onsdag den 11. november 2009

Ze children of ze night, zey make such vonderful music


Da Werner Herzogs remake af Murnaus stumfilmsklassiker, Nosferatu, eine Symphonie des Grauens, fik premiere i 1979 blev den udsat for en del kritk; den var ikke på højde med originalen og tilføjede intet nyt. En overflødig film.

Jeg er naturligvis uenig, ikke fordi jeg synes originalen er dårlig (jeg kan knapt nok huske den, og dens billeder er i mit mentale fotoalbum blevet rodet sammen med Dreyers Vampyr), men fordi Herzog har noget Murnau ikke havde: LYD. Lydsiden er fyldt med stemningsmættet musik, der passer perfekt til de ligeså stemningsmættede billeder. Plot og handling glider i baggrunden og stemningen tager over; Nosferatu er mere musikvideo end spillefilm - og det mener jeg positivt. Med tiden er den blevet en af mine yndligsfilm (jeg har den 3 gange på DVD), en af disse film jeg altid er parat til at gense, parat til at synke ned i stemningen.

Klaus Kinski er (naturligvis) formidabel som Dracula. Han formår at give sin figur en ensomhed og træthed, så man nærmest har sympati for udyret mens han myrder løs og sender sine pestbefængte rotter mod civilisation. Han fremstår mere som offer end som skurk.

Smagsprøve: to minutter med lyd og billede, men jeg vil nu anbefale at man venter, og ser hele filmen.

Uventet tema: filmens første blodsugning finder sted under den første middag på Draculas slot. Den unge Harker (Bruno Ganz - kendt som Hitler og engel) skærer sig i fingeren, og Dracula tilbyder straks at suge blodet væk. Dagen efter mit seneste møde med Nosferatu stod programmet på Og Gud skabte kvinden - i den var det en purung Brigitte Bardot der skar sig, og en aldrende libertiner der ikke tøvede med at sutte på hendes finger.

Misundelse: Roger Vadim var manden der opdagede, i alle ordets tænkelige betydninger, Brigitte Bardot, Catherine Deneuve og Jane Fonda. Han kan ikke klage.

Ingen kommentarer: