Grinderman, 24/10 2010 Værket (Randers)
Strømmen af højt profilerede koncerter til Horsens og Herning har ikke gjort det store indtryk på mig. Lidt undren, men ingen af disse "store" koncertnavne har fristet mig, så i min koncertverden har Århus fortsat været langt foran det øvrige ikke-københavnske Danmark. Med tiden har stort set alle mine (levende) musikalske helte været forbi 8000 C - som musikelsker i provinshovedstaden er jeg faktisk ganske privilegeret.
Men der mangler én i perlerækken, måske den allerstørste: rockguden Nick Cave.
Deraf nødsaget har jeg foretaget pilgrimsrejser til München (*2), Berlin og en solbeskinnet park (!) i Hamborg. I det lys er det overkommeligt at forlade en førstefødselsdag i Lystrup og drage til Randers, uanset hvor lokalpatriotisk ydmygende det end måtte forekomme.
Vel ankommet, og efter et gastronomisk tvivlsomt pitstop, gik turen op ad de stejle og ganske hyggelige gader, til Værket på Mariagervej hvor rockguden og hans grindermen ventede.
En tur omkring den forbilledligt opbyggede og udstyrede garderobe, og jeg var klar til at blive stemplet som B-menneske og betræde salen. Værket er en moderne, nærmest industriel, fortolkning af den klassiske teatersal med skrånende gulv og balkoner i 3 niveauer. Designet er domineret af rette og halvrette vinkler, med masser af maskinelt skåret metal. Træ og beton skal man kigge langt efter, og lysene er gemt bag kvadratiske matglasplader. Et look der synes hentet fra Aliens.
Opvarmningsbandet gjorde sig mest bemærket ved at have kvindeligt flertal, ganske vist var det kun en trio, men at se 2 kvinder på scenen er i sig selv usædvanligt. Guitarist, trommeslager og så en multiinstrumentalist med arsenalet anbragt på en tryllekunstners bord.
17 minutter over 9, en søndag aften i oktober, trådte Nick Cave, med hentehår og luksusjakke, ind på den kronjyske scene. Et stort øjeblik. Der blev startet med fuld knald på alle sanser - publikum skulle gribes fra starten. Grinderman tog teten og viste ingen nåde.
Da startens adrenalinkick truede med at tage af, skiftede bandet gear og det musikalske udtryk blev mere nuanceret. Med det kom koncerten op i et højere niveau, og da Warren Ellis fandt sin violin frem, var jeg solgt. Nu var det ikke længere et rockkoryfæ beundret for fortidens meritter, men et selvstændigt musikalsk udtryk. En rigtig koncert, der overbeviste med egne kvaliteter.
I over 30 år har Cave fungeret som ren forsanger for sine bands. Hos Grinderman fungerede han også som guitarist, og det var tydeligt at hans moves ikke var designet med en guitar in mente. Gamle vaner er (heldigvis) svære at slippe af med. Lejlighedsvist befriet for instrumentbyrden, var der åbnet for momentvis balancering på barrieren. Svært underholdende.
Billetten var dyr og bandet gammelt, så gennemsnitsalderen blandt publikum var højere end jeg normalt oplever det. På den ene side giver det oplevelser som en gråsprængt habit, der spærrer mit udsyn mens han forgæves forsøger at komponere et billede på sin iPhone. På den anden side var man dejligt fri for det sædvanlige hav af hipsterhatte. Plus jeg kunne føle mig ung.
Ny by giver nyt publikum, men der var nu mange velkendte og velkomne ansigter fra både Århus og Horsens. Jeg bilder mig også ind at jeg så Peter Sommer iført en rød bob hund-trøje (men jeg kender ham mest som svinet, der har hugget Lise Westzynthius, så jeg kan tage fejl). Salen var fyldt, men virkede ikke udsolgt. Der var god plads i mængden, og man kunne ubesværet komme meget tæt på His Caveness. En markant anderledes oplevelse, end de Bad Seeds koncerter jeg har oplevet.
Teknikken drillede under koncerten - i perioder var der en skinger kant på lyden, der en overgang kammede over i en grim hyletone, og aftenen igennem myldrede det med teknikere på scenen. Hvor en yngre Nick sagtens kunne blive voldsomt irriteret over den slags, tog han og bandet det denne aften i stiv arm, og fortsatte ufortrødent. Det er overskud.
Efter 55 minutter blev der sagt farvel. 5 minutters pause og så knap en halv time med "ekstra"numre. Jeg kritiserer ofte koncerter for at være for korte, men i dette tilfælde var det i orden - intensiteten havde været helt i top, så grænsen for hvad et almindeligt dødeligt publikum har fysik til, var nået. Desuden var der ikke flere Grinderman-sange at tage af. Naturligvis kunne Nick & Co have grebet fat i de mange gode sange fra The Birthday Party og The Bad Seeds, men de havde på forhånd meldt ud at der kun ville blive spillet Grinderman. En glimrende disposition da man så slipper for tanker som "hvorfor spiller de ikke X", "Y ville være god nu", "Z er da meget federe end den de spiller nu". Noget jeg let kan forfalde til når jeg ser velkendte bands med et glorværdigt bagkatalog.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at det er længe siden et udspil fra Cave har begejstret mig - den første Grinderman plade er ingen undtagelse - men først Grinderman 2 og denne aften i Randers med energi, spilleglæde og udstråling, har overbevist mig om at han også i sit sjette årti på denne planet, er en relevant kunstner.
All hail King Ink!
Glad og tilfreds kunne jeg slentre ned til stationen, hvor toget stod klar (hele søndagen havde budt på et utroligt held med de offentlige transportmidler). Hjemme igen 00.11.
lørdag den 30. oktober 2010
fredag den 22. oktober 2010
Tak!
Men ingen tak til telefonpsykopaten der slog til 3 gange tirsdag aften - både på mobilen og på min proforma fastnettelefon.
lørdag den 16. oktober 2010
Noget at glæde sig til
Jeg var ellers begyndt at frygte at jeg slet ikke ville få nogen billet eller, i bedste fald, den først ville blive afsendt få dage før koncerten (ret upraktisk når både billet og gæst skal rejse internationalt).
Næste opgave bliver at involvere London City Airport i turen.
torsdag den 7. oktober 2010
Haneke ukendt
3 uger med anonyme chikaneopringninger har givet mig det nødvendige spark til at få dette indlæg gjort færdig. Så lidt godt(?) er der da kommet ud af det.
Michael Haneke er en instruktør jeg har hørt meget om, men aldrig stiftet bekendtskab med, så da foråret bød på mulighed for at se et par af hans film, tog jeg med glæde i mod. Ideelt skulle parret have været suppleret med Det hvid bånd (Das weisse Band), men jeg nåede ikke at motivere mig selv til en tur i Paradis før den var taget af plakaten (helt og holdent min egen fejl).
Skjult (Caché) 2005
Den midaldrende tvvært Georges modtager et bånd med en timelang overvågningsvideo af familiens hus. Flere bånd følger; først er huset i fokus, senere følger andre motiver, samt foruroligende børnetegninger, og Georges ledes frem mod en hændelse fra barndommen. Som 5 årig fik han, med en løgn, manipuleret forældrene til at sende den forældreløse algierske dreng Majid, der ellers stod til at blive adopteret af familien, på børnehjem. Ikke en drengestreg med uventet store konsekvenser, men en helt bevidst handling for at fjerne et uønsket element i livet.
En video bringer Georges til forstæderne hvor han møder Majid og senere dennes søn. De benægter begge at stå bag chikanen og hævder ikke at føle noget had for Georges. Han tror dem ikke og bliver stedse mere truende og paranoid.
Georges er ikke en sympatisk figur. Han kommunikerer hverken med sin hustru eller sin mor, han viser ingen tegn på anger, og agerer paranoidt og agressivt overfor Majid og søn. Men den dobbeltmoral anmelderne taler om, kan jeg ikke få øje på. På intet tidspunkt giver han udtryk for idealer som hans handlinger forråder. Med et solidt ståsted i den kreative klasse (Georges er vært på et DR2-agtigt litteraturprogram) kan man godt mistænke ham for at hylde det rummelige samfund, men filmen gør intet for at demonstrere sådanne holdninger. Han er usympatisk, men konsekvent.
For at Skjult fungerer skal man have et mål af sympati for Majid og søn - føle at de bliver uretfærdigt mistænkt. Men fakta er at een af dem står bag bånd og tegninger, et ubehageligt angreb på Georges og familie, som vil få konsekvenser. Majid var offer for en forbrydelse, men den blev begået af en 5 årig dreng og at tage en stramt kalkuleret hævn 40 år senere er ikke undskyldeligt. Der er det filmen knækker for mig: en af de to lyver i hver eneste scene han har i filmen. Ingen sympati herfra.
(Men måske skyldes min forkerte reaktion at Majid lyder alt for meget som Madjer - et navn der har givet mig mareridt siden 1987)
Kode ukendt (Code inconnu) 2000
Små brudstykker af en lang række menneskers løst forbundne liv. Alle er de på forskellige måder fremmedgjorte. Den unge landmandssøn, der ikke gider at overtage slægtsgården. Hans storebror krigsfotografen, der ikke kan falde til ro, og bruger sin tid på skjult at fotografere mennesker i metroen, mens han længes tilbage til krigen. Fotografens skuespillerkone, der ikke kan falde på plads i deres ægteskab og drages mod en kollega. Den rumænske tigger, der ikke må være i Frankrig og ikke kan være i Rumænien. Den unge sorte mænd, der forsøger at leve hvidt, men møder racisme fra franskmændene og foragt fra familien. En familie, der ganske vist lever i Frankrig, men som stadig sværger til heksedoktorer.
Under filmen gik det op for mig hvad den, og Skjult, mindede mig om: Godard. Særligt den usminkede lyd gav tydelige mindelser om hans stil. Skulle jeg beskrive Kode ukendt i een sætning må det være: Short Cuts ala Godard.
Michael Haneke er en instruktør jeg har hørt meget om, men aldrig stiftet bekendtskab med, så da foråret bød på mulighed for at se et par af hans film, tog jeg med glæde i mod. Ideelt skulle parret have været suppleret med Det hvid bånd (Das weisse Band), men jeg nåede ikke at motivere mig selv til en tur i Paradis før den var taget af plakaten (helt og holdent min egen fejl).
Skjult (Caché) 2005
Den midaldrende tvvært Georges modtager et bånd med en timelang overvågningsvideo af familiens hus. Flere bånd følger; først er huset i fokus, senere følger andre motiver, samt foruroligende børnetegninger, og Georges ledes frem mod en hændelse fra barndommen. Som 5 årig fik han, med en løgn, manipuleret forældrene til at sende den forældreløse algierske dreng Majid, der ellers stod til at blive adopteret af familien, på børnehjem. Ikke en drengestreg med uventet store konsekvenser, men en helt bevidst handling for at fjerne et uønsket element i livet.
En video bringer Georges til forstæderne hvor han møder Majid og senere dennes søn. De benægter begge at stå bag chikanen og hævder ikke at føle noget had for Georges. Han tror dem ikke og bliver stedse mere truende og paranoid.
Georges er ikke en sympatisk figur. Han kommunikerer hverken med sin hustru eller sin mor, han viser ingen tegn på anger, og agerer paranoidt og agressivt overfor Majid og søn. Men den dobbeltmoral anmelderne taler om, kan jeg ikke få øje på. På intet tidspunkt giver han udtryk for idealer som hans handlinger forråder. Med et solidt ståsted i den kreative klasse (Georges er vært på et DR2-agtigt litteraturprogram) kan man godt mistænke ham for at hylde det rummelige samfund, men filmen gør intet for at demonstrere sådanne holdninger. Han er usympatisk, men konsekvent.
For at Skjult fungerer skal man have et mål af sympati for Majid og søn - føle at de bliver uretfærdigt mistænkt. Men fakta er at een af dem står bag bånd og tegninger, et ubehageligt angreb på Georges og familie, som vil få konsekvenser. Majid var offer for en forbrydelse, men den blev begået af en 5 årig dreng og at tage en stramt kalkuleret hævn 40 år senere er ikke undskyldeligt. Der er det filmen knækker for mig: en af de to lyver i hver eneste scene han har i filmen. Ingen sympati herfra.
(Men måske skyldes min forkerte reaktion at Majid lyder alt for meget som Madjer - et navn der har givet mig mareridt siden 1987)
Kode ukendt (Code inconnu) 2000
Små brudstykker af en lang række menneskers løst forbundne liv. Alle er de på forskellige måder fremmedgjorte. Den unge landmandssøn, der ikke gider at overtage slægtsgården. Hans storebror krigsfotografen, der ikke kan falde til ro, og bruger sin tid på skjult at fotografere mennesker i metroen, mens han længes tilbage til krigen. Fotografens skuespillerkone, der ikke kan falde på plads i deres ægteskab og drages mod en kollega. Den rumænske tigger, der ikke må være i Frankrig og ikke kan være i Rumænien. Den unge sorte mænd, der forsøger at leve hvidt, men møder racisme fra franskmændene og foragt fra familien. En familie, der ganske vist lever i Frankrig, men som stadig sværger til heksedoktorer.
Under filmen gik det op for mig hvad den, og Skjult, mindede mig om: Godard. Særligt den usminkede lyd gav tydelige mindelser om hans stil. Skulle jeg beskrive Kode ukendt i een sætning må det være: Short Cuts ala Godard.
Abonner på:
Opslag (Atom)