Med kun lidt over 3 måneder siden det seneste besøg på VoxHall, havde Nørlund fundet på et nyt koncertkoncept: Navnløs vs Tid og Sted. En koncert med samtlige sange fra Nørlunds første (Navnløs (1996)) og seneste (Tid og sted (2009)) dansksprogede udspil. Dette koncept syntes at tiltale publikum og VoxHall var pænt besøgt (naturligvis med plads til flere). Blandt publikum var Lise Westzynthius (altid en fryd for øjet) og så er det jo klart hvad Nørlunds næste træk bør være: en koncert med hele The Trouble with Rhonda Harris, naturligvis med fru Sommer tilbage på vokal.
Aftenens første strofer besvarede også aftenens første spørgsmål: ville det navnløse set inkludere de 3 instrumentale intermezzoer ordløs? Svaret var ja - første ordløs var tro imod pladen, mens de 2 andre var mere eksperimenterende. En rigtig god løsning.
Præcist hvor tæt liveudgaverne var på de originale indspilninger skal jeg ikke kunne sige. De ændringer jeg bemærkede var alle meget velkomne - det kunne være interessant at få fat på en optagelse. Da Navnløs er baseret på Michael Strunges digte, er det svært ikke at filosofere lidt over linier som "jeg vil aldrig slå mig selv ihjel" og "falder altid ud af det samme vindue"...
Efter det første set var der en pause. En alt for lang pause efter min mening. Aftenens eneste mislyd.
Da efterårskoncerten i høj grad havde haft Tid og sted i centrum, bød andet set ikke på så meget nyt. Det gjorde ikke noget - pladen rummer mange gode livenumre; især Er det i aften, der bør være et fast indslag ved alle koncerter fremover.
Som ekstranumre hev Nørlund 2 sikre hits fra Nye optagelser og Tændstik frem.
Da koncerten hed Navnløs vs Tid og Sted er jeg naturligvis tvunget til at tage stilling og kåre en vinder. Det er ikke det samme som at udpegde en taber - der er tale om 2 gode albums, og 2 gode livesets, som hver har deres berettigelse og som jeg ikke ville være foruden. Men skal jeg pege på en vinder, så må det blive Navnløs. Sangene derfra virker mere inderlige og har en skarpere individuel profil.
Det kan virke lidt søgt sådan at spille hele albums til en koncert, men det fungerede nu meget godt og det gav spilletid til nogle sange man ellers aldrig hører live. Førertrøjen i denne livegenre tilhører gode gamle Sparks, der i løbet af en lille måned gav 21 koncerter hvor samtlige deres 21 albums blev spillet. Respekt.
Den nye filmår startede for mit vedkommende med 2 roste film.
The Imaginarium of Doctor Parnassus
En gigantisk hestetrukket vogn stopper op midt i nutidens London; vogne åbner sig og åbenbarer den udødelige Dr. Parnassus' mildt sagt anakronistiske tivoliattraktion. Formålet med attraktionen er at lokke gæster til at gå igennem "spejlet" til The Imaginarium; en drømmeverden skabt af Parnassus og delvist styret/påvirket af gæsten. I denne verden bliver man ledt til et valg imellem Parnassus og Mr. Nick - en djævel i Tom Waits skikkelse. I en tidligere handel har Parnassus lovet sin datter bort til Mr. Nick og han er nu kommet for at afslutte handlen. Et nyt væddemål giver dog Parnassus chancen for at vinde sin datter tilbage.
Filmens store problem er The Imaginarium. I et drømmeland er alt naturligvis muligt, men der skal være en form for indre logik hvis jeg skal kunne forholde mig til begivenhederne. Det nævnes at der aldrig må være mere end een person derinde, men i det meste af filmen render adskillige mennesker rundt derinde - tilsyneladende uden negative konsekvenser. Jeg har også svært ved at se forskel på de "rigtige" og "forkerte" valg. Faktisk er det til tider svært at se at der overhovedet er et valg. Den ene mands fri fabuleren, er den anden mands nonsens.
Mr. Nicks handlinger er uforståelige. Hvorfor tilbyder han et væddemål når han allerede har hævd på gevinsten? Han kan jo ikke vinde noget. Hvorfor pudser han svindleren Tony (Heath Ledger) på Dr. Parnassus? Uden hans tricks ville doktoren ikke have haft en chance i væddemålet. Og hvem vandt i grunden? Og hvordan? Den eneste jeg med sikkerhed kan sige er jeg ikke kan se forskel på Heath Ledger, Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell.
Naturligvis kan man bare læne sig tilbage og nyde billederne, men så fantastiske er de nu heller ikke. Dog passer deres stil ganske glimrende til Øst for Paradis' sale.
Sherlock Holmes
Filmens markedsføring og tanken om Sherlock Holmes spillet af Robert Downey Jr. havde egentlig afskrækket mig fra at se den, men jeg blev nødet. Heldigvis var filmen bedre end forventet (omend jeg småkedede mig undervejs) og Downey leverer en ganske habil og karismatisk Holmes. En moderne Holmes der naturligvis hverken ryger, tager stoffer eller går med hat. En Holmes der håndterer sin violin som en guitar. I fraværet af narkotika er Holmes skildret som en adrenalinjunkie, og det virker faktisk rigtigt godt.
Filmens plot er der ikke det store i, men det fungerer. Dog trækker det kraftigt ned at filmen så åbenlyst lægger op til en toer.
Det victorianske London er i stor stil genskabt elektronisk og det virker ikke særligt overbevisende i mine øjne, uden at jeg kan sætte finger på hvorfor. Måske den arkitektoniske udgave af the uncanny valley? Filmen skal dog roses for at have en scene indspillet på Brompton Cemetery - min yndlingskirkegård.
Af uransagelige årsager har jeg sat mig for at lave en stærkt subjektiv liste over de 50, efter min mening, bedste albums nogensinde.
Regler
Da det skal være en liste af albums udelukker jeg liveplader. Dermed bortfalder værdige kandidater som Live Seeds (Nick Cave), sover aldrig (bob hund), Hoarse (16 Horsepower) og Mad for Sadness (Arab Strap). Samme skæbne møder opsamlingsplader og jeg må dermed tage asked med fine titler som The Story of the Clash (Clash), Singles (Arab Strap), Hits (The Birthday Party) og Singles Going Steady (Buzzcocks).
Metodik
At reducere et helt livs musikoplevelser til en kort, og prioriteret, liste er en frygtindgydende opgave. Heldigvis har mange års gang i Ny Munkegade, på flere måder, givet mig værktøjer til sådan en opgave.
Første skridt er at skabe en bruttoliste, som den endelige liste kan udtages fra (en teknik jeg har lært på utallige repertoiremøder over snart 20 år). Jeg går samlingen igennem, kunster for kunster, og noterer mig værdige titler. Resultatet bliver en liste på 54 albums. Efter et par revisioner får jeg den ned på de endelige 50.
Den endelige rangering laver jeg ved at dele kandidaterne op i små grupper, lave rangering internt i grupperne og derefter flette grupperne sammen - en mergesort teknik.
Listen
50 albums er naturligvis kun en brøkdel af den musik jeg elsker. Mange fine albums og sange er udeladt fra listen. Derfor er selv en sidsteplads på denne liste en stor ære.
Godspeed You! Black Emperor - Slow Riot For New Zero Kanada (1999)
Bonnie Prince Billy - I See a Darkness (1999)
David Bowie - Space Odessy (1969)
Nick Cave - Henry's Dream (1992)
Belle and Sebastian - The Boy with the Arab Strap (1998)
Rhonda Harris - The Trouble with Rhonda Harris (2001)
Songs: Ohia - The Magnolia Electric Co (2003)
Woven Hand - Woven Hand (2002)
Phosphorescent - A Hundred Times or More (2003)
Palace Brothers - There Is No-One What Will Take Care Of You (1993)
Smog - Red Apple Falls (1997)
Arab Strap - The Week Never Starts Round Here (1996)
Sigur Rós - Ágætis byrjun (1999)
Lou Reed - Rock And Roll Heart (1976)
Godspeed You! Black Emperor - Lift Your Skinny Fists Like Antennas To Heaven (2000)
Dead Boys - Young, Loud, and Snotty (1977)
The Who - Who's Next (1971)
Pixies - Surfer Rosa (1988)
Iggy Pop - Lust for Life (1977)
Palace Brothers - Days in the Wake (1994)
Sex Pistols - Never Mind The Bollocks (1977)
Bonnie Prince Billy - Superwolf (2005)
bob hund - bob hund (omslag: Martin Kann) (1996)
Nikolaj Nørlund - Nye Optagelser (1996)
Magnolia Electric Co - Josephine (2009)
Malcolm Middleton - Sleight Of Heart (2008)
Joy Division - Substance (1988*)
Arab Strap - Philophobia (1998)
Woven Hand - Consider The Birds (2004)
Nick Cave - The Boatman's Call (1997)
David Bowie - Scary Monsters (1980)
16 Horsepower - Folklore (2002)
Malcolm Middleton - A Brighter Beat (2007)
Songs: Ohia - Didn't It Rain (2002)
Skousen & Ingemann - Herfra hvor vi står (1971)
Nikolaj Nørlund - Tændstik (2003)
Gasolin' - Efter Endnu En Dag (1976)
Radiohead - Ok Computer (1997)
Velvet Underground - Velvet Underground (1969)
Smog - Knock Knock (1999)
PJ Harvey - Stories from the City, Stories from the Sea (2000)
Kliché - Supertanker (1980)
Mogwai - Come on Die Young (1999)
The Stooges - The Stooges (1969)
* - Strengt taget en opsamlingsplade, men jeg har aldrig opfattet den som sådan og den indeholder ikke materiale fra andre albums. Desuden er det her min list på min blog, så det er mig der bestemmer.
Statistik
Bedst repræsenterede år (awk -F\( '{print $NF}' | awk -F\) '{print $1}' | sort | uniq -c | sort -r):
Musikere med noget på hjerte udvikler sig i løbet af deres liv og deres karriere. Deres musik ændrer sig. Er jeg heldig sker denne udvikling parallelt med min egen musikalske udvikling. Er jeg rigtigt heldig skubber en favorits udvikling min smag i nye retninger, og åbner for ny verdener.
For det meste sker der dog det at vejene skilles; et must bliver til et måske bliver til et nej. Den periode min smag og musikers produktion overlapper kan vare i årtier, eller i år, eller måske kun et enkelt album. I det sidste tilfælde er resultatet hvad jeg kalder et personlig one-hit wonder. Et band som har leveret een plade jeg er rigtigt vild med, men hvor resten af produktionen ikke siger mig det store. I dag vil jeg give 3 eksempler på dette.
Den konventionelle: Pulp - Different Class
Pulp havde været aktive i mange år (siden 1978!) uden den store opmærksomhed, men da britpopbølgen ramte midten af halvfemserne blev deres 1995 album Different Class en kæmpe succes og Jarvis Cocker var pludselig en kæmpe stjerne. Jeg faldt heldigvis også for tidsånden og indlemmede pladen i samlingen. Og der troner den i ensom majestæt. Det er en langtidsholdbar plade uden svagheder, som jeg jævnligt hiver frem, men jeg har aldrig følt nogen trang til at anskaffe mig mere Pulp.
Den kontroversielle: Radiohead - OK Computer
OK Computer blev ved sin fremkomst massivt hyped - det var umuligt at opdrive en top10 liste for 1997, der ikke havde Radiohead på toppen. Og det er da også et stort album: der er ingen svage sange på, og der en konsistent lyd uden at det bliver ensformigt eller at sangene mister deres individuelle profil. OK Computer er ubestrideligt et mesterværk, og jeg forstår dem der udnævner det til halvfemsernes bedste album. Jeg er ikke enig, men jeg forstår og respekterer det synspunkt. I kølvandet på OK Computer købte jeg flere Radioheadplader, men ingen af dem har sagt mig det mindste og jeg har helt afskrevet gruppen. I de senere år er Thomas Yorke blevet mere og mere bonoagtig i sin adfærd, hvilket jeg har en meget begrænset tolerance overfor. Det har faktisk ødelagt OK Computer for mig. Forhåbenligt går det over og en dag vil jeg atter være istand til at nyde denne fantastiske plade.
Den personlige: Belle & Sebastian - The Boy With the Arab Strap
Jeg husker ikke om det var min besættelse af Arab Strapder fik mig til at købe denne plade, men uanset hvad, så er jeg taknemmelig for at det skete. TBWtAS er nemlig en af mine helt store favoritter og iøvrigt den første CD jeg rippede til mp3. Der er en plade jeg altid kan finde frem, en plade jeg altid er i humør til at lytte til. Jeg gik naturligvis straks i gang med at købe mere Belle & Sebastian, men intet af det begejstrede mig. Det er faktisk et større mysterium: jeg kan ikke sætte fingeren på hvad der adskiller TBWtAS fra deres øvrige produktion, men faktum er at mens den er blandt stjernene i min samling, er resten at betragte som fejlkøb. Jeg har dog enorm sympati for Belle & Sebastian - de er et charmerende band og deres koncert på VoxHall i 2002 står som min mest hyggelige koncertoplevelse - så jeg kan stadigvæk finde på at købe deres plader. Måske finder de magien frem igen.
