En aften i julen. Endeløse dage med socialt samvær, fad efter fad af lækre ting, jeg attrår men ikke overkommer. Dage på andres betingelser, uden vital alenetid.
Men nu er øjeblikket kommet. Toget står parat, hvilepladsen reserveret. Jeg synker ned i sædet, klapper Sennheiseren ud og tager i mod de første strofer af Slow Riot for New Zero Kanada.
Jeg er tilbage i min verden.
tirsdag den 27. december 2011
fredag den 23. december 2011
Det sidste ord om Avatar
Ældre læsere vil vide at min begejstring for Avatar var særdeles behersket. Når den uundgåelige to'er kommer vil jeg utvivlsomt bruge min tid og penge på noget andet. Medmindre det her er plakaten...
fredag den 9. december 2011
Sort støj
The Jesus & Mary Chain, VoxHall 2/12 2011
Trods raskt trav var turen gennem Frederiks Alle gennemtrængende kold. Så da jeg moderigtigt forsinket entrede VoxHall føltes varmen som et slag lige i mellemgulvet. Groggy vaklede jeg ind i salen, hvor opvarmningens abnorme lydtryk føltes som en perfekt sat uppercut.
Jeg gik til tælling bag baren.
Med tiden kom jeg mig over det dobbelte varmechok, og vovede mig frem tidsnok til at sikre mig en god plads i det pænt fyldte (men ikke udsolgte) VoxHall inden hovedretten blev serveret.
Da brødrene Reid trådte ind på scenen, var det ikke til at se at de efterhånden er fyldt 50 år; de holder sig begge fantastisk godt. Bassistdelen af parret havde en utrolig feminin udstråling, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg have svoret på at han var en ung kvinde. Forvirrende, men heldigvis er jeg sikker i min seksualitet, og kan derfor håndtere den slags uden at blinke.
Nok om det.
Uden de store dikkedarer gik brødrene og deres to væbnere i gang. Sangene genkendte jeg ikke, men de lød til at stamme fra perioden omkring mesterværket Psychocandy. Her var det så mine intentioner om at skrive en rigtig anmeldelse faldt til jorden – ikke på grund af min uvidenhed, men fordi jeg lod mig opsluge af musikken; forsvandt i nuet og glemte alt om at forholde mig.
Sådan reddes et pauvert koncertår på målstregen.
I minutter var det ikke nogen lang koncert, men den var uden fyld og intensiteten var så høj at det føltes som en lang koncert. På den gode måde. Jeg var udmattet og måtte i ren desperation bruge penge på pepsi inden turen gik ud i kulden igen.
Nu er det koncertpause indtil sidst i februar.
Trods raskt trav var turen gennem Frederiks Alle gennemtrængende kold. Så da jeg moderigtigt forsinket entrede VoxHall føltes varmen som et slag lige i mellemgulvet. Groggy vaklede jeg ind i salen, hvor opvarmningens abnorme lydtryk føltes som en perfekt sat uppercut.
Jeg gik til tælling bag baren.
Med tiden kom jeg mig over det dobbelte varmechok, og vovede mig frem tidsnok til at sikre mig en god plads i det pænt fyldte (men ikke udsolgte) VoxHall inden hovedretten blev serveret.
Da brødrene Reid trådte ind på scenen, var det ikke til at se at de efterhånden er fyldt 50 år; de holder sig begge fantastisk godt. Bassistdelen af parret havde en utrolig feminin udstråling, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg have svoret på at han var en ung kvinde. Forvirrende, men heldigvis er jeg sikker i min seksualitet, og kan derfor håndtere den slags uden at blinke.
Nok om det.
Uden de store dikkedarer gik brødrene og deres to væbnere i gang. Sangene genkendte jeg ikke, men de lød til at stamme fra perioden omkring mesterværket Psychocandy. Her var det så mine intentioner om at skrive en rigtig anmeldelse faldt til jorden – ikke på grund af min uvidenhed, men fordi jeg lod mig opsluge af musikken; forsvandt i nuet og glemte alt om at forholde mig.
Sådan reddes et pauvert koncertår på målstregen.
I minutter var det ikke nogen lang koncert, men den var uden fyld og intensiteten var så høj at det føltes som en lang koncert. På den gode måde. Jeg var udmattet og måtte i ren desperation bruge penge på pepsi inden turen gik ud i kulden igen.
Nu er det koncertpause indtil sidst i februar.
torsdag den 1. december 2011
Julen falder på en torsdag
Det siges at den største glæde er at give. Det siger sig selv at få fede ting også er godt, så den ultimative gave må være den man giver sig selv. I år fårgiver jeg 2 spritnye albums med Malcolm Middleton - et live album med en forsmag på hans nye projekt Human don't be Angry og en opsamligsplade med det yderst lovende navn A Quarter Past Shite.
Fra Middletons egen hjemmeside:
De 2 albums, i begrænset oplag (1000 stk), var oprindeligt annonceret eksklusivt til salg på UK-touren, der starter i dag, men kan nu bestilles online. Det er virkeligt noget der varmer et samlerhjerte.
Begge plader udkommer 15/12.
Fra Middletons egen hjemmeside:
A new album of rare & unreleased songs. “A Quarter Past Shite” brings together a collection of songs written between 1994 and 2001 that were deemed too “negative and depressing” to appear on Malcolm's debut album “5:14 fluoxytine seagull alcohol john nicotine”.Så bliver det ikke meget bedre.
De 2 albums, i begrænset oplag (1000 stk), var oprindeligt annonceret eksklusivt til salg på UK-touren, der starter i dag, men kan nu bestilles online. Det er virkeligt noget der varmer et samlerhjerte.
Begge plader udkommer 15/12.
Abonner på:
Opslag (Atom)
