Om at skyde sig selv i foden

I torsdags var der dansk premiere på The World's End; den nyeste film med makkerparret Simon Pegg and Nick Frost. Der er en film jeg har set frem til længe, men alligevel har jeg ikke været inde og se den.

Og hvorfor har jeg så ikke det? Filmen havde Britisk premiere tilbage i juli – for 4 måneder siden – og den danske premieredato er blevet skubbet tilbage mindst en gang. Så den danske biografpremiere endte med at være bare 11 dage før DVD- og bluraypremieren i UK.

Hos Amazon kunne jeg for £22,58 (200kr), fragt og dansk moms inkluderet, få en boks med The World's End, Hot Fuzz og Shaun of the Dead på bluray. Værdisætter vi de to ekstra film til 50kr/stykket og regner med 80kr for en biografbillet, er boksen faktisk 60kr billigere end en biograftur for to.

Det er et nemt valg. Et er at biograferne bliver presset af pirateri og tvivlsomme downloads, men det er da helt håbløst at de passivt lader sig overhale af officielle og 100% legale kilder.

Måske er det også gået op for biografer og importør. Filmen er overhovedet ikke blevet markedsført og er allerede nede på at køre i bare 3 biografer – heraf 0 i Århus. Men man kan da undre sig over hvad filmen overhovedet skal i danske biografer når det sker så sent og halvhjertet.

Fimbulsommer

Sommeren plejer at være en musikalsk ørkenvandring; varmen får de fleste til at søge udendørs og spillestederne lukker ned.

Men i år, fra juni til august, bydes der på Bonnie 'Prince' Billy, Nick Cave, Godspeed You! Black Emporer og Woven Hand. Et helt fantastisk lineup. Og det endda på 4 forskellige scener. Det bliver en cool sommer.

En anden overraskelse er at lige netop Nick Cave er den af de fantastiske 4 med det mest overbevisende seneste udspil.

Life leaves its abusers

Nyheder kan spredes på de mest forunderlige måder. Lørdag nat, på vej i seng ville jeg lige se om der var kommet nogle interessante liveoptagelser. Og der stod det så, i emnelinien for et Magnolia Electric Co. show, R.I.P. Jason Molina.

Lørdag den 16. marts 2013 var Jason Molina, manden bag Songs: Ohia og Magnolia Electric Co. afgået ved døden, kun 39 år gammel.

Jeg nåede kun at opleve Molina live et par gange. Senest på VoxHall i august 2009, hvor han turnerede med band som opfølgning på mesterværket Josephine. En lille uanselig mand med udstråling som en revisor og et uforligneligt katalog af store sange. Molina virkede ikke vel tilpas på en scene; sky og uden den store kommunikation med publikum. Noget der nok forhindrede hans ellers eminent liveegnede musik i at nå ud til et større publikum.

Derefter var der stille omkring Molina.

I de sidste par år kæmpede han med alkoholismen og dens følgesygdomme. Og for at gøre ondt værre gav sygdommen ham så voldsomme problemer at hans pladeselskab offentligt samlede penge ind til ham.

Men lige lidt hjalp det. For en uge siden gav hans krop op. Det er måske nok meget romantisk og rock'n'roll at dø ung og fattig af druk, men i min optik er det en stor personlig tragedie og et enormt tab for musikken. Jason Molina var langt fra færdig med sin musikalske rejse, og vi kan kun gisne om hvilke perler verden nu aldrig vil opleve.

Molina havde ry for at skrive meget sørgelige tekster. Sådan har jeg nu aldrig opfattet det, men det slår mig nu hvor ofte ordet ghost indgik i hans sange. Og det er han nu – et spøgelse på vej mod horisonten.

Først 1. Så 2. Nu 0.

Den 28/2 har længe været en mærket dag i min kalender. Den oprindelige anledning var Codys optræden på VoxHall. Konflikt opstod da søsterspillestedet, Atlas, annoncerede Marie Fisker til samme aften.

Det krævede lidt overvejelse, men i sidste ende vandt Fisker, da det var en sjælden chance for at opleve hende udenfor storkøbenhavn, og fordi So, Hoes and Heroes er en af 2012s mest interessante udgivelser. Samtidigt var der også et lille håb om muligvis at udveksle penge for dele af hendes bagkatalog (et koncept store dele af den danske musikscene har noget svært ved at forstå).

Men her på selve aftenen sidder jeg ved spisebordet i privaten. Stadig påvirket af en slem omgang influenza og med en hoste, der ville gøre min tilstedeværelse respektløs overfor både kunstner og det øvrige publikum.

(Vælg højere opløsning for marginalt bedre lydkvalitet)


Så kan man spekulere lidt over at -20 grader i Lapland forrige weekend var ok, men 2-3 grader i England sender en i gulvet...