Gadekamp

Konflikterne er mange i vore gader:
Modstandere af Islam kontra modstandere af ytringsfrihed
Bilister kontra cyklister
Fodboldfans kontra fodboldfans

Som det ikke er mere end rigeligt, er der tilsyneladende et nyt, bittert opgør på vej:

Se op!

Verden er fuld af indtryk; langt flere end vore hjerner kan håndtere. Vi klarer det ved at reducere myldret til overskrifter. Særligt det velkendte bliver processeret så hurtigt at det knap nok ænses.

Det er ganske smart og gør os i stand til at håndtere langt mere komplekse situationer end vi egentlig er i stand til.

Desværre gør det os også blinde overfor skønheden i hverdagen. F.eks. i noget så dagligdags som en århusiansk banegård. Så en gang i mellem bør man stoppe op og lade indtrykkene fra øjnene trænge igennem til bevidstheden. Se det smukke rødmalede træloft, den imponerende designerlysekrone og den stilrene arkitektur.

(Jeg beklager brugen af mobilkamera)

En tur til stranden

For en del år siden, fortalte min daværende kontorfælle Leif en historie om en seriøs musikelsker, der ville afklare sit forhold til Wagner. I en periode rejste han verden rundt for at overvære Wagner-opsætninger. Store og små; moderne og traditionelle. Han så det hele. Efter to års rejser havde han skabt klarhed: han brød sig ikke om Wagner.

Lidt på samme måde har jeg det med moderne kunst. Med årerne har fået besøgt mange af verdens fremmeste museer i alverdens metropoler (og Humlebæk), men kun få af værkerne har vakt begejstring. Langt det meste har i mine øjne været noget bras.

Alligevel var jeg ganske begejstret for 2009-udgaven af Sculpture by the Sea - skulpturer har jeg det som oftest godt med, og anbragt ude i naturen får de ekstra charme (selv min hadeskulptur nummer 1 kan jeg leve med at se ude på parkeringspladsen). Så også i år satte jeg kurs mod Tangkrogen.

En vigtig forudsætning for at kunne nyde kunst, er for mig at undgå enhver form for ytring fra kunstnerens side, om værkets eksistensberettigelse - højtravende nonsens dræber enhver fornøjelse. Så jeg undlod at anskaffe mig udstillingens program, og gik til værkerne med uplettet sind. Resultatet er denne fotoreportage (jeg skal på forhånd beklage layoutet). Min vane tro, har jeg kommenteret de enkelte billeder via mouse-over. God fornøjelse.

Sculpture by the Sea er blevet kritiseret af flere fagfolk. Det gode ved sådan en kritik, er at den kan afvises som elitært nonsens, eller bruges som ammunition, alt efter hvad man selv synes. I lighed med kritikerne var jeg ikke begejstret; der var for langt mellem snapsene, og alt for mange bidrag gav et halvhjertet indtryk. Oven i det var flere værket knyttet til en australsk kontekst, og havde derfor svært ved at tale til et dansk publikum. Her kunne man godt ønske sig flere værker målrettet Århusbugten.

Alt i alt, en ommer. Så det glæder jeg mig til at se i 2013.

Tak!

Men ingen tak til telefonpsykopaten der slog til 3 gange tirsdag aften - både på mobilen og på min proforma fastnettelefon.

Et stille jubilæum + festuge

Med mit codyindlæg (stadigvæk ingen billeder fra VoxHall) rundede denne blog 50 indlæg (hip hip). Og flere indlæg kunne tænkes at dukke op (hip hip?).

Ved udgangen af måneden runder min youtubekanal 10.000 views (hip hip). Og der er allerede faldet 13 kommentarer.

I landets bedste og mest aktuelle kulturblog, skal der naturligvis også være noget om Festugen. Ikke at jeg har været særlig aktiv i min festugeoplevelse, men det skal ikke holde mig tilbage.

På plakatfronten var årets festuge en klar fuser; 2009-plakaten var iøjnefaldende, sjov og fyldt med detaljer, mens 2010 udgaven var både grim og kedelig.

Heldigvis kan disse ord ikke genbruges omkring indholdet. Skoven på Store Torv var en sjov ide, der gav liv og skabte et centrum for festugen (at skoven falmede kraftigt og sikkert var en stor urinmagnet, kan jeg sagtens overse).

Et andet stort plus var afløseren for Univers - Smuk Fest Scenen på Bispetorv. En stor scene med gratis musik midt i byen. Herligt. Desværre vil agorafoberne fra S og SF bebygge pladsen med noget glas og stål, så århusianerne slipper for at se på deres domkirke og teater. Når det sker er det slut med store scener til festugen.

Jeg nåede på Bispetorv 3 gange i løbet af ugen. Først til åbningen med dukkebarnet Tina Dickow, der leverede et alt for stille og langsomt solosæt. Det hjælp ikke at hun flere gange stoppede op i sangene for at fortælle, og at hun til slut blev akkompagneret af et vokalensemble (jeg er allergisk overfor denne renskurede lallegladhed).

Næste levende billede var det nepalesiske punkband Rai Ko Ris, som viste sig at være en duo bestående af en ung nepalesisk pige og en betydeligt ældre vesterlandsk mand (jeg har en teori om hvordan det band er opstået). De spillede punk lige ud af landevejen, afbrudt af konspirationsteorier om hvordan jøderne undertrykker de nepalesiske bønder. God underholdning.

Sidste oplevelse var supercharmerende Marie Frank, der havde luret den første stavelse i festugen og diskede op med sange fra hendes helt nye plade. Det var en dejlig oplevelse med store smil over hele torvet. Et kritikpunkt imod det gamle Univers var at folk som Marie Frank havde spillet der alt for ofte. Men hvordan kan en så sød og underholdende sangerinde kigge forbi for ofte? Det kan slet ikke lade sig gøre. Mere Frank, tak.

Århus er ikke længere en træt gammel elefant

Nu er Århus en træt gammel elefant med friværdi og Webergrill.

P.S. jeg er dybt rystet over at maleriet kun er 3 år gammelt. Jeg kunne have svoret at det altid havde været der. I betragtning af at jeg tog toget på arbejde igennem 3½ år, er det lidt pinligt.

Narrefissekultur

Det har været Kulturnat - ja meget nat er der ikke over det, men der følger det bare Natfilmsfestivalen. Natten blev markedsført med 4 forskellige plakater. der lovede henholdsvis Børnekultur, Finkultur, Kultursyge og, ikke mindst, Pornokultur:

Dette tilbud fik naturligvis straks min udelte opmærksomhed. Ved først givne lejlighed kastede jeg mig over programmet for at finde det "der går lige til grænsen", noget der kunne falde nogen for brystet. Jeg fandt intet. Der var ikke et eneste arrangement der bare perifert berørte porno. Ingen grænser blev tilnærmet og intet der kunne falde selv den mest konservative saudiske mullah for brystet. Jeg har matematikbøger der er mere erotiske end hvad Kulturnatten bød på (og det er ikke nogen overdrivelse).

Fint nok at Kulturnatten går med kyskhedsbælte, men så skal de altså ikke love hed erotik. Hvad fanden har de tænkt på?