Men endelig er der nyt i form af en pink skive, i en pink æske, med en pink booklet. Mere maskulint bliver det ikke. I lighed med Lie Down in the Light fra 2008, åbner Wolfroy med rendyrket country. Heldigvis er det kun en enkelt sang, og de efterfølgende ni går fint i tråd med sidste års Wonder Show of the World.
Wonder Show var en afdæmpet plade, og det er Wolfroy i den grad også. Tempoet er sænket og instrumenteringen sparsom. Det kan være smukt, men går også ud over sangenes individualitet. De flyder sammen, og man opdager knap nok når en sang slutter, og en anden begynder. Der mangler kant og særpræg. I de første gennemlytninger er det kun Cows og Quail and Dumplings der skiller sig ud. Undervejs sidder man med en følelse af at musikken er blevet nedprioriteret - skrevet på rutinen - og bare er tilbehør til teksterne. Desværre fjerner det lidt kedelige musik helt fokus fra pladen, og dermed også teksterne. Fans af Nick Cave ved hvad jeg mener.
Jeg har haft albummet i to uger, og har, i det omfang livet har tilladt, råspillet det. Og jeg har gjort en opdagelse. Når døgnet lakker mod enden, den store sofa er fundet og hvilepulsen er nede på 60; når jeg er afslappet og småsyslende, så forvandler Wolfroy sig. Pladen snurrer, mit fokus er andetsteds, men ud af øjenkrogen aner jeg langsomt skønheden. Når jeg lader musikken skylle over mig, uden at koncentrere mig om den, bliver dens kvaliteter tydelige. Jeg indser at ellers anonyme sange som Black Captain har masser af kvalitet.
For fans af prinsen er Wolfroy et godt bekendtskab, selvom man har hørt det hele før. Er man ny til hans univers, eller bare lidt på vippen, skal man holde sig væk. Dette er ikke pladen, der vil overbevise tvivlerne.
Trackliste:
No MatchWolfroy Goes To Town udkommer 31/10.
New Whaling
Time To Be Clear
New Tibet
Black Captain
Cows
There Will Be Spring
Quail and Dumplings
We Are Unhappy
Night Noises
Ingen kommentarer:
Send en kommentar