Produktionen er simpel: Nørlund, guitar, mikrofon. Så kører vi. Der åbnes uden overbevisning med Smilende Susie - det er som om Nørlund selv ikke helt kan tro at han synger noget så corny. Synd, for det er da en sød sang.
Rør ved mig skriger efter patos, men synges afdæmpet. Hvorfor forstår man under Slendre gennem regn, der forsøges sunget med al den patos Rør ved mig manglede. Desværre overbeviser Nørlunds ellers fine stemme slet ikke i den rolle, og sangen falder til jorden. Åh, babe, kom med et bud kan jeg slet ikke forholde mig til - det er en sang jeg forbinder med gæster på et morgenværtshus, der vælger Himmelhunden i jukeboxen og har "trunte" i deres aktive ordforråd.
Uventet kommer derfor Ensomhedens gade #9, hvor man for første gang mærker at Nørlund har noget på hjertet, at teksten siger ham, og derfor også lytteren, noget. Det er indfølt og bevægende - denne EPs eksistensberettigelse. Som dessert får vi To lys på et bord anrettet så charmerende at smilet ikke længere lader sig undertrykke.
Note: på nær Smilende Susie har jeg i samtlige titler afveget fra Nørlunds stavemåde. Jeg nægter at bruge stort begyndelsesbogstav i samtlige ord i en dansk title; det er en uskik lånt fra engelsk og er ganske enkelt fucking noller. Jeg Har Talt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar