Serien har efterhånden kørt i 27 år med skiftende hovedpersoner og et rigt persongalleri. Højdepunkterne har været underserierne med politimanden Sam Vines (start: Guards! Guards!) og med bjergheksen Granny Weatherwax (start: Wyrd Sisters), samt enkeltstående værker som Small Gods.
Da Pratchett har fået konstateret alzheimers, bliver den seneste tilføjelse - Unseen Academicals - sandsynligvis også den sidste. UA fortsætter tråden fra The Truth, Going Postal og Making Money, hvor fænomener fra vor verden overføres til Ankh-Morporkh. Denne gang er turen kommet til organiseret sport.
Ankh-Morpork har i generationer været plaget af uorganiserede fodboldkampe, og organiserede optøjer, kvarterne imellem (hvilket på intet tidspunkt har været nævnt i de mange foregående bøger). På forunderlig vis pålægges det Ærkerektor Ridcully fra Unseen University at skabe orden i kaos, samt redde troldmændenes madbudget.
Trods mange gode elementer og en til tider fængende historie, ender Unseen Academicals med at være en middelmådig tilføjelse Discworld-universet. Oplægget virker sådan lidt hvad-skal-jeg-mon-skrive-om-nu, og synes dybest set overflødigt. Pratchett fortjener ros for at holde sikre publikumsfavoritter som Sam Vimes, Cut-My-Own-Throath Dibbler og bibliotekaren i baggrunden. Bedst fungerer scenerne på Unseen University, både blandt tjenestefolkene og blandt troldmændene (særligt Dr Hix (Post Mortem Communications) fik mig til at grine). Især dialogen blandt sidstnævnte gruppe er helt i top. Jeg har et blød punkt overfor sætningsfragmenter som dette:
"I note that you yourself are wearing a particularly spiffy hat of magnificence that goes beyond the sublime"Således sluttede sagaen om Discworld. Man kunne have ønsket sig en mere værdig afsked, men serien har længe virket færdig; er der virkelig mere at fortælle om Sam Vimes, Granny Weatherwax, Rincewind og Ankh-Morpork?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar