Et lille mirakel

En unaturligt solbeskinnet aften i filmklubben. Planen var at få afviklet det praktiske og tage hjem. Men en social djævel kom op i mig og jeg blev under filmen: Agnes of God (1985). Ikke det mest tillokkende filmkoncept - et canadisk klosterdrama med Jane Fonda i midtfirserudgave - men jeg gav det en chance.

Den unge nonne Agnes (Meg Tilly) føder en sen nat i klosteret. Da de øvrige nonner iler til, finder de Agnes oversmurt med blod og et dødt spædbarn i en affaldsspand. Kvalt. En kæderygende retspsykiater (Fonda) skal undersøge om Agnes er tilregnelig nok til at komme for retten.

Det meste af filmen foregår i klosteret og består stort set af psykiaterens samtaler med den enfoldige/verdensfjerne nonne, og med den verdenserfarne abbedisse (Anne Bancroft). Verdenen udenfor virker irrelevant, og filmen gør da heller ikke noget ved den, med dens karikerede figurer der veksler mellem fransk, og engelsk med tyk accent (alle de katolske nonner i dette frankophone område af Canada har naturligvis engelsk som modersmål). Handlingen drives frem af de hemmeligheder personerne bærer rundt på, men også det er bare en biting.

Filmens kerne er den verdensfjerne, tidløse atmosfære som skabes i klosterscenerne. Billederne, skuespillet og den religiøse dialog går op i en højere enhed og skaber noget magisk.

Klogeligt undlader Agnes of God at tage stilling i konflikten mellem det verdslige og det religiøse. Begivenhederne kan tolkes i begge retninger, og man kan også helt lade være med at tolke. Filmen fungerer under alle omstændigheder.

Sådan kan det gå når man giver los på sine normale fordomme, og giver noget, lidt udenfor vanlig kost, en chance. Man oplever måske et lille mirakel. Ikke dårligt når alt jeg satsede var 1½ time af de over 300.000 jeg forventer at have tilbage.

Eneste minus er at jeg nu sidder med en stor træng til at se Ordet. Tænk at det virkelig er 17 år siden jeg sidst har set den.