Jeg har uhyre nemt ved at identificere mig med den uheldige Larry Gopnik og filmen bliver derfor en ubehagelig oplevelse. Der hele vejen igennem en stemning af gru, af at det kun kan blive værre og at ingen er på Larrys side. Samtidigt forstår han mindre og mindre af den verden han lever i. Resultatet er et rendyrket mareridt, som ingen gyser kan leve op til.
Som altid i en film fra d'herrer Coen er der masser af grotesk humor. Desværre forhindrer filmens ubehagelige stemning mig i at nyde humoren. Uden tvivl vil et senere gensyn - hvor jeg har affundet mig med Larrys skæbne - rette op på dette.
Det nok mest kuriøse indslag er åbningssekvensen i academyformat og i yiddish (som jeg først tog for hollywoodtysk). Jeg har ikke kunnet gennemskue relevansen til resten af filmen, og tvivler på at der er en. På et tidspunkt var der en mikrofon i billedet, når den slags sker er det normalt en operatørfejl, men det passer dårligt med resten af forestillingen. Men meget overraskende at de perfektionistiske Coens har ladet det passere.
Indlægstitlen? Det var hvad rulleteksterne proklamerede efter publikum var gået hjem.
Update: jeg har kunnet konstatere at jeg står ret alene med min følelse af gru. Mine medmennesker har ingen problemer med at more sig over den stakkels Larry Gopnik. Det vælger jeg at tolke sådan at mine medmennesker er totalt blottede for medfølelse og empati.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar