The Imaginarium of cand. scient. Lauridsen

Den nye filmår startede for mit vedkommende med 2 roste film.

The Imaginarium of Doctor Parnassus

En gigantisk hestetrukket vogn stopper op midt i nutidens London; vogne åbner sig og åbenbarer den udødelige Dr. Parnassus' mildt sagt anakronistiske tivoliattraktion. Formålet med attraktionen er at lokke gæster til at gå igennem "spejlet" til The Imaginarium; en drømmeverden skabt af Parnassus og delvist styret/påvirket af gæsten. I denne verden bliver man ledt til et valg imellem Parnassus og Mr. Nick - en djævel i Tom Waits skikkelse. I en tidligere handel har Parnassus lovet sin datter bort til Mr. Nick og han er nu kommet for at afslutte handlen. Et nyt væddemål giver dog Parnassus chancen for at vinde sin datter tilbage.

Filmens store problem er The Imaginarium. I et drømmeland er alt naturligvis muligt, men der skal være en form for indre logik hvis jeg skal kunne forholde mig til begivenhederne. Det nævnes at der aldrig må være mere end een person derinde, men i det meste af filmen render adskillige mennesker rundt derinde - tilsyneladende uden negative konsekvenser. Jeg har også svært ved at se forskel på de "rigtige" og "forkerte" valg. Faktisk er det til tider svært at se at der overhovedet er et valg. Den ene mands fri fabuleren, er den anden mands nonsens.

Mr. Nicks handlinger er uforståelige. Hvorfor tilbyder han et væddemål når han allerede har hævd på gevinsten? Han kan jo ikke vinde noget. Hvorfor pudser han svindleren Tony (Heath Ledger) på Dr. Parnassus? Uden hans tricks ville doktoren ikke have haft en chance i væddemålet. Og hvem vandt i grunden? Og hvordan? Den eneste jeg med sikkerhed kan sige er jeg ikke kan se forskel på Heath Ledger, Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell.

Naturligvis kan man bare læne sig tilbage og nyde billederne, men så fantastiske er de nu heller ikke. Dog passer deres stil ganske glimrende til Øst for Paradis' sale.

Sherlock Holmes

Filmens markedsføring og tanken om Sherlock Holmes spillet af Robert Downey Jr. havde egentlig afskrækket mig fra at se den, men jeg blev nødet. Heldigvis var filmen bedre end forventet (omend jeg småkedede mig undervejs) og Downey leverer en ganske habil og karismatisk Holmes. En moderne Holmes der naturligvis hverken ryger, tager stoffer eller går med hat. En Holmes der håndterer sin violin som en guitar. I fraværet af narkotika er Holmes skildret som en adrenalinjunkie, og det virker faktisk rigtigt godt.

Filmens plot er der ikke det store i, men det fungerer. Dog trækker det kraftigt ned at filmen så åbenlyst lægger op til en toer.

Det victorianske London er i stor stil genskabt elektronisk og det virker ikke særligt overbevisende i mine øjne, uden at jeg kan sætte finger på hvorfor. Måske den arkitektoniske udgave af the uncanny valley? Filmen skal dog roses for at have en scene indspillet på Brompton Cemetery - min yndlingskirkegård.