tirsdag den 15. juni 2010

Prinsen af Vega

Dagens bloganbefaling: Hyperbole and a Half (smagsprøve).

Bonnie 'Prince' Billy and the Cairo Gang, Vega 25/5 2010.

Billet til både tog og koncert var forlængst indkøbt, så jeg slæbte mit koncerttrætte legeme over bæltene. Udover musikken var der også et længe ventet familiebesøg og muligheden for at nasse sig til lidt god mad. Så helt skidt var det ikke.

Helt skidt var derimod hvad de sagesløse koncertgængere blev budt som opvarmning i Vega. Pinsens trend var at hyre kedelige nordmænd som opvarmning - i dette tilfælde Susanna and the Magical Orchestra. Susanna Wallumrød er en af den type sangerinder, der har en ganske pæn stemme, men et tomt musikhjerte - det lyder pænt, men for fanden hvor er der kedeligt! Det var en lettelse da det sæt endelig sluttede (med en fornærmende ringe udgave af Love Will Tear Us Apart).

Et opvarmningsband til en Bonnie 'Prince' Billy koncert er dybt overflødigt. Så snart salens lys dæmpes er publikum tændt - det er Mesteren der går på scenen og vi disciple reagerer derefter. Sådan har det været til alle de BPB-koncerter, jeg har haft det privilegie at opleve, og denne aften på Vega understregede det på fornemmeste vis. Der var ingen snak, ingen uro, fokus var 100% på musikken. Under sangene var de eneste lyde gulvets knirken og musikken selv. Det var som en koncert med klassisk musik - tavshed under musikken og stormende bifald efter den sidste tone var klinget ud. Men i modsætning til det klassiske publikum var det ikke resultatet af kutyme og gruppepres, men fordi samtlige 1500 koncertgæster synkront følte at sådan skulle det være.

Sidst BPB besøgte Vega stod han alene på scenen, med whisky i fuldskægget, og gav en over 2 timer lang koncert. Denne aften var det meste af skægget væk, whiskyen skiftet ud med vand og der var kommet band på: en guitarist/anden vokal (Emmett Kelly, præsenteret som "The Cairo Gang") og en trommeslager. Susanna var gæstevokal flere sange i løbet af aftenen (jeg har en teori om hvorfor).

Da jeg i et andet århundrede først stiftede bekendtskab med BPB var hans stemme noget jeg tolererede for de fantastiske sanges skyld. Med årene er stemmen krøbet ned under min hud og er nu en attraktion i sig selv. Sideløbende er BPB selv blevet mere sikker i sit udtryk og det er en fornøjelse at opleve den autoritet hans stemme nu har. Og stemmen var hvad denne aften handlede om. Som på pladen var den helt fremme i lydbilledet, med guitar og trommer som ydmygt supplement. Jeg har aldrig lagt skjul på at jeg foretrækker BPB solo, men jeg må indrømme at den måde Kellys stemme harmonerer med BPBs er et vægtigt argument for at give andre adgang til scenen.

Højdepunktet var atter en gang Merciless and Great - hvis man efter den fremførelse ikke ser den som et mesterværk, må man være døv.

En af vor tids glæder er at man få dage efter en koncert kan finde en optagelse af den på nettet. Det kan være fristende at bruge en koncertoptagelse til at give en superdetaljeret anmeldelse, men det anser jeg for at være forkert. Så jeg vil bare bruge den til at komme med en sætliste (noget jeg ellers aldrig har hukommelse til):

01. ? (uudgivet sang)
02. Troublesome Houses
03. Teach Me to bear you
04. You Win
05. With Cornstalks Among Them
06. Born in the Desert (Susanna Wallumrød)
07. The Sounds are Always Begging
08. Merciless and Great
09. Where wind blows
10. That's what Our Love is
11. Someone Coming through
12. Midday
---
13. Price of Love (The Everly Brothers)
14. Beware Your only Friend
15. Go Folks, Go
---
16. Easy Does It
Listen antyder den eneste skønhedsplet ved en ellers stor aften - en kort koncert på lige under 80 minutter. BPB har ellers rigeligt med perler i sit enorme bagkatalog, og dermed mulighed for at spille lange koncerter uden at blive forudsigelig.

Den korte koncert var ikke uden fordele. Med en hurtig exit kunne jeg lige netop nå et tidligere tog end ventet og dermed være hjemme næsten en hel koncert tidligere. Turen gennem Istedgade, fra Vega til banegården, var iøvrigt en skuffelse: jeg så flere sushibarer end gadeludere! København, hvad sker der med dig?

Ingen kommentarer: