Efter at have oplevet CODY som opvarmning tilbage i marts (ikke omtalt her på bloggen), har jeg brændt efter at opleve dem igen. Heldigvis er CODY et flittigt orkester, så chancen kom forholdsvist hurtigt.
Med hele syv medlemmer er orkesterprædikatet passende og ikke bare et udtryk for at jeg ønsker at spare på min brug af ordet "band". 6 mand og en kvinde, herrerne stramt stylet i tidens skæggede indietrend (lettere dobbelmoralsk her 4 uger efter min seneste barbering). Med sig havde de en bred vifte af instrumenter - kun blæserne manglede. Et sammenspillet ensemble hvor hvert medlem og instrument har sin naturlige plads. Det punkt hvor jeg dumper de fleste bands, er vokalen. Men CODY råder over Kasper Kaaes store stemme, der passer perfekt til deres melankolske alt-country, og fortjener derfor mange plusser i min bog.
Resten af orkesteret er dog ikke trængt i baggrunden. Der spilles med glæde og sjæl, i et musikalsk udtryk der tydeligvis er blevet kælet for. I forhold til albumversionerne var der tilføjet lidt ekstra vildskab og støj - en god ide som de gerne må arbejde mere med. Eneste mislyd var et par overgange mellem vildskaben og melankolien, som ikke sad 100%.
Halvvejs gennem koncerten trådte CODY ned fra scenen og spillede 3 sange omgivet af siddende publikummer. Ultimativt unplugged. Det kan lyde som en gimmick, men for mig var det koncertens ubetingede højdepunkt; befriet for alskens mikrofoner og højtalere, var lyden ganske enkelt fantastisk. Det var som om den mørke chokoladeis fra Ahrensberg var blevet forvandlet til lydbølger, der vellystigt gled ind i mine ører (beklager de billeder dette må give sarte sjæle).
 |
| Cody på gulvet - Foto: Helle Arensbak, jp.dk (flere billeder) |
Efter 80 dejlige minutter havde CODY effektivt argumenteret for en status som landets bedste liveorkester og kunne med god samvittighed trække sig tilbage. Fremmødet på VoxHall var pænt, men ingen tvivl om at præstationen fortjener en større publikum næste gang. Jeg håber bare at det ikke bliver så stort at udflugten fra scenen blive umuliggjort.
Opvarmningen stod grønlandske Simon Lynge for. Lynge råder over en smuk stemme, men formår ikke at bruge den til noget interessant. En kort overgang fik jeg et hint af at med strøm på guitaren og et band bag sig, kunne han blive god. Men det lille isbjerg af potentiale forsvandt hurtigt i en sø af kønsløs banalitet.
Afslutningsvis må jeg komme med en beskæmmende indrømmelse. Under koncerten nævne CODY at de havde varmet op for Bonnie 'Prince' Billy på VoxHall. Det har jeg ingen erindring om, men der er vist meget ved den koncert jeg ikke husker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar