Nysgerrig efter hvordan det gik med at nå de ventede 10.000 views inden månedens udgang, måtte jeg lige ind og tjekke. Til min store overraskelse havde min kanal ikke bare nået 10.000 - den var stormet forbi 11.000, og en ellers ignoreret video havde pludselig fået over 1000 views.
Youtubes Insight-feature afslørede at alle de ekstra views var kommet ind via et link på guardian.co.uk - det engelske svar på Politiken. Som søgemongol er det ikke lykkedes mig at finde selve artiklen, så det er overladt til min egen fantasi at placere linket i en kontekst...
Update (25/10): mine youtubeskills er blevet en smule bedre og jeg har fundet linket. Videoen er blevet brugt ifm. med en fodboldreportage. Jeg fatter simultant mindre og mere.
tirsdag den 28. september 2010
torsdag den 23. september 2010
Gadekunst og et spørgsmål
I de århusianske gader har der i denne uge hængt post-it noter på diverse objekter i bybilledet. Ja, de har sikkert også kunnet findes i andre gader, men nu er det jo de århusianske jeg færdes i. På noterne står der ord som "SKILT", "VINDUE", "INDKØBSVOGN" og de er anbragt på - ikke overraskende - skilte, vinduer og indkøbsvogne.
I starten troede jeg at der var tale om en slags street-art. Sådan i lighed med mine ungdomsfjanterier som NONINFORMATIV FRONT. Et absurd indslag i dagligdagen.
Men så kiggede jeg nærmere på en seddel ... og fortryllelsen var brudt. Det var bare et masseproduceret reklamefremstød. Ganske vist for en god sag (der inkluderer det helligste af alt, kagesalg), men alligevel.
I går modtog jeg fra 9 til 16 en 6-7 opkald fra et hemmeligt nummer. I sidste uge var det en daglig opringning tirsdag til fredag. Jeg besvarede ingen af dem, da hemmeligt nummer lig med tidsspilde. Hvis det er vigtigt så er der mobilsvar. Men ingen beskeder på mobilsvar, intet forsøg på at kontakte mig via andre midler (som f.eks. email).
Hvad får nogen til at opføre sig sådan? Hvis det er vigtigt efterlader man en besked, hvis det ikke er vigtigt, hvorfor så ringe hele tiden? Det virker sygt og ret ubehageligt på mig.
I starten troede jeg at der var tale om en slags street-art. Sådan i lighed med mine ungdomsfjanterier som NONINFORMATIV FRONT. Et absurd indslag i dagligdagen.
Men så kiggede jeg nærmere på en seddel ... og fortryllelsen var brudt. Det var bare et masseproduceret reklamefremstød. Ganske vist for en god sag (der inkluderer det helligste af alt, kagesalg), men alligevel.
I går modtog jeg fra 9 til 16 en 6-7 opkald fra et hemmeligt nummer. I sidste uge var det en daglig opringning tirsdag til fredag. Jeg besvarede ingen af dem, da hemmeligt nummer lig med tidsspilde. Hvis det er vigtigt så er der mobilsvar. Men ingen beskeder på mobilsvar, intet forsøg på at kontakte mig via andre midler (som f.eks. email).
Hvad får nogen til at opføre sig sådan? Hvis det er vigtigt efterlader man en besked, hvis det ikke er vigtigt, hvorfor så ringe hele tiden? Det virker sygt og ret ubehageligt på mig.
mandag den 20. september 2010
Et stille jubilæum + festuge
Med mit codyindlæg (stadigvæk ingen billeder fra VoxHall) rundede denne blog 50 indlæg (hip hip). Og flere indlæg kunne tænkes at dukke op (hip hip?).
Ved udgangen af måneden runder min youtubekanal 10.000 views (hip hip). Og der er allerede faldet 13 kommentarer.
I landets bedste og mest aktuelle kulturblog, skal der naturligvis også være noget om Festugen. Ikke at jeg har været særlig aktiv i min festugeoplevelse, men det skal ikke holde mig tilbage.
På plakatfronten var årets festuge en klar fuser; 2009-plakaten var iøjnefaldende, sjov og fyldt med detaljer, mens 2010 udgaven var både grim og kedelig.
Heldigvis kan disse ord ikke genbruges omkring indholdet. Skoven på Store Torv var en sjov ide, der gav liv og skabte et centrum for festugen (at skoven falmede kraftigt og sikkert var en stor urinmagnet, kan jeg sagtens overse).
Et andet stort plus var afløseren for Univers - Smuk Fest Scenen på Bispetorv. En stor scene med gratis musik midt i byen. Herligt. Desværre vil agorafoberne fra S og SF bebygge pladsen med noget glas og stål, så århusianerne slipper for at se på deres domkirke og teater. Når det sker er det slut med store scener til festugen.
Jeg nåede på Bispetorv 3 gange i løbet af ugen. Først til åbningen med dukkebarnet Tina Dickow, der leverede et alt for stille og langsomt solosæt. Det hjælp ikke at hun flere gange stoppede op i sangene for at fortælle, og at hun til slut blev akkompagneret af et vokalensemble (jeg er allergisk overfor denne renskurede lallegladhed).
Næste levende billede var det nepalesiske punkband Rai Ko Ris, som viste sig at være en duo bestående af en ung nepalesisk pige og en betydeligt ældre vesterlandsk mand (jeg har en teori om hvordan det band er opstået). De spillede punk lige ud af landevejen, afbrudt af konspirationsteorier om hvordan jøderne undertrykker de nepalesiske bønder. God underholdning.
Sidste oplevelse var supercharmerende Marie Frank, der havde luret den første stavelse i festugen og diskede op med sange fra hendes helt nye plade. Det var en dejlig oplevelse med store smil over hele torvet. Et kritikpunkt imod det gamle Univers var at folk som Marie Frank havde spillet der alt for ofte. Men hvordan kan en så sød og underholdende sangerinde kigge forbi for ofte? Det kan slet ikke lade sig gøre. Mere Frank, tak.
Ved udgangen af måneden runder min youtubekanal 10.000 views (hip hip). Og der er allerede faldet 13 kommentarer.
På plakatfronten var årets festuge en klar fuser; 2009-plakaten var iøjnefaldende, sjov og fyldt med detaljer, mens 2010 udgaven var både grim og kedelig.
Heldigvis kan disse ord ikke genbruges omkring indholdet. Skoven på Store Torv var en sjov ide, der gav liv og skabte et centrum for festugen (at skoven falmede kraftigt og sikkert var en stor urinmagnet, kan jeg sagtens overse).
Et andet stort plus var afløseren for Univers - Smuk Fest Scenen på Bispetorv. En stor scene med gratis musik midt i byen. Herligt. Desværre vil agorafoberne fra S og SF bebygge pladsen med noget glas og stål, så århusianerne slipper for at se på deres domkirke og teater. Når det sker er det slut med store scener til festugen.
Jeg nåede på Bispetorv 3 gange i løbet af ugen. Først til åbningen med dukkebarnet Tina Dickow, der leverede et alt for stille og langsomt solosæt. Det hjælp ikke at hun flere gange stoppede op i sangene for at fortælle, og at hun til slut blev akkompagneret af et vokalensemble (jeg er allergisk overfor denne renskurede lallegladhed).
Næste levende billede var det nepalesiske punkband Rai Ko Ris, som viste sig at være en duo bestående af en ung nepalesisk pige og en betydeligt ældre vesterlandsk mand (jeg har en teori om hvordan det band er opstået). De spillede punk lige ud af landevejen, afbrudt af konspirationsteorier om hvordan jøderne undertrykker de nepalesiske bønder. God underholdning.
Sidste oplevelse var supercharmerende Marie Frank, der havde luret den første stavelse i festugen og diskede op med sange fra hendes helt nye plade. Det var en dejlig oplevelse med store smil over hele torvet. Et kritikpunkt imod det gamle Univers var at folk som Marie Frank havde spillet der alt for ofte. Men hvordan kan en så sød og underholdende sangerinde kigge forbi for ofte? Det kan slet ikke lade sig gøre. Mere Frank, tak.
tirsdag den 7. september 2010
CODY i centrum
CODY, VoxHall 4/9 2010
Efter at have oplevet CODY som opvarmning tilbage i marts (ikke omtalt her på bloggen), har jeg brændt efter at opleve dem igen. Heldigvis er CODY et flittigt orkester, så chancen kom forholdsvist hurtigt.
Med hele syv medlemmer er orkesterprædikatet passende og ikke bare et udtryk for at jeg ønsker at spare på min brug af ordet "band". 6 mand og en kvinde, herrerne stramt stylet i tidens skæggede indietrend (lettere dobbelmoralsk her 4 uger efter min seneste barbering). Med sig havde de en bred vifte af instrumenter - kun blæserne manglede. Et sammenspillet ensemble hvor hvert medlem og instrument har sin naturlige plads. Det punkt hvor jeg dumper de fleste bands, er vokalen. Men CODY råder over Kasper Kaaes store stemme, der passer perfekt til deres melankolske alt-country, og fortjener derfor mange plusser i min bog.
Resten af orkesteret er dog ikke trængt i baggrunden. Der spilles med glæde og sjæl, i et musikalsk udtryk der tydeligvis er blevet kælet for. I forhold til albumversionerne var der tilføjet lidt ekstra vildskab og støj - en god ide som de gerne må arbejde mere med. Eneste mislyd var et par overgange mellem vildskaben og melankolien, som ikke sad 100%.
Halvvejs gennem koncerten trådte CODY ned fra scenen og spillede 3 sange omgivet af siddende publikummer. Ultimativt unplugged. Det kan lyde som en gimmick, men for mig var det koncertens ubetingede højdepunkt; befriet for alskens mikrofoner og højtalere, var lyden ganske enkelt fantastisk. Det var som om den mørke chokoladeis fra Ahrensberg var blevet forvandlet til lydbølger, der vellystigt gled ind i mine ører (beklager de billeder dette må give sarte sjæle).
Efter 80 dejlige minutter havde CODY effektivt argumenteret for en status som landets bedste liveorkester og kunne med god samvittighed trække sig tilbage. Fremmødet på VoxHall var pænt, men ingen tvivl om at præstationen fortjener en større publikum næste gang. Jeg håber bare at det ikke bliver så stort at udflugten fra scenen blive umuliggjort.
Opvarmningen stod grønlandske Simon Lynge for. Lynge råder over en smuk stemme, men formår ikke at bruge den til noget interessant. En kort overgang fik jeg et hint af at med strøm på guitaren og et band bag sig, kunne han blive god. Men det lille isbjerg af potentiale forsvandt hurtigt i en sø af kønsløs banalitet.
Afslutningsvis må jeg komme med en beskæmmende indrømmelse. Under koncerten nævne CODY at de havde varmet op for Bonnie 'Prince' Billy på VoxHall. Det har jeg ingen erindring om, men der er vist meget ved den koncert jeg ikke husker.
Efter at have oplevet CODY som opvarmning tilbage i marts (ikke omtalt her på bloggen), har jeg brændt efter at opleve dem igen. Heldigvis er CODY et flittigt orkester, så chancen kom forholdsvist hurtigt.
Med hele syv medlemmer er orkesterprædikatet passende og ikke bare et udtryk for at jeg ønsker at spare på min brug af ordet "band". 6 mand og en kvinde, herrerne stramt stylet i tidens skæggede indietrend (lettere dobbelmoralsk her 4 uger efter min seneste barbering). Med sig havde de en bred vifte af instrumenter - kun blæserne manglede. Et sammenspillet ensemble hvor hvert medlem og instrument har sin naturlige plads. Det punkt hvor jeg dumper de fleste bands, er vokalen. Men CODY råder over Kasper Kaaes store stemme, der passer perfekt til deres melankolske alt-country, og fortjener derfor mange plusser i min bog.
Resten af orkesteret er dog ikke trængt i baggrunden. Der spilles med glæde og sjæl, i et musikalsk udtryk der tydeligvis er blevet kælet for. I forhold til albumversionerne var der tilføjet lidt ekstra vildskab og støj - en god ide som de gerne må arbejde mere med. Eneste mislyd var et par overgange mellem vildskaben og melankolien, som ikke sad 100%.
Halvvejs gennem koncerten trådte CODY ned fra scenen og spillede 3 sange omgivet af siddende publikummer. Ultimativt unplugged. Det kan lyde som en gimmick, men for mig var det koncertens ubetingede højdepunkt; befriet for alskens mikrofoner og højtalere, var lyden ganske enkelt fantastisk. Det var som om den mørke chokoladeis fra Ahrensberg var blevet forvandlet til lydbølger, der vellystigt gled ind i mine ører (beklager de billeder dette må give sarte sjæle).
 |
| Cody på gulvet - Foto: Helle Arensbak, jp.dk (flere billeder) |
Efter 80 dejlige minutter havde CODY effektivt argumenteret for en status som landets bedste liveorkester og kunne med god samvittighed trække sig tilbage. Fremmødet på VoxHall var pænt, men ingen tvivl om at præstationen fortjener en større publikum næste gang. Jeg håber bare at det ikke bliver så stort at udflugten fra scenen blive umuliggjort.
Opvarmningen stod grønlandske Simon Lynge for. Lynge råder over en smuk stemme, men formår ikke at bruge den til noget interessant. En kort overgang fik jeg et hint af at med strøm på guitaren og et band bag sig, kunne han blive god. Men det lille isbjerg af potentiale forsvandt hurtigt i en sø af kønsløs banalitet.
Afslutningsvis må jeg komme med en beskæmmende indrømmelse. Under koncerten nævne CODY at de havde varmet op for Bonnie 'Prince' Billy på VoxHall. Det har jeg ingen erindring om, men der er vist meget ved den koncert jeg ikke husker.
onsdag den 1. september 2010
Efterår
Ah, Autumn
You fucking cunt
Keep bringing me memories that I dinnae want
How come you do it to me every time
Cold recollection of all my crimes
It’s when I’m carefree you like to travel-- Malcolm Middleton, Autumn
Swing round in front of me and grab my lapel
Your warm greeting is as cold as mine
Do I disturb you that you need my time
Isn’t it funny how all the people I’ve loved
all have in common the fact that I’ve shoved
them away from me, away from mine,
I’m a no man’s land and a man with no mind
Well Autumn fuck you cause you have no reason
All my life you’ve been my favourite season
Well I’m sick of the memories and the messages you bring
Piss off you’re chucked I’m gonna go out with spring
Isn’t it funny how all the people I’ve loved
all have in common the fact that I’ve shoved
them away from me, away from mine,
I’m a no man’s land and a man with no mind
Foranlediget af efteråret og et indkøb af det fremragende live album Live at the Bush Hall
Abonner på:
Opslag (Atom)
