Forår. Vi har alle vore bebudere, for nogle er det øl med kyllinger, andre fabler om påskeliljer, men for mig er det først forår når jeg har årets udspil fra Will Oldham. I år var det med bange anelser jeg gik foråret i møde; det valgte navn Bonnie 'Prince' Billy and the Cairo Gang, og titlen The Wonder Show of the World, gav mindelser om min barndoms mest frygtede ord "verdensmusik - musik fra de andre lande".
Så jeg blev lettet da de første strofer fra wonder show flød fra mine højttalere. Hvor sidste års udgivelse, Beware, var plaget af country, rækker wonder show tilbage til den sparsomme og afdæmpede lyd fra 2003-mesterværket Master and Everyone. Med sparsom lyd følger sparsom besætning, The Cairo Gang består af bare to personer: en bassist/percussionist og en lejlighedsvis ekstra vokal.
Sangene er blevet udvalgt med omhu, pladen har en gennemgående lyd, en konsistent tone. Da sangene er meget stille, er der heller ikke nogen af dem der tager lytteren i kraven og kræver opmærksomhed. Så ved første gennemlytning flyder wonder show bare forbi, uden at man egentlig opdager det. Det minder meget om min første reaktion til Nick Caves The Boatman's Call - en plade jeg idag anser for Caves sidste store.
Men bliver man ved, bliver man belønnet. Efter nogle gennemlytninger begynder de enkelte sange af fænge; første hit var Go Folks, Go, men højdepunktet er Merciless and Great, en fremragende sang som jeg glæder mig til at høre live.
I mine ører er The Wonder Show of the World meget vellykket. Den kommer ikke op på siden af f.eks. Master and Everyone, men er måske den bedste siden Superwolf. Da man skal give pladen tid til at komme ind under huden, er den ikke et godt sted for nye fans at starte - til det formål vil jeg anbefale I See a Darkness og Superwolf. Lyden giver mig også håb for den forestående turne, da mesteren alene på scenen er en fantastisk oplevelse.
Forøvrigt er koncerten på Vega udsolgt, så hvis du ikke har en billet, så der det bare værst for dig.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar