Gætteleg

Gæt hvilke kunstnere/værker er afbilledet på nedenstående plakat (klik for at se den i fuld størrelse):

Jeg beklager reflektionerne - de skjuler en triumferende abe, der løfter en knogle til himlen, foran et mystisk sort rektangel og en liggende/død abe. Til gengæld afslører de så en anden primat.

Ingen synger blues...

Så kom årets første musikindkøb endelig dumpende ind af brevsprækken (snart en saga blot - 5 etager længere nede står postkasserne klar): We Are Only Riders - The Jeffrey Lee Pierce Sessions Project.

Jeffrey Lee Pierce er et navn jeg har kredset omkring i årevis, uden rigtig at komme ind til livet. Det startede med en bob hund koncertoptagelse fra Roskilde 99 (optaget fra svensk radio i juni 2000) hvor der var et forrygende nummer ved navn Texas-serenaden på setlisten. Det lød meget bekendt, og jeg spillede sangen for gud og hvermand i håb om at nogen kunne genkende originalen. Det skete dog aldrig.

Næste brik til puslespillet kom da jeg fik 16 Horsepowers legendariske livealbum Hoarse, hvor næstsidste sang var Gun Club coveret Fire Spirit. Ligheden med Texas-serenaden var slående og mysteriet løst.

Tredie hint fra skæbnen om at jeg burde interessere mig for Jeffrey Lee og Gun Club var også svensk, nemlig sangen Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee Pierce på Thåströms album Skebokvarnsv. 209.

Nu bliver det alvor


På We Are Only Riders er det tunge skyts hevet frem; på pladen optræder Nick Cave, Mick Harvey, David Eugene Edwards, Isobell Campbell, Lydia Lunch og Mark Lanegan - for bare at nævne de folk jeg allerede har på hylderne. Derudover finder man bl.a. gode gamle Debbie Harry og danske Raveonettes (der gør det rigtigt godt).

Baggrunden for projektet er et gammelt demokassettebånd, fundet i en rodekasse på et loft, med en række uudgivede JLP-sange. Båndet blev pudset af, en hærskare af kendte JLP-beundrere indkaldt og 16 sange indspillet (dvs. Ramblin' Mind, Constant Waiting og Free To Walk blev indspillet 3 gange hver, så der er i realiteten kun 10 sange). Det kan virke nekrofilt - især når enkelte sange er mixet sammen med gamle JLP-lydspor - men slutresultatet holder. Et stærkt album med gode sange.

David Eugene Edwards er naturligvis i sit element med denne type musik, og det er en fornøjelse at høre Nick Cave uden at der er et klaver i nærheden. Men jeg vil primært huske We Are Only Riders for Lydia Lunch; når hendes ru stemme vrænger "I don't care about you at all" på When I Get My Cadillac, så tror man på det. Hun bliver min motivation for at hive dette album frem, når den første betagelse er aftaget.

Nuke from orbit

Det var mod bedre vidende at jeg begav mig op i Cinemaxx for at se Avatar, men jeg var nysgerrig efter at se hvad det der 3D var for noget. Og lidt uforpligtende underholdning plejer Hollywood at kunne levere - særligt når de kaster flere hundrede millioner dollar efter opgaven. Så jeg betalte absurde 125kr for en billet og et par stilfulde 3D briller.

De store blockbusters plejer at være forudsigelige, men Avatar tog forudsigeligheden til nye højder med den fortærskede historie om Den Onde Civilisation kontra De Noble Vilde. Det var en klichélagkage med klichéfyld og klichéglasur, tilsat en stor sjat kliché -  skyllet ned med en tre dage gammel klichésmoothie. Billederne havde 3 dimensioner, men persongalleriet var befolket af endimensionelle papfigurer. Samtlige figurer handlede nøjagtigt som forudsagt efter første møde. Og de led præcist den skæbne man forventede. Ingen overraskelser, ikke een eneste twist.

En forudsigelig film med karikerede personer behøver ikke at være dårlig, men Avatar begik yderligere den dødssynd at tage sig selv gravalvorligt - og det slipper man ikke godt fra, hvis man ikke har mere at byde på. Filmen skæmmes også af ucharmerende hovedpersoner og det totale fravær af humor. Et par morsomheder og lidt glimt i øjet - så var kagen gledet lettere ned. Jeg mangler faktisk ord for hvor dårlig en film Avatar er; jeg er rystet over at man bruger så mange ressourcer på at realisere så tynd en historie. Der findes så mange gode historier, og så mange gode fortællere, at det er en hån imod publikum ikke at diske op med noget bedre.

Men Avatar er blevet rost af mange anmeldere, og pengene strømmer ind, så Cameron & co er sluppet afsted med det.

Hvad så med det 3D? Jo, det fungerede faktisk rigtigt godt - især i live action sekvenserne (i de rent computergenerede billeder var effekten ikke så tydelig). Cameron var dog underligt tilbageholdende med at udnytte den ekstra dimension; hele filmen var komponeret med 2D i tankerne. Normalt er det rosværdigt at være tilbageholdende og afstå fra effektjageri, men når filmen ikke har andet, så ville lidt mere ramasjang være velkomment. Men ingen tvivl om at 3D-teknikken er kommet for at blive, og jeg glæder mig til at se den blive brugt i en god film. Sjovt var det også at se underteksterne svæve midt i billedet; flere gange blev de skubbet ud til siden for ikke at ødelægge dybdevirkningen: godt arbejde af tekstholdet.

Overskriften? Det er naturligvis et citat fra en tidligere, og meget bedre, Cameron film. Og det jeg ville have råbt gentagne gange undervejs (MST3K-style), hvis filmen var blevet set under mere private forhold.