Cirkusprins

Forår. Vi har alle vore bebudere, for nogle er det øl med kyllinger, andre fabler om påskeliljer, men for mig er det først forår når jeg har årets udspil fra Will Oldham. I år var det med bange anelser jeg gik foråret i møde; det valgte navn Bonnie 'Prince' Billy and the Cairo Gang, og titlen The Wonder Show of the World, gav mindelser om min barndoms mest frygtede ord "verdensmusik - musik fra de andre lande".

Så jeg blev lettet da de første strofer fra wonder show flød fra mine højttalere. Hvor sidste års udgivelse, Beware, var plaget af country, rækker wonder show tilbage til den sparsomme og afdæmpede lyd fra 2003-mesterværket Master and Everyone. Med sparsom lyd følger sparsom besætning, The Cairo Gang består af bare to personer: en bassist/percussionist og en lejlighedsvis ekstra vokal.

Sangene er blevet udvalgt med omhu, pladen har en gennemgående lyd, en konsistent tone. Da sangene er meget stille, er der heller ikke nogen af dem der tager lytteren i kraven og kræver opmærksomhed. Så ved første gennemlytning flyder wonder show bare forbi, uden at man egentlig opdager det. Det minder meget om min første reaktion til Nick Caves The Boatman's Call - en plade jeg idag anser for Caves sidste store.

Men bliver man ved, bliver man belønnet. Efter nogle gennemlytninger begynder de enkelte sange af fænge; første hit var Go Folks, Go, men højdepunktet er Merciless and Great, en fremragende sang som jeg glæder mig til at høre live.

I mine ører er The Wonder Show of the World meget vellykket. Den kommer ikke op på siden af f.eks. Master and Everyone, men er måske den bedste siden Superwolf. Da man skal give pladen tid til at komme ind under huden, er den ikke et godt sted for nye fans at starte - til det formål vil jeg anbefale I See a Darkness og Superwolf. Lyden giver mig også håb for den forestående turne, da mesteren alene på scenen er en fantastisk oplevelse.

Forøvrigt er koncerten på Vega udsolgt, så hvis du ikke har en billet, så der det bare værst for dig.

Mr Uncool

Jeg har forsøgt mig med at være cool, men det går ikke længere. Når jeg er til koncert vil jeg, når bandet går på scenen, være igennem døren, have afleveret frakken i garderoben og være klar i salen. Og jeg vil være der til sidste strofe.

Det har sine konsekvenser. Før koncerten står jeg kikset i halve timer og kigger ud i luften. Er der flere bands på programmet, agerer jeg igen møbel i pauserne. Jeg står ikke med de coole i klumpen udenfor døren, jeg hænger ikke med dem i baren og vender ikke med dem tilbage til salen halvvejs inde i sættet. Og jeg tager ikke de rusmidler der folk i stand til at sove mens et energisk punkband 10 meter væk, spiller alt hvad deres forstærkere kan trække.

Jeg er uncool. Jeg vil få det trykt på en t-shirt og gå med den fremover.

Apropos cool, dagens hjemmesideanbefaling: Unhappy Hipsters