Prøvebillede

Engang var prøvebilledet en hyppig gæst på tvskærmen. Man havde kun én kanal, og den sendte kun på de tidspunkter hvor man mente folket kunne tåle at se fjernsyn.

I dag ser man det sjældent. Kanalerne er mange og de kører i døgndrift med teletubbies om morgenen, og teleboobbies om natten. Så prøvebilledet er rykket udenfor:

Men prøvebilledet udvikler sig fortsat. I Kalifornien oplevede jeg en kanal der sendte dette billede 24/7:

Med den digitale revolution er der kommet flere, mere specialiserede kanaler med begrænset sendetid. Dermed er der opstået et behov for nye, digitale prøvebilleder. I weekenden blev jeg mødt af dette billede:

Jeg vil dedikere de næste 15 år at mit liv til at meditere over dette budskab.

Nonperformance artist

Udover Nelsons søjle er Trafalger Square udstyret med 4 lave, rektangulære sokler. En af disse står tom og har i år tjent som platform for projektet One and Other: 100 dage hvor 2400 frivillige hver får en time på soklen, hvor de kan optræde som de lyster.

Som ved al konceptkunst er ideen betydeligt mere spændende end resultatet, men takket være live streaming fik projektet opbygget en betragtelig fanbase.

En tirsdag aften, tæt ved midnat, mens jeg ventede på næste vagtskifte, kom en af projektets offcials hen til mig. Den udvalgte til etforestillingen havde meldt fra og de tilbød mig at overtage. Da jeg ikke havde nogen fornuftig ide til hvad jeg skulle på plinth'en takkede jeg pænt nej til tilbudet om 4x15 minutters berømmelse.

Men tænk hvis jeg havde sagt ja; om få år kunne politikenabonnenterne på Louisiana beundre en videoinstallation, hvor jeg, smurt ind i ræveekskrement, konstant skriger i et 23 minutters loop. Kan jeg virkelig forsvare at berøve verden den oplevelse?

Svaret er nok ja.

Ze children of ze night, zey make such vonderful music

Da Werner Herzogs remake af Murnaus stumfilmsklassiker, Nosferatu, eine Symphonie des Grauens, fik premiere i 1979 blev den udsat for en del kritk; den var ikke på højde med originalen og tilføjede intet nyt. En overflødig film.

Jeg er naturligvis uenig, ikke fordi jeg synes originalen er dårlig (jeg kan knapt nok huske den, og dens billeder er i mit mentale fotoalbum blevet rodet sammen med Dreyers Vampyr), men fordi Herzog har noget Murnau ikke havde: LYD. Lydsiden er fyldt med stemningsmættet musik, der passer perfekt til de ligeså stemningsmættede billeder. Plot og handling glider i baggrunden og stemningen tager over; Nosferatu er mere musikvideo end spillefilm - og det mener jeg positivt. Med tiden er den blevet en af mine yndligsfilm (jeg har den 3 gange på DVD), en af disse film jeg altid er parat til at gense, parat til at synke ned i stemningen.

Klaus Kinski er (naturligvis) formidabel som Dracula. Han formår at give sin figur en ensomhed og træthed, så man nærmest har sympati for udyret mens han myrder løs og sender sine pestbefængte rotter mod civilisation. Han fremstår mere som offer end som skurk.

Smagsprøve: to minutter med lyd og billede, men jeg vil nu anbefale at man venter, og ser hele filmen.

Uventet tema: filmens første blodsugning finder sted under den første middag på Draculas slot. Den unge Harker (Bruno Ganz - kendt som Hitler og engel) skærer sig i fingeren, og Dracula tilbyder straks at suge blodet væk. Dagen efter mit seneste møde med Nosferatu stod programmet på Og Gud skabte kvinden - i den var det en purung Brigitte Bardot der skar sig, og en aldrende libertiner der ikke tøvede med at sutte på hendes finger.

Misundelse: Roger Vadim var manden der opdagede, i alle ordets tænkelige betydninger, Brigitte Bardot, Catherine Deneuve og Jane Fonda. Han kan ikke klage.

Dekantering

Da jeg i senhalvfemserne opdagede 18th Dye var jeg for sent ude til at opleve dem live. De eneste koncertdatier jeg hørte om, var en afskedsturne med koncerter in København, London og Berlin. Senere oplevede jeg de mandlige 2/3 varme op for Lise Westzyntius under navnet Test. En mærkelig oplevelse; de startede med et helt fantastisk nummer og jeg var helt tændt på at købe deres plade, men så blev guitaren stillet væk og de gik over til noget dødkedelig electronica (findes der andre former for electronica?). Og pladekøbstankerne blev gemt væk.

Med årene gled 18th Dye i glemmebogen.

Men så begyndte de at røre på sig igen. Jeg hørte rygter om enkeltstående koncerter (naturligvis altid efter datoen var passeret). For godt et år siden var jeg på Musikcaféen for at høre Six Organs of Admittance, og så der at 18th Dye ville komme forbi ugen efter. Endelig. Trioen skuffede ikke og gav en fin koncert med deres velkendte massive lyd. Det var så lidt trist at se et så internationalt anerkendt band give koncert i en en halvtom musikcafé foran et publikum, der mest var kommet for at se opvarmningsbandet Emily and the Orgasm Addicts.

Det nye album blev naturligvis anskaffet, men fængede ikke rigtigt.God rockmusik skal ofte dekanteres før det severes, og sådan var det også her - fornylig havde jeg brug for lidt beskæftigelse til ørerne og helt tilfældigt blev Amorine Queen udvalgt. Wow. Fra første nummer blev jeg blæst væk. Jeg kender ikke noget andet band med så massiv en guitar/bas lyd - det er som at blive ramt af en mur. Eneste malurt er en rædselsfuld Cher-agtig stemmeforvrænger på Chinese Spoon. Jeg må træffe foranstaltninger for at sikre at den sang aldrig kommer i nærheden af mine højttalere igen. Hos 18th Dye er lyden i højsædet, ikke teksten, glimrende illustreret ved den smågeniale Text is My Killer.

Heldigvis: jeg var dog ikke senere ude end at jeg nåede at købe deres albums til normale priser - i modsætning til de samlerpriser som f.eks. Soundstation i København kræver (de vil have 185 euro for de 3 CDer).

Afklaring: jeg har intet imod Emily & Co - de er faktisk ret fede med deres Buzzcocks inspirerede partypunk. Det er 100% fest.

Globalisering: for, som århusianer, at få fat på dette album indspillet i København, måtte jeg igennem en pusher i Hong Kong.

Tanke: nogen gange synes jeg mere modtagelig for nyt end normal - samtidig med at jeg svømmede hen over Amorine Queen fik jeg totalt grineflip over dette billede i en onlineavis:

På rette tid og sted

Siden den fremragende "Tændstik" er der gået 6 år uden et dansksproget udspil fra Nikolaj Nørlund. Mellemtiden er blevet fyldt med 2 gilmrende Rhonda Harris udgivelser, diverse projekter ("På danske læber", "Andersens drømme") og (gru!) en opsamlingsplade. Normalt markerer en sådan den kreative endestation, men Nørlund har ikke tænkt sig at stoppe. Resultatet er "Tid og sted".

Fredag 9/10 indtog Nørlund, flankeret af sine 2 assistenter, scenen på et pænt fyldt VoxHall. Ikke noget med opvarmning eller andre dikkedarer; der var mange sange forude, så det var bare at komme i gang. Det nye plade var naturligvis godt repræsenteret, men Nørlund kom omkring hele bagkataloget, om end "Navnløs" måtte vente indtil "Verdenssøn" blev spillet som første ekstranummer.

Selv om tourneen var kort, havde Nørlund tydeligvis forberedt sig grundigt; setlisten var valgt med omhu, og sangene var blevet udstyret med mere livevenlige arrangementer. Selv de helt nye sange blev taget under kærlig behandling. Særligt "Er det i aften" fik en dejlig VU-agtig lyd, så den kunne bære den koncerthøjdepunktsstatus, som Nørlund lagde op til.

Sådan skal en koncert være; gode sange, dygtige musikere, godt koncertsted, og to timers engageret indsats.

Favre nye youtubeverden: 2 sange fra koncerten, en gammel og en ny, optaget på en mobiltelefon. Overraskende tålelig kvalitet, men jeg mener dog fortsat at mobiltelefonkameraet blev opfundet for at teenagere kunne lave amatørporno.

Det var så det tredie indlæg om den samme aften, og så er der ikke engang en scoring at rapportere.