God dag i postkassen med MM og NN

Dødsdommen over de fysiske medier er blevet afsagt mange gange, men har man samlergen, så er det vigtigt at kunne stille noget på reolen - uagtet at man alligevel ripper og streamer det hele. Så derfor havde postbudet været forbi min postkasse med 2 flade pakker.

Pakke 1 havde taget sig god tid til rejsen fra det skotske lavland - jeg var på nippet til at klage over manglende levering - men var nu fremme i god behold. Dens indre værdi var et dobbelttitlet, dobbelcoveret dobbeltlivealbum fra Malcom Middleton med en akustisk solokoncert Long, Dark Night (forsøm ikke at nyde coveret i fuld størrelse), og en med fuldt band Live in Zürich! With Band!. Som det sig hør og bør, byder begge koncerter på en enkelt ikke-tidligere udgivet sang; "a somewhat obvious and cynical attempt to make you want to buy this product", som hr MM selv formulerer det. Jeg havde nu købt alligevel.

Det er to meget forskellige koncerter man for præsenteret her, og netop den kontrast må være albummets helt store eksistensberettigelse. Min personlige præference er for den akustiske skive; det enkle, nedbarberede udtryk får sangene til at stå klarere og giver plads til tekstperler som "It only takes some pasta / To remind me of my total belief in the depths / Of my unworthiness". Den gode stemning mellem scene og sal skinner også klart igennem.

Rækker budgettet kun til ét Middleton-livealbum, vil jeg dog anbefale Live at Bush Hall fra 2007.

Pakke 2 havde taget turen fra København. Under forberedelsen til koncerten, opdagede jeg at Nikolaj Nørlunds 2010 digitale EP Plan A var blevet udsendt på CD (ja ja, det er også digitalt, lad nu den flue i fred). Den EP blev aldrig anmeldt her på bloggen, men den kan varmt anbefales. Stilmæssigt er den helt anderledes end hvad Nørlund plejer at diske op med - et ganske klædeligt frikvarter, der giver mindelser om  The Trouble with Rhonda Harris. Hvor musikken er luksuriøs, er den fysiske produktion ren discount: et simpelt papcover, hvor linernotes er et klistermærke hen over åbningen. Ret primitivt og en skarp modsætning til Kom med et bud, der leveres med en meget flot pdf-booklet.

Det er det ydre jeg har betalt for, men det er det indre der tæller.

PS: Middleton er for tiden på turne med Aidan Moffat...

Flad fredag

Nikolaj Nørlund, Musikcafeen 11/2 2011

Seneste nørlundoptræden i Århus daterer sig helt tilbage til juli, så det var oplagt at lufte ebilletkortet denne råkolde februarfredag. Ganske vist anede entrepigen ikke hvad et ebilletkort var, men ind kom jeg da. Indenfor var der 3 borde med tilhørende stole - alle optaget af endnu mere uncool end jeg. Jeg fandt dog en krog med interimistiske siddepladser, hvor jeg kunne afvente koncertstarten "mellem 20.30 & 21.00".

21.10 gik opvarmningen - Our Broken Garden - i gang. Fra min plads kunne jeg ikke se scenen, men bedømt på stemmen og andre hankønsvæseners reaktion, antager jeg at det var et enmandsband bestående af en ung, køn og blond pige (muligvis snød jeg og smugkiggede rundt om den blokerende søjle). Når kønne unge piger med smukke stemmer laver musik på egen hånd bliver det som regel pænt og kedeligt. Our Broken Garden var ingen undtagelse - det var mere vuggevise end opvarmning.

Helt traditionelt varede "opvarmningen" en halv time, med yderligere en halv time før hovednavnet indtog scenen. En koncertstart 22.15, hvilket sikkert er fint hvis koncerten er første trin i en bytur, men for dette mere modne publikum, giver det problemer med at komme med offentlig transport hjem til forstadsvillaerne. Da vi nærmede os midnat var der også tyndet gevaldigt ud blandt gæsterne. Her savner jeg lidt respekt for publikum fra arrangør og musikere. Der er ingen grund til at opvarmningen venter til alle er kommet, med at gå på.

Nørlund på Musikcafeen betyder stemme og guitar - ikke andet. Der blev åbnet med Think of Me Naked fra den første Rhonda Harris plade. Et godt valg og samtidig et signal om at aftenen ville byde på en rejse rundt i hele bagkataloget; fri for de lænker et band, og de forventninger en nye plade, giver en koncert. Lidt overraskende var solodebutpladen Navnløs aftenens bedst repræsenterede, mens den ellers så livevenlige Tændstik slet ikke fik spilletid.

Nørlund var i godt lune og opfordrede gentagne gange til requests. Om han rent faktisk lyttede til dem er svært sige; med så mange sangtitler slynget ud, er der garanti for at flere ville være sange han ville spille alligevel. Faktum er at 25 år atter en gang forblev uspillet.

Størst resonans med publikum fik Syner fra Andersens drømme - nu må han altså snart se at få den sang indspillet med egen stemme. Eller udgive en liveplade. Nørlund spillede 3 sange fra Kom med et bud, og alle 3 fungerede bedre live end på flac. Til ekstranumrene, som i realiteten var et ekstra sæt, lagde Nørlund ud med 3 "navnløse" sange på klaver. Godt, men nok lidt for langsomt til det efterhånden fremskredne tidspunkt.

Stærke sange fremført i 100 minutter med indlevelse og engagement på et fyldt spillested med fremragende lyd - det kan da kun blive en 6/6-koncert i Gaffaterminologi? Det burde det have været, men publikum forhindrede det. Mere specifikt to grupper a 3 personer. Den ene gruppe var sanseløst påvirkede af et, eller flere, rusmidler og burde aldrig være blevet lukket ind. Den anden gruppe vekslede mellem knævren med kraftig stemmeføring og højlydte "sshhhhh" i flæng. På et lille sted som Musikcafeen er det svært at skabe sikkerhedsafstand til den slags tåber, så jeg "lod" mig genere (som om man har et valg). Ved slutningen var den ene gruppe gået død, og den anden skræmt væk, men meget af magien var tabt.

Fredag er og bliver ugens værste koncertdag.

Mit bud

Kom med et bud, Nikolaj Nørlund (digital EP/2011)

Musikeren Nikolaj Nørlund har det held at være i stald hos Auditorium, hvor bossen Nikolaj Nørlund altid er åben for hans ideer. Den seneste var at indspille en EP (18 minutter) med 6 kendte danske sange, og så sælge den digitalt for en tyver. Min kopi fulgte gratis med købet af koncertbillet til Musikcafeen.

Produktionen er simpel: Nørlund, guitar, mikrofon. Så kører vi. Der åbnes uden overbevisning med Smilende Susie - det er som om Nørlund selv ikke helt kan tro at han synger noget så corny. Synd, for det er da en sød sang.

Rør ved mig skriger efter patos, men synges afdæmpet. Hvorfor forstår man under Slendre gennem regn, der forsøges sunget med al den patos Rør ved mig manglede. Desværre overbeviser Nørlunds ellers fine stemme slet ikke i den rolle, og sangen falder til jorden. Åh, babe, kom med et bud kan jeg slet ikke forholde mig til - det er en sang jeg forbinder med gæster på et morgenværtshus, der vælger Himmelhunden i jukeboxen og har "trunte" i deres aktive ordforråd.

Uventet kommer derfor Ensomhedens gade #9, hvor man for første gang mærker at Nørlund har noget på hjertet, at teksten siger ham, og derfor også lytteren, noget. Det er indfølt og bevægende - denne EPs eksistensberettigelse. Som dessert får vi To lys på et bord anrettet så charmerende at smilet ikke længere lader sig undertrykke.

Note: på nær Smilende Susie har jeg i samtlige titler afveget fra Nørlunds stavemåde. Jeg nægter at bruge stort begyndelsesbogstav i samtlige ord i en dansk title; det er en uskik lånt fra engelsk og er ganske enkelt fucking noller. Jeg Har Talt.