tirsdag den 16. februar 2010

Ingen synger blues...

Så kom årets første musikindkøb endelig dumpende ind af brevsprækken (snart en saga blot - 5 etager længere nede står postkasserne klar): We Are Only Riders - The Jeffrey Lee Pierce Sessions Project.

Jeffrey Lee Pierce er et navn jeg har kredset omkring i årevis, uden rigtig at komme ind til livet. Det startede med en bob hund koncertoptagelse fra Roskilde 99 (optaget fra svensk radio i juni 2000) hvor der var et forrygende nummer ved navn Texas-serenaden på setlisten. Det lød meget bekendt, og jeg spillede sangen for gud og hvermand i håb om at nogen kunne genkende originalen. Det skete dog aldrig.

Næste brik til puslespillet kom da jeg fik 16 Horsepowers legendariske livealbum Hoarse, hvor næstsidste sang var Gun Club coveret Fire Spirit. Ligheden med Texas-serenaden var slående og mysteriet løst.

Tredie hint fra skæbnen om at jeg burde interessere mig for Jeffrey Lee og Gun Club var også svensk, nemlig sangen Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee PierceThåströms album Skebokvarnsv. 209.

Nu bliver det alvor


We Are Only Riders er det tunge skyts hevet frem; på pladen optræder Nick Cave, Mick Harvey, David Eugene Edwards, Isobell Campbell, Lydia Lunch og Mark Lanegan - for bare at nævne de folk jeg allerede har på hylderne. Derudover finder man bl.a. gode gamle Debbie Harry og danske Raveonettes (der gør det rigtigt godt).

Baggrunden for projektet er et gammelt demokassettebånd, fundet i en rodekasse på et loft, med en række uudgivede JLP-sange. Båndet blev pudset af, en hærskare af kendte JLP-beundrere indkaldt og 16 sange indspillet (dvs. Ramblin' Mind, Constant Waiting og Free To Walk blev indspillet 3 gange hver, så der er i realiteten kun 10 sange). Det kan virke nekrofilt - især når enkelte sange er mixet sammen med gamle JLP-lydspor - men slutresultatet holder. Et stærkt album med gode sange.

David Eugene Edwards er naturligvis i sit element med denne type musik, og det er en fornøjelse at høre Nick Cave uden at der er et klaver i nærheden. Men jeg vil primært huske We Are Only Riders for Lydia Lunch; når hendes ru stemme vrænger "I don't care about you at all" på When I Get My Cadillac, så tror man på det. Hun bliver min motivation for at hive dette album frem, når den første betagelse er aftaget.

Ingen kommentarer: