Ved udgangen af måneden runder min youtubekanal 10.000 views (hip hip). Og der er allerede faldet 13 kommentarer.
På plakatfronten var årets festuge en klar fuser; 2009-plakaten var iøjnefaldende, sjov og fyldt med detaljer, mens 2010 udgaven var både grim og kedelig.
Heldigvis kan disse ord ikke genbruges omkring indholdet. Skoven på Store Torv var en sjov ide, der gav liv og skabte et centrum for festugen (at skoven falmede kraftigt og sikkert var en stor urinmagnet, kan jeg sagtens overse).
Et andet stort plus var afløseren for Univers - Smuk Fest Scenen på Bispetorv. En stor scene med gratis musik midt i byen. Herligt. Desværre vil agorafoberne fra S og SF bebygge pladsen med noget glas og stål, så århusianerne slipper for at se på deres domkirke og teater. Når det sker er det slut med store scener til festugen.
Jeg nåede på Bispetorv 3 gange i løbet af ugen. Først til åbningen med dukkebarnet Tina Dickow, der leverede et alt for stille og langsomt solosæt. Det hjælp ikke at hun flere gange stoppede op i sangene for at fortælle, og at hun til slut blev akkompagneret af et vokalensemble (jeg er allergisk overfor denne renskurede lallegladhed).
Næste levende billede var det nepalesiske punkband Rai Ko Ris, som viste sig at være en duo bestående af en ung nepalesisk pige og en betydeligt ældre vesterlandsk mand (jeg har en teori om hvordan det band er opstået). De spillede punk lige ud af landevejen, afbrudt af konspirationsteorier om hvordan jøderne undertrykker de nepalesiske bønder. God underholdning.
Sidste oplevelse var supercharmerende Marie Frank, der havde luret den første stavelse i festugen og diskede op med sange fra hendes helt nye plade. Det var en dejlig oplevelse med store smil over hele torvet. Et kritikpunkt imod det gamle Univers var at folk som Marie Frank havde spillet der alt for ofte. Men hvordan kan en så sød og underholdende sangerinde kigge forbi for ofte? Det kan slet ikke lade sig gøre. Mere Frank, tak.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar