Kør

Drive (2011), Nicolas Winding Refn

Guldpalmer og firmarabat lokkede mig i Cinemaxx for at opleve Nicolas ’Pusher’ Refns internationale gennembrud Drive. Og lad mig med det samme slå fast at Drive er en god lille film, der overbevisende serverer sin historie, og har pli nok til at stoppe i tide.

Det er fristende at kalde Drive for en moderne storbywestern. Storby giver sig selv, og Ryan Goslings navneløse ”driver” agerer, klæder sig og tier som en ægte westernhelt. Hans beskytterrolle for en lille familie, giver mindelser om Shane, mens hans mystiske ophav trækker tråde til Clint Eastwoods Preacher i Pale Rider (også en Shane-klon). Som de bedste (sene) westernhelte er han en enspænder, der følger sit helt eget moralkodeks. Udskift bilerne med heste og flyt optagelserne fra L.A. til Monument Valley, så er Drive blevet til Ride.

Men moderne er den ikke. Bortset fra et par mobiler (som uden problemer kunne være blevet erstattet af mønttelefoner), ligner Drive snarere en film fra firserne. Men mest af alt er den tidløs; hvor Driver synes hevet ud af en western, er hans omgivelser snydt ud af klassisk film noir.

Plot og dialog er der ikke meget af. Dialogen er sparsom og uden dikkedarer, mens plottet drives af klassikerne ”reformeret småforbryder presses tilbage af gæld” og ”små fisk kommer uforvarende på tværs af mafien”. Drive handler langt mere om billeder og stemning. Natmørke gader og lurvede værelser i bedste noirstil, tilsættes lidt bilporno og korte actionsekvenser. Når det rolige billedflow lejlighedsvist bliver afbrudt af varme dæk og koldt stål, sker det hurtigt, brutalt og effektivt. Der bankes igennem med så stor overbevisning, at den naturligvis urealistiske vold bliver plausibel.

Filmens største minus er musikken. Den formår ikke at bære stemningen og virker mest af alt som et discountprodukt. Det er synd, for uden det rette musik, bliver det svært for Drive at opfylde sit ellers oplagte kultpotentiale, og de fine billeder havde fortjent en bedre ledsager.

True Grit

True Grit, Joel & Ethan Coen (2010)

Der er ikke mange aktive filmskabere hvis film jeg skal se; engang var jeg også vild med folk som Atom Egoyan, Lars von Trier og Patrice Leconte, men de er alle gledet ud i min personlige glemsel. Tilbage er kun Coen-brødrene som jeg trofast har støttet - helt tilbage til The Hudsucker Proxy (1994), som jeg så helt alene i Palads' store sal på premieredagen. De øvrige film har jeg naturligvis også set på stort lærred.

Det er dog ved at være længe siden at jeg for alvor har nydt en Coen-film ved første gennemsyn - de har alle, på nær The Ladykillers (2004), haft deres kvaliteter, men for alvor begejstret har jeg ikke været. Retfærdigvis skal det siges at andet gennemsyn altid har stemt mig mere positiv.

Jeg er også en fan af westerngenren, både den klassiske amerikanske western med klare sort/hvide moralbegreber og de senere "revisionistiske" western, hvor det kan være svært at se forskel på helt og skurk. For såvidt der er helte og skurke, og ikke bare de levende og de døde (eller som i High Plains Drifter (1973) og Pale Rider (1985) - begge dele). Westerngenren døde efter min mening i 60'erne - først kom Sergio Leone og hans spagettiwesterns, derefter druknede Peckinpah genren i et hav af blod i The Wild Bunch (1969). Det er ikke nogen kritik af disse film - Once Upon a Time in the West (1968) åbnede som den første mine øjne for film som kunst, og The Wild Bunch er et højdepunkt i filmhistorien - nej, tiden var ganske enkelt løbet fra genren.

Der laves stadig westerns, men det er isolerede enkelttilfælde og man kan ikke snakke om en egentlig genre. Den nyeste westerns jeg har set er australske The Proposition (2005) (manuskript og musik af Nick Cave) og den franske Blueberry (2004). Og i begge tilfælde kan man argumentere overbevisende for at de slet ikke er westerns (ikke at det gør dem til dårlige film - jeg har set The Proposition 3 gange og er altid klar til et gensyn).

True Grit blev første gang filmatiseret i 1969 og havde premiere ugen før The Wild Bunch. Meget passende for genrens sidste krampetrækninger havde den en pensions- eller måske efterlønsmoden John Wayne i hovedrollen. Jeg har ikke set den (endnu), så jeg skal spare blogosfæren for sammenligninger.

Det kan måske undre at Coen-brødrene kaster sig over en western, men de har tradition for at komme vidt omkring i genrene, og jeg har set det forudset for en 15 år siden, i enten en anmeldelse eller en nyhedsgruppediskussion (nok det sidste for, som vi siger, "whether it's true or not, you heard it first on Usenet").
Med årene er brødrenes stil blevet mere afdæmpet, de skarpe klip og opmærksomhedshungrende kamerature er blevet lagt på hylden, og nu er det kun Carter Burwells let genkendelige musik, der med det samme fortæller hvis film vi ser. Kvaliteten er nu mere subtil. Det er mere modent, men til tider savner jeg det vilde og overgearede (og naturligvis Steve Buscemi).

Så det er en traditionel westernverden den 14-årige Mattie kommer ind til med 4-toget. Hendes far er blevet myrdet af sin assistent Chaney, og nu skal Mattie hente liget hjem. Men hun har planer: faderens død skal hævnens, og da ingen andre vil gøre noget, må hun selv træde til. Med en vilje af stål og et urokkeligt fokus tromler hun alt og alle ned, og får skaffet penge til at hyre en gunslinger. Den unge texanske marshall LeBoeuf tilbyder sin hjælp, da Chaney også er efterlyst for at myrde en senator i Texas, men Mattie afviser ham, da hendes fars morder skal hænges for den forbrydelse, og ikke for drabet på en ligegyldig politiker i det fjerne Texas. Desuden, som hun meget direkte gør opmærksom på, har LeBoeuf jo forfulgt Chaney igennem flere måneder, så hvad gavn kan han gøre?

Hun hyrer i stedet for den aldrende Rooster Cogburn, brovtende, alkoholiseret og brutal. Jeff Bridges er vist efterhånden blevet en ældre herre. Så kan deres odyssé starte.

Det er svært at sætte fingeren på hvad det er ved den film jeg så godt kan lide. Dens verden er solid, alle figurer står skarpt og filmhåndværket overbevisende. Bortset fra et par møder i starten af odysseen er fortællingen lige ud af landevejen, for pludseligt, hen mod slutningen, at slå over i en længere drømmeagtig sekvens. En meget smuk sekvens, der giver filmen det sidste løft. Og så fik jeg endelig en Coen-film, som jeg kunne nyde i fulde drag ved første gennemsyn.

True Grit: Truly Great.

The dude abides.

Nuke from orbit

Det var mod bedre vidende at jeg begav mig op i Cinemaxx for at se Avatar, men jeg var nysgerrig efter at se hvad det der 3D var for noget. Og lidt uforpligtende underholdning plejer Hollywood at kunne levere - særligt når de kaster flere hundrede millioner dollar efter opgaven. Så jeg betalte absurde 125kr for en billet og et par stilfulde 3D briller.

De store blockbusters plejer at være forudsigelige, men Avatar tog forudsigeligheden til nye højder med den fortærskede historie om Den Onde Civilisation kontra De Noble Vilde. Det var en klichélagkage med klichéfyld og klichéglasur, tilsat en stor sjat kliché -  skyllet ned med en tre dage gammel klichésmoothie. Billederne havde 3 dimensioner, men persongalleriet var befolket af endimensionelle papfigurer. Samtlige figurer handlede nøjagtigt som forudsagt efter første møde. Og de led præcist den skæbne man forventede. Ingen overraskelser, ikke een eneste twist.

En forudsigelig film med karikerede personer behøver ikke at være dårlig, men Avatar begik yderligere den dødssynd at tage sig selv gravalvorligt - og det slipper man ikke godt fra, hvis man ikke har mere at byde på. Filmen skæmmes også af ucharmerende hovedpersoner og det totale fravær af humor. Et par morsomheder og lidt glimt i øjet - så var kagen gledet lettere ned. Jeg mangler faktisk ord for hvor dårlig en film Avatar er; jeg er rystet over at man bruger så mange ressourcer på at realisere så tynd en historie. Der findes så mange gode historier, og så mange gode fortællere, at det er en hån imod publikum ikke at diske op med noget bedre.

Men Avatar er blevet rost af mange anmeldere, og pengene strømmer ind, så Cameron & co er sluppet afsted med det.

Hvad så med det 3D? Jo, det fungerede faktisk rigtigt godt - især i live action sekvenserne (i de rent computergenerede billeder var effekten ikke så tydelig). Cameron var dog underligt tilbageholdende med at udnytte den ekstra dimension; hele filmen var komponeret med 2D i tankerne. Normalt er det rosværdigt at være tilbageholdende og afstå fra effektjageri, men når filmen ikke har andet, så ville lidt mere ramasjang være velkomment. Men ingen tvivl om at 3D-teknikken er kommet for at blive, og jeg glæder mig til at se den blive brugt i en god film. Sjovt var det også at se underteksterne svæve midt i billedet; flere gange blev de skubbet ud til siden for ikke at ødelægge dybdevirkningen: godt arbejde af tekstholdet.

Overskriften? Det er naturligvis et citat fra en tidligere, og meget bedre, Cameron film. Og det jeg ville have råbt gentagne gange undervejs (MST3K-style), hvis filmen var blevet set under mere private forhold.

The Imaginarium of cand. scient. Lauridsen

Den nye filmår startede for mit vedkommende med 2 roste film.

The Imaginarium of Doctor Parnassus

En gigantisk hestetrukket vogn stopper op midt i nutidens London; vogne åbner sig og åbenbarer den udødelige Dr. Parnassus' mildt sagt anakronistiske tivoliattraktion. Formålet med attraktionen er at lokke gæster til at gå igennem "spejlet" til The Imaginarium; en drømmeverden skabt af Parnassus og delvist styret/påvirket af gæsten. I denne verden bliver man ledt til et valg imellem Parnassus og Mr. Nick - en djævel i Tom Waits skikkelse. I en tidligere handel har Parnassus lovet sin datter bort til Mr. Nick og han er nu kommet for at afslutte handlen. Et nyt væddemål giver dog Parnassus chancen for at vinde sin datter tilbage.

Filmens store problem er The Imaginarium. I et drømmeland er alt naturligvis muligt, men der skal være en form for indre logik hvis jeg skal kunne forholde mig til begivenhederne. Det nævnes at der aldrig må være mere end een person derinde, men i det meste af filmen render adskillige mennesker rundt derinde - tilsyneladende uden negative konsekvenser. Jeg har også svært ved at se forskel på de "rigtige" og "forkerte" valg. Faktisk er det til tider svært at se at der overhovedet er et valg. Den ene mands fri fabuleren, er den anden mands nonsens.

Mr. Nicks handlinger er uforståelige. Hvorfor tilbyder han et væddemål når han allerede har hævd på gevinsten? Han kan jo ikke vinde noget. Hvorfor pudser han svindleren Tony (Heath Ledger) på Dr. Parnassus? Uden hans tricks ville doktoren ikke have haft en chance i væddemålet. Og hvem vandt i grunden? Og hvordan? Den eneste jeg med sikkerhed kan sige er jeg ikke kan se forskel på Heath Ledger, Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell.

Naturligvis kan man bare læne sig tilbage og nyde billederne, men så fantastiske er de nu heller ikke. Dog passer deres stil ganske glimrende til Øst for Paradis' sale.

Sherlock Holmes

Filmens markedsføring og tanken om Sherlock Holmes spillet af Robert Downey Jr. havde egentlig afskrækket mig fra at se den, men jeg blev nødet. Heldigvis var filmen bedre end forventet (omend jeg småkedede mig undervejs) og Downey leverer en ganske habil og karismatisk Holmes. En moderne Holmes der naturligvis hverken ryger, tager stoffer eller går med hat. En Holmes der håndterer sin violin som en guitar. I fraværet af narkotika er Holmes skildret som en adrenalinjunkie, og det virker faktisk rigtigt godt.

Filmens plot er der ikke det store i, men det fungerer. Dog trækker det kraftigt ned at filmen så åbenlyst lægger op til en toer.

Det victorianske London er i stor stil genskabt elektronisk og det virker ikke særligt overbevisende i mine øjne, uden at jeg kan sætte finger på hvorfor. Måske den arkitektoniske udgave af the uncanny valley? Filmen skal dog roses for at have en scene indspillet på Brompton Cemetery - min yndlingskirkegård.