Der er ikke mange aktive filmskabere hvis film jeg skal se; engang var jeg også vild med folk som Atom Egoyan, Lars von Trier og Patrice Leconte, men de er alle gledet ud i min personlige glemsel. Tilbage er kun Coen-brødrene som jeg trofast har støttet - helt tilbage til The Hudsucker Proxy (1994), som jeg så helt alene i Palads' store sal på premieredagen. De øvrige film har jeg naturligvis også set på stort lærred.
Jeg er også en fan af westerngenren, både den klassiske amerikanske western med klare sort/hvide moralbegreber og de senere "revisionistiske" western, hvor det kan være svært at se forskel på helt og skurk. For såvidt der er helte og skurke, og ikke bare de levende og de døde (eller som i High Plains Drifter (1973) og Pale Rider (1985) - begge dele). Westerngenren døde efter min mening i 60'erne - først kom Sergio Leone og hans spagettiwesterns, derefter druknede Peckinpah genren i et hav af blod i The Wild Bunch (1969). Det er ikke nogen kritik af disse film - Once Upon a Time in the West (1968) åbnede som den første mine øjne for film som kunst, og The Wild Bunch er et højdepunkt i filmhistorien - nej, tiden var ganske enkelt løbet fra genren.
Der laves stadig westerns, men det er isolerede enkelttilfælde og man kan ikke snakke om en egentlig genre. Den nyeste westerns jeg har set er australske The Proposition (2005) (manuskript og musik af Nick Cave) og den franske Blueberry (2004). Og i begge tilfælde kan man argumentere overbevisende for at de slet ikke er westerns (ikke at det gør dem til dårlige film - jeg har set The Proposition 3 gange og er altid klar til et gensyn).
True Grit blev første gang filmatiseret i 1969 og havde premiere ugen før The Wild Bunch. Meget passende for genrens sidste krampetrækninger havde den en pensions- eller måske efterlønsmoden John Wayne i hovedrollen. Jeg har ikke set den (endnu), så jeg skal spare blogosfæren for sammenligninger.
Det kan måske undre at Coen-brødrene kaster sig over en western, men de har tradition for at komme vidt omkring i genrene, og jeg har set det forudset for en 15 år siden, i enten en anmeldelse eller en nyhedsgruppediskussion (nok det sidste for, som vi siger, "whether it's true or not, you heard it first on Usenet").
Med årene er brødrenes stil blevet mere afdæmpet, de skarpe klip og opmærksomhedshungrende kamerature er blevet lagt på hylden, og nu er det kun Carter Burwells let genkendelige musik, der med det samme fortæller hvis film vi ser. Kvaliteten er nu mere subtil. Det er mere modent, men til tider savner jeg det vilde og overgearede (og naturligvis Steve Buscemi).
Så det er en traditionel westernverden den 14-årige Mattie kommer ind til med 4-toget. Hendes far er blevet myrdet af sin assistent Chaney, og nu skal Mattie hente liget hjem. Men hun har planer: faderens død skal hævnens, og da ingen andre vil gøre noget, må hun selv træde til. Med en vilje af stål og et urokkeligt fokus tromler hun alt og alle ned, og får skaffet penge til at hyre en gunslinger. Den unge texanske marshall LeBoeuf tilbyder sin hjælp, da Chaney også er efterlyst for at myrde en senator i Texas, men Mattie afviser ham, da hendes fars morder skal hænges for den forbrydelse, og ikke for drabet på en ligegyldig politiker i det fjerne Texas. Desuden, som hun meget direkte gør opmærksom på, har LeBoeuf jo forfulgt Chaney igennem flere måneder, så hvad gavn kan han gøre?
Hun hyrer i stedet for den aldrende Rooster Cogburn, brovtende, alkoholiseret og brutal. Jeff Bridges er vist efterhånden blevet en ældre herre. Så kan deres odyssé starte.
Det er svært at sætte fingeren på hvad det er ved den film jeg så godt kan lide. Dens verden er solid, alle figurer står skarpt og filmhåndværket overbevisende. Bortset fra et par møder i starten af odysseen er fortællingen lige ud af landevejen, for pludseligt, hen mod slutningen, at slå over i en længere drømmeagtig sekvens. En meget smuk sekvens, der giver filmen det sidste løft. Og så fik jeg endelig en Coen-film, som jeg kunne nyde i fulde drag ved første gennemsyn.
True Grit: Truly Great.
The dude abides.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar