Human not angry

”Live at Leeds”, Human don't be Angry (2011)

Efter 5 regulære albums, og hele 3 liveudgivelser, som solist, begyndte Malcolm Middleton at lufte planer om droppe musikken. Heldigvis, for Middleton er bare blevet bedre og bedre siden opløsningen af Arab Strap, blev det ”bare” til at droppe eget navn til fordel for Human don't be Angry. Hvad skiftet helt præcist indebærer er noget uklart (og jeg følger da ellers med på blog, twitter og facebook) – er det et band eller mere solo? Og er der tale om et radikalt stilskifte?

I december kom første hint i form at livealbum. En ganske kort sag på 44 minutter og 44 sekunder med bare 7 ”sange”, hvoraf en er instrumental og en anden er lidt småsnak fra scenen (med den rammende titel Talking Shite for a Bit). Ved første ørekast lyder det behageligt bekendt – det er jo stadigvæk Middleton der sidder på en scene med samme guitar og samme stemme som altid. Dreamer og Gone, gone, gone kunne uden problemer have været med på hvilket som helst af solopladerne, mens Walk in the Park kunne være blevet kasseret fra samme. Efter et nærmere efterlyt begynder en tendens til mere instrumentalt fokus at krystallisere sig. Væk er den humoristiske/ironiske svælgen i egen ensomhed og uduelighed, til fordel for et lysere og smukkere udtryk.

Kun 2 af sangene vil få et fremtidigt liv på den første rigtige HDBA-udgivelse. Heldigvis er det også pladens højdepunkter; den smukke Asklipiio[1] og Monologue: River, der minder mig om Arab Strap klassikere som Forest Hills og One Day After School.

Siden Live at Leeds kom ind igennem døren har den nærmest monopoliseret min cdafspiller og er, dens lidenhed til trods, min favorit udgivelse fra 2011.

[1] Jeg har ingen anelse om hvad ”I'll give you a dead eel for christmas” betyder, men det rammer lige ned i min evige sult efter stegte ål.