Undergrundskraftværk

På en solrig oktoberfredag styrede jeg gennem min yndlingsmetropol med kurs mod Köningplatz. En plakat på en nedslidt S-bahnstation havde lovet mig store oplevelser, og med tid at slå ihjel, var jeg let bytte.

Jeg er som sådan ikke nogen stor fan af Kraftwerk; jeg respekterer dem og værdsætter dele af deres bagkatalog. Men en 3-D videoinstallation, designet af Kraftwerk specifikt til denne sal og med begrænset løbetid, var for fristende til at ignorere.

Efter at have betalt mine 5 euro, blev jeg ledt ned i den nærliggende U-bahnstation, hvor indgangen til selve udstillingen befandt sig. I garderoben blev man udstyret med at par seje 3D-briller (stilmæssigt bedre tilpasset Kraftwerks univers, end de hipstersten biograferne disker op med), og så var det direkte ind til udstillingen.

I et aflangt lokale med lakerede trægulve, betonmure og råt loft, var der 5 lærreder. 3 på rad og række udgjorde kernen i udstillingen, mens formålet med det runde lærred og endevæggen undlap mig - på intet tidspunkt så jeg noget der, man ikke kunne opleve på de centrale lærreder.

I første omgang var jeg skuffet over at udstillingen ikke var større (og min indre gnier begyndte at mumle om at Louvre kostede det samme), men efterhånden gik det op for mig at det ikke var den type udstilling. Gæsten skulle her ikke vandre fra genstand til genstand, men derimod slå sig ned og glide ind i det unikke Kraftwerkunivers.

I et forløb på cirka 75 minutter, blev en række klassiske Kraftwerk-kompositioner afspillet, mens 3D computergrafik illustrerede/underbyggede musikken.

Det grafiske udtryk er det punkt hvor udstillingen for alvor hae sin berettigelse. Animationerne er holdt i en meget stram 80'er stil, som meget præcist rammer hvad der ville have været cutting edge i 80'erne. Hvad der dengang topmålet af teknologisk sofistikation. Her kunne man beskylde Kraftwerk for at gå over i retrofuturisme (ikke at der er noget galt i det), men det er en misforståelse: der er intet retro over installationerne. De er i nøjagtig den stil Kraftwerk altid har stået for; de er hvad Kraftwerk ville have lavet, havde teknologien været tilstede i 1981.

Hvordan det opfattes udenfor målgruppen - mænd i alderen 35-50 år - ved jeg ikke. Men for os i gruppen er det fedt. Man kunne uden problemer have lavet noget grafik der er langt, langt flottere, men det ville ikke føre mig tilbage til dengang jeg var tolv år. Hvor min største drøm var en computer med mindre regnekraft end en nutidig fjernbetjening, hvor denne grafik var det fedeste af det fedeste. En nutidig, og objektivt set langt mere avanceret, grafik, ville slet ikke ramme i samme grad [1].

Prikken over i'et kommer så når gårsdagens billeder tilsættes 3D. Det er den lille ekstra twist, der får hele seancen flyttet ind i nutiden. Sammen med Kraftwerks altid sikre og cool attitude, giver det en fin stund i fortidens fremtid.

P.S. jeg har lagt et par ekstra installationsklip ind under min Youtube-kanal.

[1] Samme fænomen gør at når Troldspejlet viser klip fra 30 år gamle 8-bitsspil, vækker det mere i mig end dagens uendeligt mere udviklede kreationer.

Helt oppe på beatet

Wolfroy Goes To Town, Bonnie 'Prince' Billy (2011)

Halvandet år lyder ikke af lang tid, men når det måler en pause fra produktive Will Oldham, føles det som en evighed. I min desperation har jeg sågar købt et par "10 singler, på trods af at min konfirmationsindkøbte pladespiller forlængst er røget til genbrug.

Men endelig er der nyt i form af en pink skive, i en pink æske, med en pink booklet. Mere maskulint bliver det ikke. I lighed med Lie Down in the Light fra 2008, åbner Wolfroy med rendyrket country. Heldigvis er det kun en enkelt sang, og de efterfølgende ni går fint i tråd med sidste års Wonder Show of the World.

Wonder Show var en afdæmpet plade, og det er Wolfroy i den grad også. Tempoet er sænket og instrumenteringen sparsom. Det kan være smukt, men går også ud over sangenes individualitet. De flyder sammen, og man opdager knap nok når en sang slutter, og en anden begynder. Der mangler kant og særpræg. I de første gennemlytninger er det kun Cows og Quail and Dumplings der skiller sig ud. Undervejs sidder man med en følelse af at musikken er blevet nedprioriteret - skrevet på rutinen - og bare er tilbehør til teksterne. Desværre fjerner det lidt kedelige musik helt fokus fra pladen, og dermed også teksterne. Fans af Nick Cave ved hvad jeg mener.

Jeg har haft albummet i to uger, og har, i det omfang livet har tilladt, råspillet det. Og jeg har gjort en opdagelse. Når døgnet lakker mod enden, den store sofa er fundet og hvilepulsen er nede på 60; når jeg er afslappet og småsyslende, så forvandler Wolfroy sig. Pladen snurrer, mit fokus er andetsteds, men ud af øjenkrogen aner jeg langsomt skønheden. Når jeg lader musikken skylle over mig, uden at koncentrere mig om den, bliver dens kvaliteter tydelige. Jeg indser at ellers anonyme sange som Black Captain har masser af kvalitet.

For fans af prinsen er Wolfroy et godt bekendtskab, selvom man har hørt det hele før. Er man ny til hans univers, eller bare lidt på vippen, skal man holde sig væk. Dette er ikke pladen, der vil overbevise tvivlerne.

Trackliste:

No Match
New Whaling
Time To Be Clear
New Tibet
Black Captain
Cows
There Will Be Spring
Quail and Dumplings
We Are Unhappy
Night Noises

Wolfroy Goes To Town udkommer 31/10.