NeuHall

Hen over sommeren blev VoxHall ombygget og kapaciteten forøget med 200 personer. Selve koncertsalens dimensioner er uændrede, men den eksisterende balkon ovenover baren, er blevet suppleret med en hesteskobalkon, der næsten når helt frem til scenen. Ifm. balkonen er der etableret en stor altan for dem der prioriterer røg over rock.

Til min 4. koncert efter ombygningen havde jeg lejlighed til at teste balkonen. Først helt fremme, tættest på scenen: glimrende overblik over salen, men et ubalanceret lydbillede, og al publikums knevren, der svæver op fra salen, gør til et dårligt sted at opleve musik. Midt på balkonen er en anden historie: glimrende udsyn til scenen, perfekt lyd og ingen snak. Herligt. Jeg vil dog fortsat søge stemningen nede i salen.

Derudover er garderoben flyttet hen til indgangen (desværre er de søde garderobepiger forsvundet i byggerodet), den gamle garderobe er omdannet til dametoilet og det gamle dametoilet er nu til mænd.

Ombygningen var budgetteret til 6,7 millioner. Har det været pengene værd, særligt i en tid hvor både VoxHall og kommunen klager over lavvande i kassen? Toiletterne er større og garderobens placering mere logisk, men jeg var ganske godt tilfreds med de gamle forhold, så i min verden er det ikke meget værd. Balkonen giver plads til et større publikum, men den gamle balkon var næsten altid spærret af, så hvad får man reelt ud af at udvide den? Det vil kun være ved de få udsolgte koncerter, at den øgede kapacitet vil være til gavn. Et slag på tasken: med 200 ekstra billetter á 200kr/stk per udsolgt koncert, vil det tage 168 udsolgte koncerter før ombygningen er tjent ind.

Mon ikke de penge kunne have gjort mere gavn andre steder i det århusianske kulturliv?

Folket, og kun folket

"Generallinien" eller "Gammelt og nyt", en stumfilm af Eisenstein fra 1929, skildrer kollektiviseringen og moderniseringen af det russiske landbrug. I starten er de individuelle bønder svage og må bukke og skrabe for de fedladne kulakker. Men takket være en modig bondekone, og med patriotisk assistance fra distriktsagronomen, dannes landbrugskollektivet Oktobervejen. Åbningens golde og trøstesløse landskab befolket af apatiske trælle, forvandles til frodige sommerlandskaber med stærke bønder. I montageform ser vi:

• kollektivets effektive arbejdsform
• kirkens snyltere blive afsløret i deres bedrag af folket
• egnens første moderne landbrugsmaskine (en mælkecentrifuge)
• hvordan individuel griskhed er tæt på at sabotere fremtiden
• et besøg på det futuristiske statslandbrug
• kollektivets første tyr blive fejret med et ægte kobryllup
• de kontrarevolutionære kulakkers sabotageforsøg
• byens arbejdere bruge deres ferie på at opføre en staldbyging i solidaritet med bønderne (altsammen naturligvis helt frivilligt)
• bønderne overtrumfe bureaukratiet
• TRAKTORENS komme

Vi ser ikke

• millioner af bønder lide sultedøden under tvangskollektiviseringen
• deportationer af potentiel farlige etniske grupper
• vilkårlige fængslinger og henrettelser af påståede kulaksympatisører

Eisensteins billeder er flotte, filmens klipning er rytmisk og medrivende. Dette er i sandhed en mesters værk. "Generallinien" hører til i samme kasse som Leni Riefenstahls "Olympia" og "Triumph des Willens" - filmiske genialiteter til støtte for morderiske regimer.

Narrefissekultur

Det har været Kulturnat - ja meget nat er der ikke over det, men der følger det bare Natfilmsfestivalen. Natten blev markedsført med 4 forskellige plakater. der lovede henholdsvis Børnekultur, Finkultur, Kultursyge og, ikke mindst, Pornokultur:

Dette tilbud fik naturligvis straks min udelte opmærksomhed. Ved først givne lejlighed kastede jeg mig over programmet for at finde det "der går lige til grænsen", noget der kunne falde nogen for brystet. Jeg fandt intet. Der var ikke et eneste arrangement der bare perifert berørte porno. Ingen grænser blev tilnærmet og intet der kunne falde selv den mest konservative saudiske mullah for brystet. Jeg har matematikbøger der er mere erotiske end hvad Kulturnatten bød på (og det er ikke nogen overdrivelse).

Fint nok at Kulturnatten går med kyskhedsbælte, men så skal de altså ikke love hed erotik. Hvad fanden har de tænkt på?

No jews were harmed in the making of this picture

Var i Palads (af nogen kaldet Metropol) for at se "A Serious Man", den nyeste film fra Coenbrødrene. Filmens hyppigst gentagne replik er "I/we didn't do anything", en slags slogan for den hårdt prøvede hovedperson, Larry Gopnik. I lighed med hovedpersonen i en anden Coen film - "The Man Who Wasn't There" - er han nærmest tilskuer til at stort set samtlige mennesker i hans liv røvrender ham på det groveste. Faktisk virker filmen, i stemning om ikke i handling, som en genindspilning af TMWWT - bare flyttet til 60'erne og med jøder.

Jeg har uhyre nemt ved at identificere mig med den uheldige Larry Gopnik og filmen bliver derfor en ubehagelig oplevelse. Der hele vejen igennem en stemning af gru, af at det kun kan blive værre og at ingen er på Larrys side. Samtidigt forstår han mindre og mindre af den verden han lever i. Resultatet er et rendyrket mareridt, som ingen gyser kan leve op til.

Som altid i en film fra d'herrer Coen er der masser af grotesk humor. Desværre forhindrer filmens ubehagelige stemning mig i at nyde humoren. Uden tvivl vil et senere gensyn - hvor jeg har affundet mig med Larrys skæbne - rette op på dette.

Det nok mest kuriøse indslag er åbningssekvensen i academyformat og i yiddish (som jeg først tog for hollywoodtysk). Jeg har ikke kunnet gennemskue relevansen til resten af filmen, og tvivler på at der er en. På et tidspunkt var der en mikrofon i billedet, når den slags sker er det normalt en operatørfejl, men det passer dårligt med resten af forestillingen. Men meget overraskende at de perfektionistiske Coens har ladet det passere.

Indlægstitlen? Det var hvad rulleteksterne proklamerede efter publikum var gået hjem.

Update: jeg har kunnet konstatere at jeg står ret alene med min følelse af gru. Mine medmennesker har ingen problemer med at more sig over den stakkels Larry Gopnik. Det vælger jeg at tolke sådan at mine medmennesker er totalt blottede for medfølelse og empati.

#4

Da jeg som fattig studerende levede af 1500kr om måneden, kunne jeg finde på at skrive noget musik på min ønskeseddel. Det gav sjældent pote, da de potentielle givere var ude af stand til at finde det ønskede i Fona, eller hvor de nu gik hen. Som et familiemedlem irriteret udbrød: "hvorfor skal det være så specielt?".
I 3.g var vi på studietur til København, med arrangeret tur i det Kongelige Teater. Den aften valgte jeg at gå i biografen for at se "En russer rydder op i Chicago".

På den ene side skyr jeg det populære og søger det elitære, søger nichen. På den anden side har jeg et anstrengt forhold til finkulturen, og bliver ofte aggressiv i dens nærvær. Måske derfor har jeg altid været tiltrukket af punkens attituder; den er snæver og fjern fra mainstream, og samtidig dybt primitiv. Den siger "fuck this" til både det højtravende og til det banale.
Og så var Vyvyan fra The Young Ones mit store forbillede som teenager.

Nu forsøger jeg mig så med en kulturblog (mest om film og musik) i tilgift til mine 3 eksisterende blogs. Kvantitet har sin egen kvalitet (se bare Louvres sal for store franske malerier). Jeg har tænkt længe over et godt navn til bloggen, men, som det fremgår, uden det store held. Men det går nok alligevel.