og Hjelm i skøn harmoni bræger ”nu røøøøøøødmer vi i forleeeeeeegenhed”. Bedste tekst har Lige linie – en meget Nørlundsk opsang til et ukendt ”du”.

Lige efter følger Iltmasken, som pirrer til min aversion mod ”novelle tekster”. Heldigvis reddes den af et godt omkvæd og de melodiske kvaliteter. Og pladen kommer stærkt igen med svingende Ringvejen, Dealen og Barbara. Sidstnævnte giver mindelser om debutpladen og mesterværket (svendestykket?) Navnløs.

Her kunne pladen med fordel være stoppet. Næstsidste sang Set det før bedømte jeg i første omgang som den ringeste sang Nørlund nogensinde har indspillet. Siden er jeg blødt lidt op, men fan bliver jeg aldrig. Problemet er også at næste sang, Hemmeligheder, slæber sig afsted i et uudholdeligt sløvt tempo. Dermed bliver det dårlige indtryk ikke vasket bort og pladen ender med en nedtur.

35 minutter med 10 sange, hvoraf 8 er rigtig gode. Kvantitativt er det ikke det vilde, men efter 20 år i branchen har Nørlund et så stort og rigt bagkatalog, at der ikke er brug for kvantitet. Hvis man har lyst til lidt Nørlund, så er der masser af vælge imellem fra Tid & Sted, Tændstik, Nye Optagelser, Navnløs og så videre. Derfor er det kun de gode sange der tæller, og i det regnskab har Alt sammen, lige nu et stort plus på bundlinien.

En tur er det også blevet til. Efter et års fravær var Nørlund atter på scenen i Århus. Denne gang på et overraskende fyldt VoxHall. Har Nørlund pludselig fået radiotække, eller hvad sker der? De fremmødte blev fra start belønnet med en veloplagt Nørlund i spidsen for et velspillende band, der, naturligvis, åbnede med Er det i aften?. Også live fungerede det fornemt med gæstevokal fra Christian Hjelm (hvis man kunne abstrahere fra hans grufulde firserparodi af en frisure).

Nørlund er god alene med sin guitar, men det klæder ham nu også med band og gammeldaws rockattituder. Koncerten koncentrerede sig om den dansksprogede del af bagkataloget, så skulle man have sat næsen op efter lidt Rhonda Harris, ville man være blevet skuffet. Men, som de siger sydpå, selber schuld.

Efter godt 50 minutter i liveparadis dukkede en slange op; det fede guitarriff i Resumé blev maltrakteret og malplaceret, og jeg blev revet helt ud af stemningen. På den efterfølgende Respekt gik det helt galt og jeg følte mig ramt af højtlydende disharmoni. Derfor var det også en lise at Nørlund på det tidspunkt valgte at spille et par numre helt solo – og det blev absolut ikke ringere af at et af dem var Syner, som på plade desværre er indspillet med gæstevokal (Teitur).

Da bandet kom tilbage på scenen havde jeg trukket mig tilbage til lydbordet i håbet om at få mere ro i ørerne. Derfra kunne jeg nyde hvordan musikerne drypvist vendte tilbage til scenen og en for en koblede sig på Lille digt. Elegant.

I alt 2 timer blev der spillet med bidrag fra stort set samtlige udgivelser. Selv den spøjse Kom med et bud var med med Ensomhedens gade nr. 9. Mest glædeligt var et genhør med 25 år, som jeg ikke har hørt live i uhyggeligt mange år.

Trods mine problemer med lyden (som jeg vist var ene om at have) var det en fornem koncert. En god fredag aften.

Opvarmningen (som helt uforståligt blev efterfulgt en ufordøjelig klump hiphop fra pladespilleren) stod Maskinvåd for. De var ikke uden evner og hentede tydeligvis deres inspiration de rigtige steder (forsangeren gjorde meget for at lyde som Lars Hug). Men de var alt for små og alt for unge til at jeg kunne tage dem alvorligt. Som Nørlund sang senere – jeg har glemt hvad der skete før jeg blev 25 år / jeg tror jeg blev født da jeg fyldte 25 år.

Human not angry

”Live at Leeds”, Human don't be Angry (2011)

Efter 5 regulære albums, og hele 3 liveudgivelser, som solist, begyndte Malcolm Middleton at lufte planer om droppe musikken. Heldigvis, for Middleton er bare blevet bedre og bedre siden opløsningen af Arab Strap, blev det ”bare” til at droppe eget navn til fordel for Human don't be Angry. Hvad skiftet helt præcist indebærer er noget uklart (og jeg følger da ellers med på blog, twitter og facebook) – er det et band eller mere solo? Og er der tale om et radikalt stilskifte?

I december kom første hint i form at livealbum. En ganske kort sag på 44 minutter og 44 sekunder med bare 7 ”sange”, hvoraf en er instrumental og en anden er lidt småsnak fra scenen (med den rammende titel Talking Shite for a Bit). Ved første ørekast lyder det behageligt bekendt – det er jo stadigvæk Middleton der sidder på en scene med samme guitar og samme stemme som altid. Dreamer og Gone, gone, gone kunne uden problemer have været med på hvilket som helst af solopladerne, mens Walk in the Park kunne være blevet kasseret fra samme. Efter et nærmere efterlyt begynder en tendens til mere instrumentalt fokus at krystallisere sig. Væk er den humoristiske/ironiske svælgen i egen ensomhed og uduelighed, til fordel for et lysere og smukkere udtryk.

Kun 2 af sangene vil få et fremtidigt liv på den første rigtige HDBA-udgivelse. Heldigvis er det også pladens højdepunkter; den smukke Asklipiio[1] og Monologue: River, der minder mig om Arab Strap klassikere som Forest Hills og One Day After School.

Siden Live at Leeds kom ind igennem døren har den nærmest monopoliseret min cdafspiller og er, dens lidenhed til trods, min favorit udgivelse fra 2011.

[1] Jeg har ingen anelse om hvad ”I'll give you a dead eel for christmas” betyder, men det rammer lige ned i min evige sult efter stegte ål.

Se op!

Verden er fuld af indtryk; langt flere end vore hjerner kan håndtere. Vi klarer det ved at reducere myldret til overskrifter. Særligt det velkendte bliver processeret så hurtigt at det knap nok ænses.

Det er ganske smart og gør os i stand til at håndtere langt mere komplekse situationer end vi egentlig er i stand til.

Desværre gør det os også blinde overfor skønheden i hverdagen. F.eks. i noget så dagligdags som en århusiansk banegård. Så en gang i mellem bør man stoppe op og lade indtrykkene fra øjnene trænge igennem til bevidstheden. Se det smukke rødmalede træloft, den imponerende designerlysekrone og den stilrene arkitektur.

(Jeg beklager brugen af mobilkamera)