Tirsdag skrev jeg et, dybest set ligegyldigt, indlæg med en spinkel relevans til bon hund. Onsdag middag gav en søgning på "bob hund" følgende resultat:
søndag den 27. marts 2011
[OT] Hør, hvor vi gungrer
At blogspot er en del af googleimperiet er ikke noget man mærker så meget til i blogdagligdagen. Det er da meget praktisk at mit gmail-login også virker på bloggen, men nogen revolutionerende feature er det ikke. Nej, der hvor man virkeligt mærker "synergien", er når verden søger på google - der får blogspotindlæg nemlig særbehandling (nudansk: forfordeles) og vægtes meget højt. Særligt når de er friske.
Tirsdag skrev jeg et, dybest set ligegyldigt, indlæg med en spinkel relevans til bon hund. Onsdag middag gav en søgning på "bob hund" følgende resultat:
Tirsdag skrev jeg et, dybest set ligegyldigt, indlæg med en spinkel relevans til bon hund. Onsdag middag gav en søgning på "bob hund" følgende resultat:
onsdag den 23. marts 2011
Jeg er ikke alene
Til min store glæde ser jeg at bob hund nu også har indset at digital fotografering af mindre genstande skal foregå på et bord af træ, og at træoverfladen skal være synligt på billedet. Det er god plads på vognen og nye passagerer er velkomne - også selvom de taler skånsk.
Jeg tager naturligvis den fulde ære for hundens konvertering - den er jo min eneste follower på Twitter.
Jeg tager naturligvis den fulde ære for hundens konvertering - den er jo min eneste follower på Twitter.
torsdag den 10. marts 2011
True Grit
True Grit, Joel & Ethan Coen (2010)
Der er ikke mange aktive filmskabere hvis film jeg skal se; engang var jeg også vild med folk som Atom Egoyan, Lars von Trier og Patrice Leconte, men de er alle gledet ud i min personlige glemsel. Tilbage er kun Coen-brødrene som jeg trofast har støttet - helt tilbage til The Hudsucker Proxy (1994), som jeg så helt alene i Palads' store sal på premieredagen. De øvrige film har jeg naturligvis også set på stort lærred.
Det er dog ved at være længe siden at jeg for alvor har nydt en Coen-film ved første gennemsyn - de har alle, på nær The Ladykillers (2004), haft deres kvaliteter, men for alvor begejstret har jeg ikke været. Retfærdigvis skal det siges at andet gennemsyn altid har stemt mig mere positiv.
Jeg er også en fan af westerngenren, både den klassiske amerikanske western med klare sort/hvide moralbegreber og de senere "revisionistiske" western, hvor det kan være svært at se forskel på helt og skurk. For såvidt der er helte og skurke, og ikke bare de levende og de døde (eller som i High Plains Drifter (1973) og Pale Rider (1985) - begge dele). Westerngenren døde efter min mening i 60'erne - først kom Sergio Leone og hans spagettiwesterns, derefter druknede Peckinpah genren i et hav af blod i The Wild Bunch (1969). Det er ikke nogen kritik af disse film - Once Upon a Time in the West (1968) åbnede som den første mine øjne for film som kunst, og The Wild Bunch er et højdepunkt i filmhistorien - nej, tiden var ganske enkelt løbet fra genren.
Der laves stadig westerns, men det er isolerede enkelttilfælde og man kan ikke snakke om en egentlig genre. Den nyeste westerns jeg har set er australske The Proposition (2005) (manuskript og musik af Nick Cave) og den franske Blueberry (2004). Og i begge tilfælde kan man argumentere overbevisende for at de slet ikke er westerns (ikke at det gør dem til dårlige film - jeg har set The Proposition 3 gange og er altid klar til et gensyn).
True Grit blev første gang filmatiseret i 1969 og havde premiere ugen før The Wild Bunch. Meget passende for genrens sidste krampetrækninger havde den en pensions- eller måske efterlønsmoden John Wayne i hovedrollen. Jeg har ikke set den (endnu), så jeg skal spare blogosfæren for sammenligninger.
Det kan måske undre at Coen-brødrene kaster sig over en western, men de har tradition for at komme vidt omkring i genrene, og jeg har set det forudset for en 15 år siden, i enten en anmeldelse eller en nyhedsgruppediskussion (nok det sidste for, som vi siger, "whether it's true or not, you heard it first on Usenet").
Med årene er brødrenes stil blevet mere afdæmpet, de skarpe klip og opmærksomhedshungrende kamerature er blevet lagt på hylden, og nu er det kun Carter Burwells let genkendelige musik, der med det samme fortæller hvis film vi ser. Kvaliteten er nu mere subtil. Det er mere modent, men til tider savner jeg det vilde og overgearede (og naturligvis Steve Buscemi).
Så det er en traditionel westernverden den 14-årige Mattie kommer ind til med 4-toget. Hendes far er blevet myrdet af sin assistent Chaney, og nu skal Mattie hente liget hjem. Men hun har planer: faderens død skal hævnens, og da ingen andre vil gøre noget, må hun selv træde til. Med en vilje af stål og et urokkeligt fokus tromler hun alt og alle ned, og får skaffet penge til at hyre en gunslinger. Den unge texanske marshall LeBoeuf tilbyder sin hjælp, da Chaney også er efterlyst for at myrde en senator i Texas, men Mattie afviser ham, da hendes fars morder skal hænges for den forbrydelse, og ikke for drabet på en ligegyldig politiker i det fjerne Texas. Desuden, som hun meget direkte gør opmærksom på, har LeBoeuf jo forfulgt Chaney igennem flere måneder, så hvad gavn kan han gøre?
Hun hyrer i stedet for den aldrende Rooster Cogburn, brovtende, alkoholiseret og brutal. Jeff Bridges er vist efterhånden blevet en ældre herre. Så kan deres odyssé starte.
Det er svært at sætte fingeren på hvad det er ved den film jeg så godt kan lide. Dens verden er solid, alle figurer står skarpt og filmhåndværket overbevisende. Bortset fra et par møder i starten af odysseen er fortællingen lige ud af landevejen, for pludseligt, hen mod slutningen, at slå over i en længere drømmeagtig sekvens. En meget smuk sekvens, der giver filmen det sidste løft. Og så fik jeg endelig en Coen-film, som jeg kunne nyde i fulde drag ved første gennemsyn.
True Grit: Truly Great.
The dude abides.
Der er ikke mange aktive filmskabere hvis film jeg skal se; engang var jeg også vild med folk som Atom Egoyan, Lars von Trier og Patrice Leconte, men de er alle gledet ud i min personlige glemsel. Tilbage er kun Coen-brødrene som jeg trofast har støttet - helt tilbage til The Hudsucker Proxy (1994), som jeg så helt alene i Palads' store sal på premieredagen. De øvrige film har jeg naturligvis også set på stort lærred.
Jeg er også en fan af westerngenren, både den klassiske amerikanske western med klare sort/hvide moralbegreber og de senere "revisionistiske" western, hvor det kan være svært at se forskel på helt og skurk. For såvidt der er helte og skurke, og ikke bare de levende og de døde (eller som i High Plains Drifter (1973) og Pale Rider (1985) - begge dele). Westerngenren døde efter min mening i 60'erne - først kom Sergio Leone og hans spagettiwesterns, derefter druknede Peckinpah genren i et hav af blod i The Wild Bunch (1969). Det er ikke nogen kritik af disse film - Once Upon a Time in the West (1968) åbnede som den første mine øjne for film som kunst, og The Wild Bunch er et højdepunkt i filmhistorien - nej, tiden var ganske enkelt løbet fra genren.
Der laves stadig westerns, men det er isolerede enkelttilfælde og man kan ikke snakke om en egentlig genre. Den nyeste westerns jeg har set er australske The Proposition (2005) (manuskript og musik af Nick Cave) og den franske Blueberry (2004). Og i begge tilfælde kan man argumentere overbevisende for at de slet ikke er westerns (ikke at det gør dem til dårlige film - jeg har set The Proposition 3 gange og er altid klar til et gensyn).
True Grit blev første gang filmatiseret i 1969 og havde premiere ugen før The Wild Bunch. Meget passende for genrens sidste krampetrækninger havde den en pensions- eller måske efterlønsmoden John Wayne i hovedrollen. Jeg har ikke set den (endnu), så jeg skal spare blogosfæren for sammenligninger.
Det kan måske undre at Coen-brødrene kaster sig over en western, men de har tradition for at komme vidt omkring i genrene, og jeg har set det forudset for en 15 år siden, i enten en anmeldelse eller en nyhedsgruppediskussion (nok det sidste for, som vi siger, "whether it's true or not, you heard it first on Usenet").
Med årene er brødrenes stil blevet mere afdæmpet, de skarpe klip og opmærksomhedshungrende kamerature er blevet lagt på hylden, og nu er det kun Carter Burwells let genkendelige musik, der med det samme fortæller hvis film vi ser. Kvaliteten er nu mere subtil. Det er mere modent, men til tider savner jeg det vilde og overgearede (og naturligvis Steve Buscemi).
Så det er en traditionel westernverden den 14-årige Mattie kommer ind til med 4-toget. Hendes far er blevet myrdet af sin assistent Chaney, og nu skal Mattie hente liget hjem. Men hun har planer: faderens død skal hævnens, og da ingen andre vil gøre noget, må hun selv træde til. Med en vilje af stål og et urokkeligt fokus tromler hun alt og alle ned, og får skaffet penge til at hyre en gunslinger. Den unge texanske marshall LeBoeuf tilbyder sin hjælp, da Chaney også er efterlyst for at myrde en senator i Texas, men Mattie afviser ham, da hendes fars morder skal hænges for den forbrydelse, og ikke for drabet på en ligegyldig politiker i det fjerne Texas. Desuden, som hun meget direkte gør opmærksom på, har LeBoeuf jo forfulgt Chaney igennem flere måneder, så hvad gavn kan han gøre?
Hun hyrer i stedet for den aldrende Rooster Cogburn, brovtende, alkoholiseret og brutal. Jeff Bridges er vist efterhånden blevet en ældre herre. Så kan deres odyssé starte.
Det er svært at sætte fingeren på hvad det er ved den film jeg så godt kan lide. Dens verden er solid, alle figurer står skarpt og filmhåndværket overbevisende. Bortset fra et par møder i starten af odysseen er fortællingen lige ud af landevejen, for pludseligt, hen mod slutningen, at slå over i en længere drømmeagtig sekvens. En meget smuk sekvens, der giver filmen det sidste løft. Og så fik jeg endelig en Coen-film, som jeg kunne nyde i fulde drag ved første gennemsyn.
True Grit: Truly Great.
The dude abides.
tirsdag den 8. marts 2011
Kimen til vor civilisations forfald
Du skal ære din Hustru, Carl Th. Dreyer (1925)
En kærnedansk familie lever idyllisk i en taglejlighed i København. Patriarken Viktor tager sig af vigtige gøremål som at sove og kvalitetssikre husholdningen. Hustruen Ida klatter sin tid væk på ligegyldigheder som rengøring, madlavning og børneopdragelse. Uselvisk spiser Viktor 4 skiver brød med tandsmør, hver gang Ida egoistisk mæsker sig med 2 skrabet smurte stykker - som den hvide ridder han er, er hendes helbred og kolesteroltal ham altid på sinde.
Ligeledes sørger han for at hun får rigeligt med motion.
Desværre har Viktor mistet sin forretning (hvordan han tjener penge er uklart), og dermed også den forkælede rigmandsdatter Idas respekt. Dette udnytter Viktors gamle barnepige - en bitter heks af en gammeljomfru - til, i ledtog med svigermoderen, at forgifte Idas sind. De planter den ide at Viktors velmente forslag til forbedring af husholdningen, forslag der altid fremføres med hensynsfuld høj stemmeføring og utvetydigt sprogbrug, i virkeligheden er grov og utaknemmelig kritik.
Ida lader sig fører bag lyset og tager på landet, hvor hun nyder det søde liv. Tilbage står stakkels Viktor alene med 3 børn. Helt alene er han dog ikke; barnepigen flytter ind, så hun bedre kan nyde hans smerte og ydmygelse.
Svigtet af den kvinde, der svor at adlyde ham i medgang og modgang, daglig pint af Belzebubs søster, og, ikke mindst, bedraget af sine egne børn, nedbrydes Viktor. Efter en måned er den sidste rest af Viktors mandighed væk og barnepigen sender ham i skammekrogen som en lille dreng. Hendes triumf er komplet.
De to gamle kællinger tillader nu Ida at vende tilbage. Som det sidste led i Viktors kastration, køber svigermor en optikerforretning i provinsen til ham. Han er nu en holdt mand, en harmløs puddel der gemmer sig bag en kvindes skørter.
Som den kønsforræder han er, forsøger Dreyer at foregive at slutningen er lykkelig, at Viktors pinsler er fortjente. Dermed tager han første skridt mod afmaskuliniseringen af den danske mand, mod skabelsen af hvor tids køns- og meningsløse tøffelhelt, som ingen kvinder har respekt for.
I sandhed en af dansk filmhistories største tragedier!
I rollen som datter i konfirmandalderen, ser man i øvrigt Karin Nellemose - måske bedre kendt som Misse Møhge.
En kærnedansk familie lever idyllisk i en taglejlighed i København. Patriarken Viktor tager sig af vigtige gøremål som at sove og kvalitetssikre husholdningen. Hustruen Ida klatter sin tid væk på ligegyldigheder som rengøring, madlavning og børneopdragelse. Uselvisk spiser Viktor 4 skiver brød med tandsmør, hver gang Ida egoistisk mæsker sig med 2 skrabet smurte stykker - som den hvide ridder han er, er hendes helbred og kolesteroltal ham altid på sinde.
Ligeledes sørger han for at hun får rigeligt med motion.
Desværre har Viktor mistet sin forretning (hvordan han tjener penge er uklart), og dermed også den forkælede rigmandsdatter Idas respekt. Dette udnytter Viktors gamle barnepige - en bitter heks af en gammeljomfru - til, i ledtog med svigermoderen, at forgifte Idas sind. De planter den ide at Viktors velmente forslag til forbedring af husholdningen, forslag der altid fremføres med hensynsfuld høj stemmeføring og utvetydigt sprogbrug, i virkeligheden er grov og utaknemmelig kritik.
Ida lader sig fører bag lyset og tager på landet, hvor hun nyder det søde liv. Tilbage står stakkels Viktor alene med 3 børn. Helt alene er han dog ikke; barnepigen flytter ind, så hun bedre kan nyde hans smerte og ydmygelse.
Svigtet af den kvinde, der svor at adlyde ham i medgang og modgang, daglig pint af Belzebubs søster, og, ikke mindst, bedraget af sine egne børn, nedbrydes Viktor. Efter en måned er den sidste rest af Viktors mandighed væk og barnepigen sender ham i skammekrogen som en lille dreng. Hendes triumf er komplet.
De to gamle kællinger tillader nu Ida at vende tilbage. Som det sidste led i Viktors kastration, køber svigermor en optikerforretning i provinsen til ham. Han er nu en holdt mand, en harmløs puddel der gemmer sig bag en kvindes skørter.
Som den kønsforræder han er, forsøger Dreyer at foregive at slutningen er lykkelig, at Viktors pinsler er fortjente. Dermed tager han første skridt mod afmaskuliniseringen af den danske mand, mod skabelsen af hvor tids køns- og meningsløse tøffelhelt, som ingen kvinder har respekt for.
I sandhed en af dansk filmhistories største tragedier!
I rollen som datter i konfirmandalderen, ser man i øvrigt Karin Nellemose - måske bedre kendt som Misse Møhge.
Abonner på:
Opslag (Atom)
