Sort støj

The Jesus & Mary Chain, VoxHall 2/12 2011

Trods raskt trav var turen gennem Frederiks Alle gennemtrængende kold. Så da jeg moderigtigt forsinket entrede VoxHall føltes varmen som et slag lige i mellemgulvet. Groggy vaklede jeg ind i salen, hvor opvarmningens abnorme lydtryk føltes som en perfekt sat uppercut.

Jeg gik til tælling bag baren.

Med tiden kom jeg mig over det dobbelte varmechok, og vovede mig frem tidsnok til at sikre mig en god plads i det pænt fyldte (men ikke udsolgte) VoxHall inden hovedretten blev serveret.

Da brødrene Reid trådte ind på scenen, var det ikke til at se at de efterhånden er fyldt 50 år; de holder sig begge fantastisk godt. Bassistdelen af parret havde en utrolig feminin udstråling, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg have svoret på at han var en ung kvinde. Forvirrende, men heldigvis er jeg sikker i min seksualitet, og kan derfor håndtere den slags uden at blinke.

Nok om det.

Uden de store dikkedarer gik brødrene og deres to væbnere i gang. Sangene genkendte jeg ikke, men de lød til at stamme fra perioden omkring mesterværket Psychocandy. Her var det så mine intentioner om at skrive en rigtig anmeldelse faldt til jorden – ikke på grund af min uvidenhed, men fordi jeg lod mig opsluge af musikken; forsvandt i nuet og glemte alt om at forholde mig.

Sådan reddes et pauvert koncertår på målstregen.

I minutter var det ikke nogen lang koncert, men den var uden fyld og intensiteten var så høj at det føltes som en lang koncert. På den gode måde. Jeg var udmattet og måtte i ren desperation bruge penge på pepsi inden turen gik ud i kulden igen.

Nu er det koncertpause indtil sidst i februar.