Haneke ukendt

3 uger med anonyme chikaneopringninger har givet mig det nødvendige spark til at få dette indlæg gjort færdig. Så lidt godt(?) er der da kommet ud af det.

Michael Haneke er en instruktør jeg har hørt meget om, men aldrig stiftet bekendtskab med, så da foråret bød på mulighed for at se et par af hans film, tog jeg med glæde i mod. Ideelt skulle parret have været suppleret med Det hvid bånd (Das weisse Band), men jeg nåede ikke at motivere mig selv til en tur i Paradis før den var taget af plakaten (helt og holdent min egen fejl).

Skjult (Caché) 2005
Den midaldrende tvvært Georges modtager et bånd med en timelang overvågningsvideo af familiens hus. Flere bånd følger; først er huset i fokus, senere følger andre motiver, samt foruroligende børnetegninger, og Georges ledes frem mod en hændelse fra barndommen. Som 5 årig fik han, med en løgn, manipuleret forældrene til at sende den forældreløse algierske dreng Majid, der ellers stod til at blive adopteret af familien, på børnehjem. Ikke en drengestreg med uventet store konsekvenser, men en helt bevidst handling for at fjerne et uønsket element i livet.

En video bringer Georges til forstæderne hvor han møder Majid og senere dennes søn. De benægter begge at stå bag chikanen og hævder ikke at føle noget had for Georges. Han tror dem ikke og bliver stedse mere truende og paranoid.

Georges er ikke en sympatisk figur. Han kommunikerer hverken med sin hustru eller sin mor, han viser ingen tegn på anger, og agerer paranoidt og agressivt overfor Majid og søn. Men den dobbeltmoral anmelderne taler om, kan jeg ikke få øje på. På intet tidspunkt giver han udtryk for idealer som hans handlinger forråder. Med et solidt ståsted i den kreative klasse (Georges er vært på et DR2-agtigt litteraturprogram) kan man godt mistænke ham for at hylde det rummelige samfund, men filmen gør intet for at demonstrere sådanne holdninger. Han er usympatisk, men konsekvent.

For at Skjult fungerer skal man have et mål af sympati for Majid og søn - føle at de bliver uretfærdigt mistænkt. Men fakta er at een af dem står bag bånd og tegninger, et ubehageligt angreb på Georges og familie, som vil få konsekvenser. Majid var offer for en forbrydelse, men den blev begået af en 5 årig dreng og at tage en stramt kalkuleret hævn 40 år senere er ikke undskyldeligt. Der er det filmen knækker for mig: en af de to lyver i hver eneste scene han har i filmen. Ingen sympati herfra.

(Men måske skyldes min forkerte reaktion at Majid lyder alt for meget som Madjer - et navn der har givet mig mareridt siden 1987)

Kode ukendt (Code inconnu) 2000
Små brudstykker af en lang række menneskers løst forbundne liv. Alle er de på forskellige måder fremmedgjorte. Den unge landmandssøn, der ikke gider at overtage slægtsgården. Hans storebror krigsfotografen, der ikke kan falde til ro, og bruger sin tid på skjult at fotografere mennesker i metroen, mens han længes tilbage til krigen. Fotografens skuespillerkone, der ikke kan falde på plads i deres ægteskab og drages mod en kollega. Den rumænske tigger, der ikke må være i Frankrig og ikke kan være i Rumænien. Den unge sorte mænd, der forsøger at leve hvidt, men møder racisme fra franskmændene og foragt fra familien. En familie, der ganske vist lever i Frankrig, men som stadig sværger til heksedoktorer.

Under filmen gik det op for mig hvad den, og Skjult, mindede mig om: Godard. Særligt den usminkede lyd gav tydelige mindelser om hans stil. Skulle jeg beskrive Kode ukendt i een sætning må det være: Short Cuts ala Godard.