I torsdags var der dansk premiere på The World's End; den nyeste film med makkerparret Simon Pegg and Nick Frost. Der er en film jeg har set frem til længe, men alligevel har jeg ikke været inde og se den.
Og hvorfor har jeg så ikke det? Filmen havde Britisk premiere tilbage i juli – for 4 måneder siden – og den danske premieredato er blevet skubbet tilbage mindst en gang. Så den danske biografpremiere endte med at være bare 11 dage før DVD- og bluraypremieren i UK.
Hos Amazon kunne jeg for £22,58 (200kr), fragt og dansk moms inkluderet, få en boks med The World's End, Hot Fuzz og Shaun of the Dead på bluray. Værdisætter vi de to ekstra film til 50kr/stykket og regner med 80kr for en biografbillet, er boksen faktisk 60kr billigere end en biograftur for to.
Det er et nemt valg. Et er at biograferne bliver presset af pirateri og tvivlsomme downloads, men det er da helt håbløst at de passivt lader sig overhale af officielle og 100% legale kilder.
Måske er det også gået op for biografer og importør. Filmen er overhovedet ikke blevet markedsført og er allerede nede på at køre i bare 3 biografer – heraf 0 i Århus. Men man kan da undre sig over hvad filmen overhovedet skal i danske biografer når det sker så sent og halvhjertet.
Viser opslag med etiketten film. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten film. Vis alle opslag
tirsdag den 19. november 2013
onsdag den 9. maj 2012
C'est arrivé près de chez vous
Det er længe siden jeg har set noget godt fransk art cinema, men heldigvis er internettet nu kommet mig til hjælp:
Paw de Deux er, ikke overraskende, en to'er. Mod sædvane finder jeg den faktisk mere vellykket end den første film, som dog også er værd at se.
Paw de Deux er, ikke overraskende, en to'er. Mod sædvane finder jeg den faktisk mere vellykket end den første film, som dog også er værd at se.
fredag den 30. september 2011
Kør
Drive (2011), Nicolas Winding Refn
Guldpalmer og firmarabat lokkede mig i Cinemaxx for at opleve Nicolas ’Pusher’ Refns internationale gennembrud Drive. Og lad mig med det samme slå fast at Drive er en god lille film, der overbevisende serverer sin historie, og har pli nok til at stoppe i tide.
Det er fristende at kalde Drive for en moderne storbywestern. Storby giver sig selv, og Ryan Goslings navneløse ”driver” agerer, klæder sig og tier som en ægte westernhelt. Hans beskytterrolle for en lille familie, giver mindelser om Shane, mens hans mystiske ophav trækker tråde til Clint Eastwoods Preacher i Pale Rider (også en Shane-klon). Som de bedste (sene) westernhelte er han en enspænder, der følger sit helt eget moralkodeks. Udskift bilerne med heste og flyt optagelserne fra L.A. til Monument Valley, så er Drive blevet til Ride.
Men moderne er den ikke. Bortset fra et par mobiler (som uden problemer kunne være blevet erstattet af mønttelefoner), ligner Drive snarere en film fra firserne. Men mest af alt er den tidløs; hvor Driver synes hevet ud af en western, er hans omgivelser snydt ud af klassisk film noir.
Plot og dialog er der ikke meget af. Dialogen er sparsom og uden dikkedarer, mens plottet drives af klassikerne ”reformeret småforbryder presses tilbage af gæld” og ”små fisk kommer uforvarende på tværs af mafien”. Drive handler langt mere om billeder og stemning. Natmørke gader og lurvede værelser i bedste noirstil, tilsættes lidt bilporno og korte actionsekvenser. Når det rolige billedflow lejlighedsvist bliver afbrudt af varme dæk og koldt stål, sker det hurtigt, brutalt og effektivt. Der bankes igennem med så stor overbevisning, at den naturligvis urealistiske vold bliver plausibel.
Filmens største minus er musikken. Den formår ikke at bære stemningen og virker mest af alt som et discountprodukt. Det er synd, for uden det rette musik, bliver det svært for Drive at opfylde sit ellers oplagte kultpotentiale, og de fine billeder havde fortjent en bedre ledsager.
Guldpalmer og firmarabat lokkede mig i Cinemaxx for at opleve Nicolas ’Pusher’ Refns internationale gennembrud Drive. Og lad mig med det samme slå fast at Drive er en god lille film, der overbevisende serverer sin historie, og har pli nok til at stoppe i tide.
Men moderne er den ikke. Bortset fra et par mobiler (som uden problemer kunne være blevet erstattet af mønttelefoner), ligner Drive snarere en film fra firserne. Men mest af alt er den tidløs; hvor Driver synes hevet ud af en western, er hans omgivelser snydt ud af klassisk film noir.
Plot og dialog er der ikke meget af. Dialogen er sparsom og uden dikkedarer, mens plottet drives af klassikerne ”reformeret småforbryder presses tilbage af gæld” og ”små fisk kommer uforvarende på tværs af mafien”. Drive handler langt mere om billeder og stemning. Natmørke gader og lurvede værelser i bedste noirstil, tilsættes lidt bilporno og korte actionsekvenser. Når det rolige billedflow lejlighedsvist bliver afbrudt af varme dæk og koldt stål, sker det hurtigt, brutalt og effektivt. Der bankes igennem med så stor overbevisning, at den naturligvis urealistiske vold bliver plausibel.
Filmens største minus er musikken. Den formår ikke at bære stemningen og virker mest af alt som et discountprodukt. Det er synd, for uden det rette musik, bliver det svært for Drive at opfylde sit ellers oplagte kultpotentiale, og de fine billeder havde fortjent en bedre ledsager.
tirsdag den 24. maj 2011
Lahore, c'est moi!
India Song, Marguerite Duras (1975)
Ambassadørfruen Anne-Marie Stretter (Delphine Seyrig, der har skiftet The Marienbad ud med en flammende rød manke) er i det koloniale diplomatmiljø kendt for sine mange elskere, tilsyneladende valgt uden den store diskrimination. Ny i miljøet er en vanæret vicekonsul fra Lahore (en udsøgt sørgmodig Michael Lonsdale), hvidklædt og kendt som den jomfruelige mand fra Lahore. Han betages af Stretter og kræver samme gunst, som bliver hæren af elskere til del.
Det var handlingen; filmens mindst betydende element. Langt vigtigere er stilen og atmosfæren. Billederne er komponeret som klassiske malerier, kameraet bevæger sig i rolige, jævne bevægelser og er altid i øjenhøjde. Scenerne, eller tableauerne, som de nok rettelig bør kaldes, er lange. Ingen hurtige klip, eller brate skift af lokalitet. I scenen som billedet her er taget fra, sker der f.eks. ikke andet end at herrerne lejlighedsvist skifter vægten til det andet ben. Ellers er det et rent mannequinshow.
Det dominerende element er voice-overen. Fra start til slut er der altid 2 stemmer; en fortæller og en spørger. Nogle gange fortælles der om det vi ser, andre gange om ting vi ikke ser. Stemmerne varier filmen igennem - i alt er 14 navne krediteret med stemmearbejde på filmen - og har ingen selvstændig personlighed. Der går 40 minutter for filmens første replik falder. "Replik" er måske så meget sagt - de involverede befinder sig udenfor billedet og ordene fremsiges af fortælleren og spørgeren. Det gentager sig også senere, hvor replikkernes ejermænd rent faktisk er i billedet.
Ikke alene fratages filmes personer stemmen, de spilles også afdæmpet, nærmest udtryksløst. Som robotter bevæger de sig over lærredet. Eneste tegn på følelser er de tårer, der uafbrudt glider ned af Lahores kinder. Som den eneste af filmens mænd er han i hvidt (den jomfruelige mand), hvor de øvrige er ens - ja. nærmest udskiftelige - i deres sorte smokings.
Den distance det stemme- og udtryksløse skuespil skaber, understreges af at store dele af filmen ses via spejle. Samtidigt fortæller stemmerne meget om Indien, om varmen, om sløvheden, men billederne ligner i høj grad et fransk chateau, og kun en tjener i turban giver minder om østen.
Et sted brydes den rolige overflade. Lahore bliver fjernet fra en reception, vi ser det naturligvis ikke, men hans stemme høres. Nøgent skriger han sin smerte ud - et skrig berøvet al værdighed, al civilisation. En voksen mand, der igennem flere timer skriger, som han ikke har skreget siden barndommen (i filmen varer det naturligvis "bare" adskillige minutter). Det kan ikke beskrives.
India Song er ikke en film jeg tør anbefale til alle og enhver, og publikum var da heller udelt begejstrede. Den er kunstig, affekteret og mere sær end god. Alligevel er jeg glad for at have fået chancen for at dykke ned i dens verden. For den er anderledes; en helt unik filmoplevelse, jeg vil huske i lang tid. En oplevelse jeg ikke ville have undværet.
Og er det ikke det det i sidste ende handler om? Skabe øjeblikke, der varer?
PS: indlægets titel er et citat fra filmen, og ikke en invitation til fortolkninger. Filmens titel skal udtales med maksimal fransk accent.
Ambassadørfruen Anne-Marie Stretter (Delphine Seyrig, der har skiftet The Marienbad ud med en flammende rød manke) er i det koloniale diplomatmiljø kendt for sine mange elskere, tilsyneladende valgt uden den store diskrimination. Ny i miljøet er en vanæret vicekonsul fra Lahore (en udsøgt sørgmodig Michael Lonsdale), hvidklædt og kendt som den jomfruelige mand fra Lahore. Han betages af Stretter og kræver samme gunst, som bliver hæren af elskere til del.
Det dominerende element er voice-overen. Fra start til slut er der altid 2 stemmer; en fortæller og en spørger. Nogle gange fortælles der om det vi ser, andre gange om ting vi ikke ser. Stemmerne varier filmen igennem - i alt er 14 navne krediteret med stemmearbejde på filmen - og har ingen selvstændig personlighed. Der går 40 minutter for filmens første replik falder. "Replik" er måske så meget sagt - de involverede befinder sig udenfor billedet og ordene fremsiges af fortælleren og spørgeren. Det gentager sig også senere, hvor replikkernes ejermænd rent faktisk er i billedet.
Ikke alene fratages filmes personer stemmen, de spilles også afdæmpet, nærmest udtryksløst. Som robotter bevæger de sig over lærredet. Eneste tegn på følelser er de tårer, der uafbrudt glider ned af Lahores kinder. Som den eneste af filmens mænd er han i hvidt (den jomfruelige mand), hvor de øvrige er ens - ja. nærmest udskiftelige - i deres sorte smokings.
Den distance det stemme- og udtryksløse skuespil skaber, understreges af at store dele af filmen ses via spejle. Samtidigt fortæller stemmerne meget om Indien, om varmen, om sløvheden, men billederne ligner i høj grad et fransk chateau, og kun en tjener i turban giver minder om østen.
Et sted brydes den rolige overflade. Lahore bliver fjernet fra en reception, vi ser det naturligvis ikke, men hans stemme høres. Nøgent skriger han sin smerte ud - et skrig berøvet al værdighed, al civilisation. En voksen mand, der igennem flere timer skriger, som han ikke har skreget siden barndommen (i filmen varer det naturligvis "bare" adskillige minutter). Det kan ikke beskrives.
India Song er ikke en film jeg tør anbefale til alle og enhver, og publikum var da heller udelt begejstrede. Den er kunstig, affekteret og mere sær end god. Alligevel er jeg glad for at have fået chancen for at dykke ned i dens verden. For den er anderledes; en helt unik filmoplevelse, jeg vil huske i lang tid. En oplevelse jeg ikke ville have undværet.
Og er det ikke det det i sidste ende handler om? Skabe øjeblikke, der varer?
PS: indlægets titel er et citat fra filmen, og ikke en invitation til fortolkninger. Filmens titel skal udtales med maksimal fransk accent.
torsdag den 10. marts 2011
True Grit
True Grit, Joel & Ethan Coen (2010)
Der er ikke mange aktive filmskabere hvis film jeg skal se; engang var jeg også vild med folk som Atom Egoyan, Lars von Trier og Patrice Leconte, men de er alle gledet ud i min personlige glemsel. Tilbage er kun Coen-brødrene som jeg trofast har støttet - helt tilbage til The Hudsucker Proxy (1994), som jeg så helt alene i Palads' store sal på premieredagen. De øvrige film har jeg naturligvis også set på stort lærred.
Det er dog ved at være længe siden at jeg for alvor har nydt en Coen-film ved første gennemsyn - de har alle, på nær The Ladykillers (2004), haft deres kvaliteter, men for alvor begejstret har jeg ikke været. Retfærdigvis skal det siges at andet gennemsyn altid har stemt mig mere positiv.
Jeg er også en fan af westerngenren, både den klassiske amerikanske western med klare sort/hvide moralbegreber og de senere "revisionistiske" western, hvor det kan være svært at se forskel på helt og skurk. For såvidt der er helte og skurke, og ikke bare de levende og de døde (eller som i High Plains Drifter (1973) og Pale Rider (1985) - begge dele). Westerngenren døde efter min mening i 60'erne - først kom Sergio Leone og hans spagettiwesterns, derefter druknede Peckinpah genren i et hav af blod i The Wild Bunch (1969). Det er ikke nogen kritik af disse film - Once Upon a Time in the West (1968) åbnede som den første mine øjne for film som kunst, og The Wild Bunch er et højdepunkt i filmhistorien - nej, tiden var ganske enkelt løbet fra genren.
Der laves stadig westerns, men det er isolerede enkelttilfælde og man kan ikke snakke om en egentlig genre. Den nyeste westerns jeg har set er australske The Proposition (2005) (manuskript og musik af Nick Cave) og den franske Blueberry (2004). Og i begge tilfælde kan man argumentere overbevisende for at de slet ikke er westerns (ikke at det gør dem til dårlige film - jeg har set The Proposition 3 gange og er altid klar til et gensyn).
True Grit blev første gang filmatiseret i 1969 og havde premiere ugen før The Wild Bunch. Meget passende for genrens sidste krampetrækninger havde den en pensions- eller måske efterlønsmoden John Wayne i hovedrollen. Jeg har ikke set den (endnu), så jeg skal spare blogosfæren for sammenligninger.
Det kan måske undre at Coen-brødrene kaster sig over en western, men de har tradition for at komme vidt omkring i genrene, og jeg har set det forudset for en 15 år siden, i enten en anmeldelse eller en nyhedsgruppediskussion (nok det sidste for, som vi siger, "whether it's true or not, you heard it first on Usenet").
Med årene er brødrenes stil blevet mere afdæmpet, de skarpe klip og opmærksomhedshungrende kamerature er blevet lagt på hylden, og nu er det kun Carter Burwells let genkendelige musik, der med det samme fortæller hvis film vi ser. Kvaliteten er nu mere subtil. Det er mere modent, men til tider savner jeg det vilde og overgearede (og naturligvis Steve Buscemi).
Så det er en traditionel westernverden den 14-årige Mattie kommer ind til med 4-toget. Hendes far er blevet myrdet af sin assistent Chaney, og nu skal Mattie hente liget hjem. Men hun har planer: faderens død skal hævnens, og da ingen andre vil gøre noget, må hun selv træde til. Med en vilje af stål og et urokkeligt fokus tromler hun alt og alle ned, og får skaffet penge til at hyre en gunslinger. Den unge texanske marshall LeBoeuf tilbyder sin hjælp, da Chaney også er efterlyst for at myrde en senator i Texas, men Mattie afviser ham, da hendes fars morder skal hænges for den forbrydelse, og ikke for drabet på en ligegyldig politiker i det fjerne Texas. Desuden, som hun meget direkte gør opmærksom på, har LeBoeuf jo forfulgt Chaney igennem flere måneder, så hvad gavn kan han gøre?
Hun hyrer i stedet for den aldrende Rooster Cogburn, brovtende, alkoholiseret og brutal. Jeff Bridges er vist efterhånden blevet en ældre herre. Så kan deres odyssé starte.
Det er svært at sætte fingeren på hvad det er ved den film jeg så godt kan lide. Dens verden er solid, alle figurer står skarpt og filmhåndværket overbevisende. Bortset fra et par møder i starten af odysseen er fortællingen lige ud af landevejen, for pludseligt, hen mod slutningen, at slå over i en længere drømmeagtig sekvens. En meget smuk sekvens, der giver filmen det sidste løft. Og så fik jeg endelig en Coen-film, som jeg kunne nyde i fulde drag ved første gennemsyn.
True Grit: Truly Great.
The dude abides.
Der er ikke mange aktive filmskabere hvis film jeg skal se; engang var jeg også vild med folk som Atom Egoyan, Lars von Trier og Patrice Leconte, men de er alle gledet ud i min personlige glemsel. Tilbage er kun Coen-brødrene som jeg trofast har støttet - helt tilbage til The Hudsucker Proxy (1994), som jeg så helt alene i Palads' store sal på premieredagen. De øvrige film har jeg naturligvis også set på stort lærred.
Jeg er også en fan af westerngenren, både den klassiske amerikanske western med klare sort/hvide moralbegreber og de senere "revisionistiske" western, hvor det kan være svært at se forskel på helt og skurk. For såvidt der er helte og skurke, og ikke bare de levende og de døde (eller som i High Plains Drifter (1973) og Pale Rider (1985) - begge dele). Westerngenren døde efter min mening i 60'erne - først kom Sergio Leone og hans spagettiwesterns, derefter druknede Peckinpah genren i et hav af blod i The Wild Bunch (1969). Det er ikke nogen kritik af disse film - Once Upon a Time in the West (1968) åbnede som den første mine øjne for film som kunst, og The Wild Bunch er et højdepunkt i filmhistorien - nej, tiden var ganske enkelt løbet fra genren.
Der laves stadig westerns, men det er isolerede enkelttilfælde og man kan ikke snakke om en egentlig genre. Den nyeste westerns jeg har set er australske The Proposition (2005) (manuskript og musik af Nick Cave) og den franske Blueberry (2004). Og i begge tilfælde kan man argumentere overbevisende for at de slet ikke er westerns (ikke at det gør dem til dårlige film - jeg har set The Proposition 3 gange og er altid klar til et gensyn).
True Grit blev første gang filmatiseret i 1969 og havde premiere ugen før The Wild Bunch. Meget passende for genrens sidste krampetrækninger havde den en pensions- eller måske efterlønsmoden John Wayne i hovedrollen. Jeg har ikke set den (endnu), så jeg skal spare blogosfæren for sammenligninger.
Det kan måske undre at Coen-brødrene kaster sig over en western, men de har tradition for at komme vidt omkring i genrene, og jeg har set det forudset for en 15 år siden, i enten en anmeldelse eller en nyhedsgruppediskussion (nok det sidste for, som vi siger, "whether it's true or not, you heard it first on Usenet").
Med årene er brødrenes stil blevet mere afdæmpet, de skarpe klip og opmærksomhedshungrende kamerature er blevet lagt på hylden, og nu er det kun Carter Burwells let genkendelige musik, der med det samme fortæller hvis film vi ser. Kvaliteten er nu mere subtil. Det er mere modent, men til tider savner jeg det vilde og overgearede (og naturligvis Steve Buscemi).
Så det er en traditionel westernverden den 14-årige Mattie kommer ind til med 4-toget. Hendes far er blevet myrdet af sin assistent Chaney, og nu skal Mattie hente liget hjem. Men hun har planer: faderens død skal hævnens, og da ingen andre vil gøre noget, må hun selv træde til. Med en vilje af stål og et urokkeligt fokus tromler hun alt og alle ned, og får skaffet penge til at hyre en gunslinger. Den unge texanske marshall LeBoeuf tilbyder sin hjælp, da Chaney også er efterlyst for at myrde en senator i Texas, men Mattie afviser ham, da hendes fars morder skal hænges for den forbrydelse, og ikke for drabet på en ligegyldig politiker i det fjerne Texas. Desuden, som hun meget direkte gør opmærksom på, har LeBoeuf jo forfulgt Chaney igennem flere måneder, så hvad gavn kan han gøre?
Hun hyrer i stedet for den aldrende Rooster Cogburn, brovtende, alkoholiseret og brutal. Jeff Bridges er vist efterhånden blevet en ældre herre. Så kan deres odyssé starte.
Det er svært at sætte fingeren på hvad det er ved den film jeg så godt kan lide. Dens verden er solid, alle figurer står skarpt og filmhåndværket overbevisende. Bortset fra et par møder i starten af odysseen er fortællingen lige ud af landevejen, for pludseligt, hen mod slutningen, at slå over i en længere drømmeagtig sekvens. En meget smuk sekvens, der giver filmen det sidste løft. Og så fik jeg endelig en Coen-film, som jeg kunne nyde i fulde drag ved første gennemsyn.
True Grit: Truly Great.
The dude abides.
tirsdag den 8. marts 2011
Kimen til vor civilisations forfald
Du skal ære din Hustru, Carl Th. Dreyer (1925)
En kærnedansk familie lever idyllisk i en taglejlighed i København. Patriarken Viktor tager sig af vigtige gøremål som at sove og kvalitetssikre husholdningen. Hustruen Ida klatter sin tid væk på ligegyldigheder som rengøring, madlavning og børneopdragelse. Uselvisk spiser Viktor 4 skiver brød med tandsmør, hver gang Ida egoistisk mæsker sig med 2 skrabet smurte stykker - som den hvide ridder han er, er hendes helbred og kolesteroltal ham altid på sinde.
Ligeledes sørger han for at hun får rigeligt med motion.
Desværre har Viktor mistet sin forretning (hvordan han tjener penge er uklart), og dermed også den forkælede rigmandsdatter Idas respekt. Dette udnytter Viktors gamle barnepige - en bitter heks af en gammeljomfru - til, i ledtog med svigermoderen, at forgifte Idas sind. De planter den ide at Viktors velmente forslag til forbedring af husholdningen, forslag der altid fremføres med hensynsfuld høj stemmeføring og utvetydigt sprogbrug, i virkeligheden er grov og utaknemmelig kritik.
Ida lader sig fører bag lyset og tager på landet, hvor hun nyder det søde liv. Tilbage står stakkels Viktor alene med 3 børn. Helt alene er han dog ikke; barnepigen flytter ind, så hun bedre kan nyde hans smerte og ydmygelse.
Svigtet af den kvinde, der svor at adlyde ham i medgang og modgang, daglig pint af Belzebubs søster, og, ikke mindst, bedraget af sine egne børn, nedbrydes Viktor. Efter en måned er den sidste rest af Viktors mandighed væk og barnepigen sender ham i skammekrogen som en lille dreng. Hendes triumf er komplet.
De to gamle kællinger tillader nu Ida at vende tilbage. Som det sidste led i Viktors kastration, køber svigermor en optikerforretning i provinsen til ham. Han er nu en holdt mand, en harmløs puddel der gemmer sig bag en kvindes skørter.
Som den kønsforræder han er, forsøger Dreyer at foregive at slutningen er lykkelig, at Viktors pinsler er fortjente. Dermed tager han første skridt mod afmaskuliniseringen af den danske mand, mod skabelsen af hvor tids køns- og meningsløse tøffelhelt, som ingen kvinder har respekt for.
I sandhed en af dansk filmhistories største tragedier!
I rollen som datter i konfirmandalderen, ser man i øvrigt Karin Nellemose - måske bedre kendt som Misse Møhge.
En kærnedansk familie lever idyllisk i en taglejlighed i København. Patriarken Viktor tager sig af vigtige gøremål som at sove og kvalitetssikre husholdningen. Hustruen Ida klatter sin tid væk på ligegyldigheder som rengøring, madlavning og børneopdragelse. Uselvisk spiser Viktor 4 skiver brød med tandsmør, hver gang Ida egoistisk mæsker sig med 2 skrabet smurte stykker - som den hvide ridder han er, er hendes helbred og kolesteroltal ham altid på sinde.
Ligeledes sørger han for at hun får rigeligt med motion.
Desværre har Viktor mistet sin forretning (hvordan han tjener penge er uklart), og dermed også den forkælede rigmandsdatter Idas respekt. Dette udnytter Viktors gamle barnepige - en bitter heks af en gammeljomfru - til, i ledtog med svigermoderen, at forgifte Idas sind. De planter den ide at Viktors velmente forslag til forbedring af husholdningen, forslag der altid fremføres med hensynsfuld høj stemmeføring og utvetydigt sprogbrug, i virkeligheden er grov og utaknemmelig kritik.
Ida lader sig fører bag lyset og tager på landet, hvor hun nyder det søde liv. Tilbage står stakkels Viktor alene med 3 børn. Helt alene er han dog ikke; barnepigen flytter ind, så hun bedre kan nyde hans smerte og ydmygelse.
Svigtet af den kvinde, der svor at adlyde ham i medgang og modgang, daglig pint af Belzebubs søster, og, ikke mindst, bedraget af sine egne børn, nedbrydes Viktor. Efter en måned er den sidste rest af Viktors mandighed væk og barnepigen sender ham i skammekrogen som en lille dreng. Hendes triumf er komplet.
De to gamle kællinger tillader nu Ida at vende tilbage. Som det sidste led i Viktors kastration, køber svigermor en optikerforretning i provinsen til ham. Han er nu en holdt mand, en harmløs puddel der gemmer sig bag en kvindes skørter.
Som den kønsforræder han er, forsøger Dreyer at foregive at slutningen er lykkelig, at Viktors pinsler er fortjente. Dermed tager han første skridt mod afmaskuliniseringen af den danske mand, mod skabelsen af hvor tids køns- og meningsløse tøffelhelt, som ingen kvinder har respekt for.
I sandhed en af dansk filmhistories største tragedier!
I rollen som datter i konfirmandalderen, ser man i øvrigt Karin Nellemose - måske bedre kendt som Misse Møhge.
torsdag den 7. oktober 2010
Haneke ukendt
3 uger med anonyme chikaneopringninger har givet mig det nødvendige spark til at få dette indlæg gjort færdig. Så lidt godt(?) er der da kommet ud af det.
Michael Haneke er en instruktør jeg har hørt meget om, men aldrig stiftet bekendtskab med, så da foråret bød på mulighed for at se et par af hans film, tog jeg med glæde i mod. Ideelt skulle parret have været suppleret med Det hvid bånd (Das weisse Band), men jeg nåede ikke at motivere mig selv til en tur i Paradis før den var taget af plakaten (helt og holdent min egen fejl).
Skjult (Caché) 2005
Den midaldrende tvvært Georges modtager et bånd med en timelang overvågningsvideo af familiens hus. Flere bånd følger; først er huset i fokus, senere følger andre motiver, samt foruroligende børnetegninger, og Georges ledes frem mod en hændelse fra barndommen. Som 5 årig fik han, med en løgn, manipuleret forældrene til at sende den forældreløse algierske dreng Majid, der ellers stod til at blive adopteret af familien, på børnehjem. Ikke en drengestreg med uventet store konsekvenser, men en helt bevidst handling for at fjerne et uønsket element i livet.
En video bringer Georges til forstæderne hvor han møder Majid og senere dennes søn. De benægter begge at stå bag chikanen og hævder ikke at føle noget had for Georges. Han tror dem ikke og bliver stedse mere truende og paranoid.
Georges er ikke en sympatisk figur. Han kommunikerer hverken med sin hustru eller sin mor, han viser ingen tegn på anger, og agerer paranoidt og agressivt overfor Majid og søn. Men den dobbeltmoral anmelderne taler om, kan jeg ikke få øje på. På intet tidspunkt giver han udtryk for idealer som hans handlinger forråder. Med et solidt ståsted i den kreative klasse (Georges er vært på et DR2-agtigt litteraturprogram) kan man godt mistænke ham for at hylde det rummelige samfund, men filmen gør intet for at demonstrere sådanne holdninger. Han er usympatisk, men konsekvent.
For at Skjult fungerer skal man have et mål af sympati for Majid og søn - føle at de bliver uretfærdigt mistænkt. Men fakta er at een af dem står bag bånd og tegninger, et ubehageligt angreb på Georges og familie, som vil få konsekvenser. Majid var offer for en forbrydelse, men den blev begået af en 5 årig dreng og at tage en stramt kalkuleret hævn 40 år senere er ikke undskyldeligt. Der er det filmen knækker for mig: en af de to lyver i hver eneste scene han har i filmen. Ingen sympati herfra.
(Men måske skyldes min forkerte reaktion at Majid lyder alt for meget som Madjer - et navn der har givet mig mareridt siden 1987)
Kode ukendt (Code inconnu) 2000
Små brudstykker af en lang række menneskers løst forbundne liv. Alle er de på forskellige måder fremmedgjorte. Den unge landmandssøn, der ikke gider at overtage slægtsgården. Hans storebror krigsfotografen, der ikke kan falde til ro, og bruger sin tid på skjult at fotografere mennesker i metroen, mens han længes tilbage til krigen. Fotografens skuespillerkone, der ikke kan falde på plads i deres ægteskab og drages mod en kollega. Den rumænske tigger, der ikke må være i Frankrig og ikke kan være i Rumænien. Den unge sorte mænd, der forsøger at leve hvidt, men møder racisme fra franskmændene og foragt fra familien. En familie, der ganske vist lever i Frankrig, men som stadig sværger til heksedoktorer.
Under filmen gik det op for mig hvad den, og Skjult, mindede mig om: Godard. Særligt den usminkede lyd gav tydelige mindelser om hans stil. Skulle jeg beskrive Kode ukendt i een sætning må det være: Short Cuts ala Godard.
Michael Haneke er en instruktør jeg har hørt meget om, men aldrig stiftet bekendtskab med, så da foråret bød på mulighed for at se et par af hans film, tog jeg med glæde i mod. Ideelt skulle parret have været suppleret med Det hvid bånd (Das weisse Band), men jeg nåede ikke at motivere mig selv til en tur i Paradis før den var taget af plakaten (helt og holdent min egen fejl).
Skjult (Caché) 2005
Den midaldrende tvvært Georges modtager et bånd med en timelang overvågningsvideo af familiens hus. Flere bånd følger; først er huset i fokus, senere følger andre motiver, samt foruroligende børnetegninger, og Georges ledes frem mod en hændelse fra barndommen. Som 5 årig fik han, med en løgn, manipuleret forældrene til at sende den forældreløse algierske dreng Majid, der ellers stod til at blive adopteret af familien, på børnehjem. Ikke en drengestreg med uventet store konsekvenser, men en helt bevidst handling for at fjerne et uønsket element i livet.
En video bringer Georges til forstæderne hvor han møder Majid og senere dennes søn. De benægter begge at stå bag chikanen og hævder ikke at føle noget had for Georges. Han tror dem ikke og bliver stedse mere truende og paranoid.
Georges er ikke en sympatisk figur. Han kommunikerer hverken med sin hustru eller sin mor, han viser ingen tegn på anger, og agerer paranoidt og agressivt overfor Majid og søn. Men den dobbeltmoral anmelderne taler om, kan jeg ikke få øje på. På intet tidspunkt giver han udtryk for idealer som hans handlinger forråder. Med et solidt ståsted i den kreative klasse (Georges er vært på et DR2-agtigt litteraturprogram) kan man godt mistænke ham for at hylde det rummelige samfund, men filmen gør intet for at demonstrere sådanne holdninger. Han er usympatisk, men konsekvent.
For at Skjult fungerer skal man have et mål af sympati for Majid og søn - føle at de bliver uretfærdigt mistænkt. Men fakta er at een af dem står bag bånd og tegninger, et ubehageligt angreb på Georges og familie, som vil få konsekvenser. Majid var offer for en forbrydelse, men den blev begået af en 5 årig dreng og at tage en stramt kalkuleret hævn 40 år senere er ikke undskyldeligt. Der er det filmen knækker for mig: en af de to lyver i hver eneste scene han har i filmen. Ingen sympati herfra.
(Men måske skyldes min forkerte reaktion at Majid lyder alt for meget som Madjer - et navn der har givet mig mareridt siden 1987)
Kode ukendt (Code inconnu) 2000
Små brudstykker af en lang række menneskers løst forbundne liv. Alle er de på forskellige måder fremmedgjorte. Den unge landmandssøn, der ikke gider at overtage slægtsgården. Hans storebror krigsfotografen, der ikke kan falde til ro, og bruger sin tid på skjult at fotografere mennesker i metroen, mens han længes tilbage til krigen. Fotografens skuespillerkone, der ikke kan falde på plads i deres ægteskab og drages mod en kollega. Den rumænske tigger, der ikke må være i Frankrig og ikke kan være i Rumænien. Den unge sorte mænd, der forsøger at leve hvidt, men møder racisme fra franskmændene og foragt fra familien. En familie, der ganske vist lever i Frankrig, men som stadig sværger til heksedoktorer.
Under filmen gik det op for mig hvad den, og Skjult, mindede mig om: Godard. Særligt den usminkede lyd gav tydelige mindelser om hans stil. Skulle jeg beskrive Kode ukendt i een sætning må det være: Short Cuts ala Godard.
tirsdag den 29. juni 2010
Kunstens veje er uransagelige
Min ordre bliver dirigeret til en underleverandør i North Carolina, der snart med glæde meddeler at varen er afsendt.
10 dage senere finder jeg i min postkasse, en lille pakke poststemplet i Auckland, New Zealand. I pakken er en dvd made in Mexico.
3 verdensdele - 5 lande. Plus en eller flere omladninger i Asien.
Så nu glæder jeg mig til at "gense" Prime Cut, en Lee Marvin-thriller om hvid slavehandel, fra 1972. En film jeg har set som teenager, men som jeg kun husker to billeder fra. Det ene er Lee Marvin som passager i en limousine, der kører igennem et goldt landskab. Det andet kan ses nedenunder (helt uforståligt at mit teenagerjeg skulle huske lige netop den scene...).
søndag den 6. juni 2010
Et lille mirakel
En unaturligt solbeskinnet aften i filmklubben. Planen var at få afviklet det praktiske og tage hjem. Men en social djævel kom op i mig og jeg blev under filmen: Agnes of God (1985). Ikke det mest tillokkende filmkoncept - et canadisk klosterdrama med Jane Fonda i midtfirserudgave - men jeg gav det en chance.
Den unge nonne Agnes (Meg Tilly) føder en sen nat i klosteret. Da de øvrige nonner iler til, finder de Agnes oversmurt med blod og et dødt spædbarn i en affaldsspand. Kvalt. En kæderygende retspsykiater (Fonda) skal undersøge om Agnes er tilregnelig nok til at komme for retten.
Det meste af filmen foregår i klosteret og består stort set af psykiaterens samtaler med den enfoldige/verdensfjerne nonne, og med den verdenserfarne abbedisse (Anne Bancroft). Verdenen udenfor virker irrelevant, og filmen gør da heller ikke noget ved den, med dens karikerede figurer der veksler mellem fransk, og engelsk med tyk accent (alle de katolske nonner i dette frankophone område af Canada har naturligvis engelsk som modersmål). Handlingen drives frem af de hemmeligheder personerne bærer rundt på, men også det er bare en biting.
Filmens kerne er den verdensfjerne, tidløse atmosfære som skabes i klosterscenerne. Billederne, skuespillet og den religiøse dialog går op i en højere enhed og skaber noget magisk.
Klogeligt undlader Agnes of God at tage stilling i konflikten mellem det verdslige og det religiøse. Begivenhederne kan tolkes i begge retninger, og man kan også helt lade være med at tolke. Filmen fungerer under alle omstændigheder.
Sådan kan det gå når man giver los på sine normale fordomme, og giver noget, lidt udenfor vanlig kost, en chance. Man oplever måske et lille mirakel. Ikke dårligt når alt jeg satsede var 1½ time af de over 300.000 jeg forventer at have tilbage.
Eneste minus er at jeg nu sidder med en stor træng til at se Ordet. Tænk at det virkelig er 17 år siden jeg sidst har set den.
Det meste af filmen foregår i klosteret og består stort set af psykiaterens samtaler med den enfoldige/verdensfjerne nonne, og med den verdenserfarne abbedisse (Anne Bancroft). Verdenen udenfor virker irrelevant, og filmen gør da heller ikke noget ved den, med dens karikerede figurer der veksler mellem fransk, og engelsk med tyk accent (alle de katolske nonner i dette frankophone område af Canada har naturligvis engelsk som modersmål). Handlingen drives frem af de hemmeligheder personerne bærer rundt på, men også det er bare en biting.
Filmens kerne er den verdensfjerne, tidløse atmosfære som skabes i klosterscenerne. Billederne, skuespillet og den religiøse dialog går op i en højere enhed og skaber noget magisk.
Klogeligt undlader Agnes of God at tage stilling i konflikten mellem det verdslige og det religiøse. Begivenhederne kan tolkes i begge retninger, og man kan også helt lade være med at tolke. Filmen fungerer under alle omstændigheder.
Sådan kan det gå når man giver los på sine normale fordomme, og giver noget, lidt udenfor vanlig kost, en chance. Man oplever måske et lille mirakel. Ikke dårligt når alt jeg satsede var 1½ time af de over 300.000 jeg forventer at have tilbage.
Eneste minus er at jeg nu sidder med en stor træng til at se Ordet. Tænk at det virkelig er 17 år siden jeg sidst har set den.
onsdag den 10. marts 2010
Afsked
Det hele startede 6/11 2005 (i min verden har alt datostempler) da søndagsfilmen på DR2 var komedien Christmas in July (1940). Den blev optaget og fem måneder senere set i godt selskab med stort bifald.
Christmas in July er historien om de fattige forlovede Betty og Jimmy, der drømmer om alt det deres forældre ikke havde. Jimmy deltager i alle tænkelige konkurrencer og regner med at vinde et kaffefirmas slogankonkurrence med det tåkrummende forslag "if you can't sleep, don't blame the coffee - it's the bunk". En practical joke får Jimmy til at tro at han har vundet konkurrencen, og en misforståelse gør at han rent faktisk får den store præmie udbetalt og tilbudt et job som idemand. Men sandheden kommer frem: vinderen er endnu ikke fundet. En knust Jimmy bliver fyret og må aflevere gevinsten tilbage (inklusive de gaver han har købt til mor og de fattige naboer). Men da det ser allermest sort ud, når konkurrencejuryen endelig til enighed og annoncerer det vindende slogan: "if you can't sleep, don't blame the coffee - it's the bunk".
At CiJ var skrevet og instrueret af Preston Sturgess var ikke noget jeg bed mærke i. Det var ellers et navn de filmkloge ofte nævnte, men det tog nogle år før det pirrede min nysgerrighed. En dag i 2008 faldt jeg over The Lady Eve (1941) til en rimelig pris og smed den i indkøbskurven. Den blev set i samme gode selskab og var en stor succes. Nu var der ingen vej tilbage: sturgessfilm blev indkøbt fra allehånde verdenshjørner og løbende set.
CiJ viste sig faktisk at være et ganske passende første bekendskab. Den typiske sturgessfilm følger skabelonen med det unge par i problemer, en række forviklinger/misforståelser med masser af slapstick, og til sidst en lykkelig slutning via deux ex machina. En markant undtagelse er The Great Moment (1944), som faktisk fortæller en tragisk historie (men et velvalgt arrangement af kronologien giver en triumferende slutning, der samtidigt forklarer tragedien).
Min favorit er helt klart Unfaithfully Yours (1948) - en yderst elegant fortælling om en berømt dirigent, der fejlagtigt tror hans unge hustro er ham utro. Under en koncert i 3 akter, gennemlever han i fantasien 3 reaktioner på utroskaben: raffineret hævn, storsindet tilgivelse og melodramatisk opgør. After koncerten forsøges disse planer realiseret, men virkeligheden er knap så medgørlig...
Det har været en vidunderlig rejse, men nu er jeg ved vejs ende. Der findes ganske vist yderligere 3 film fra mesterens hånd, men de har vist sig umulige at skaffe og er, for de tos vedkommende, efter sigende langt under vanlig standard.
Så nu må jeg, efter 10 perler, sige farvel til Preston og hans slæng af faste skuespillere.
I bekendtskabskronologisk rækkefølge:
Christmas in July er historien om de fattige forlovede Betty og Jimmy, der drømmer om alt det deres forældre ikke havde. Jimmy deltager i alle tænkelige konkurrencer og regner med at vinde et kaffefirmas slogankonkurrence med det tåkrummende forslag "if you can't sleep, don't blame the coffee - it's the bunk". En practical joke får Jimmy til at tro at han har vundet konkurrencen, og en misforståelse gør at han rent faktisk får den store præmie udbetalt og tilbudt et job som idemand. Men sandheden kommer frem: vinderen er endnu ikke fundet. En knust Jimmy bliver fyret og må aflevere gevinsten tilbage (inklusive de gaver han har købt til mor og de fattige naboer). Men da det ser allermest sort ud, når konkurrencejuryen endelig til enighed og annoncerer det vindende slogan: "if you can't sleep, don't blame the coffee - it's the bunk".
CiJ viste sig faktisk at være et ganske passende første bekendskab. Den typiske sturgessfilm følger skabelonen med det unge par i problemer, en række forviklinger/misforståelser med masser af slapstick, og til sidst en lykkelig slutning via deux ex machina. En markant undtagelse er The Great Moment (1944), som faktisk fortæller en tragisk historie (men et velvalgt arrangement af kronologien giver en triumferende slutning, der samtidigt forklarer tragedien).
Det har været en vidunderlig rejse, men nu er jeg ved vejs ende. Der findes ganske vist yderligere 3 film fra mesterens hånd, men de har vist sig umulige at skaffe og er, for de tos vedkommende, efter sigende langt under vanlig standard.
Så nu må jeg, efter 10 perler, sige farvel til Preston og hans slæng af faste skuespillere.
I bekendtskabskronologisk rækkefølge:
tirsdag den 9. februar 2010
Nuke from orbit
De store blockbusters plejer at være forudsigelige, men Avatar tog forudsigeligheden til nye højder med den fortærskede historie om Den Onde Civilisation kontra De Noble Vilde. Det var en klichélagkage med klichéfyld og klichéglasur, tilsat en stor sjat kliché - skyllet ned med en tre dage gammel klichésmoothie. Billederne havde 3 dimensioner, men persongalleriet var befolket af endimensionelle papfigurer. Samtlige figurer handlede nøjagtigt som forudsagt efter første møde. Og de led præcist den skæbne man forventede. Ingen overraskelser, ikke een eneste twist.
En forudsigelig film med karikerede personer behøver ikke at være dårlig, men Avatar begik yderligere den dødssynd at tage sig selv gravalvorligt - og det slipper man ikke godt fra, hvis man ikke har mere at byde på. Filmen skæmmes også af ucharmerende hovedpersoner og det totale fravær af humor. Et par morsomheder og lidt glimt i øjet - så var kagen gledet lettere ned. Jeg mangler faktisk ord for hvor dårlig en film Avatar er; jeg er rystet over at man bruger så mange ressourcer på at realisere så tynd en historie. Der findes så mange gode historier, og så mange gode fortællere, at det er en hån imod publikum ikke at diske op med noget bedre.
Men Avatar er blevet rost af mange anmeldere, og pengene strømmer ind, så Cameron & co er sluppet afsted med det.
Hvad så med det 3D? Jo, det fungerede faktisk rigtigt godt - især i live action sekvenserne (i de rent computergenerede billeder var effekten ikke så tydelig). Cameron var dog underligt tilbageholdende med at udnytte den ekstra dimension; hele filmen var komponeret med 2D i tankerne. Normalt er det rosværdigt at være tilbageholdende og afstå fra effektjageri, men når filmen ikke har andet, så ville lidt mere ramasjang være velkomment. Men ingen tvivl om at 3D-teknikken er kommet for at blive, og jeg glæder mig til at se den blive brugt i en god film. Sjovt var det også at se underteksterne svæve midt i billedet; flere gange blev de skubbet ud til siden for ikke at ødelægge dybdevirkningen: godt arbejde af tekstholdet.
Overskriften? Det er naturligvis et citat fra en tidligere, og meget bedre, Cameron film. Og det jeg ville have råbt gentagne gange undervejs (MST3K-style), hvis filmen var blevet set under mere private forhold.
tirsdag den 12. januar 2010
The Imaginarium of cand. scient. Lauridsen
Den nye filmår startede for mit vedkommende med 2 roste film.
The Imaginarium of Doctor Parnassus
En gigantisk hestetrukket vogn stopper op midt i nutidens London; vogne åbner sig og åbenbarer den udødelige Dr. Parnassus' mildt sagt anakronistiske tivoliattraktion. Formålet med attraktionen er at lokke gæster til at gå igennem "spejlet" til The Imaginarium; en drømmeverden skabt af Parnassus og delvist styret/påvirket af gæsten. I denne verden bliver man ledt til et valg imellem Parnassus og Mr. Nick - en djævel i Tom Waits skikkelse. I en tidligere handel har Parnassus lovet sin datter bort til Mr. Nick og han er nu kommet for at afslutte handlen. Et nyt væddemål giver dog Parnassus chancen for at vinde sin datter tilbage.
Filmens store problem er The Imaginarium. I et drømmeland er alt naturligvis muligt, men der skal være en form for indre logik hvis jeg skal kunne forholde mig til begivenhederne. Det nævnes at der aldrig må være mere end een person derinde, men i det meste af filmen render adskillige mennesker rundt derinde - tilsyneladende uden negative konsekvenser. Jeg har også svært ved at se forskel på de "rigtige" og "forkerte" valg. Faktisk er det til tider svært at se at der overhovedet er et valg. Den ene mands fri fabuleren, er den anden mands nonsens.
Mr. Nicks handlinger er uforståelige. Hvorfor tilbyder han et væddemål når han allerede har hævd på gevinsten? Han kan jo ikke vinde noget. Hvorfor pudser han svindleren Tony (Heath Ledger) på Dr. Parnassus? Uden hans tricks ville doktoren ikke have haft en chance i væddemålet. Og hvem vandt i grunden? Og hvordan? Den eneste jeg med sikkerhed kan sige er jeg ikke kan se forskel på Heath Ledger, Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell.
Naturligvis kan man bare læne sig tilbage og nyde billederne, men så fantastiske er de nu heller ikke. Dog passer deres stil ganske glimrende til Øst for Paradis' sale.
Sherlock Holmes
Filmens markedsføring og tanken om Sherlock Holmes spillet af Robert Downey Jr. havde egentlig afskrækket mig fra at se den, men jeg blev nødet. Heldigvis var filmen bedre end forventet (omend jeg småkedede mig undervejs) og Downey leverer en ganske habil og karismatisk Holmes. En moderne Holmes der naturligvis hverken ryger, tager stoffer eller går med hat. En Holmes der håndterer sin violin som en guitar. I fraværet af narkotika er Holmes skildret som en adrenalinjunkie, og det virker faktisk rigtigt godt.
Filmens plot er der ikke det store i, men det fungerer. Dog trækker det kraftigt ned at filmen så åbenlyst lægger op til en toer.
Det victorianske London er i stor stil genskabt elektronisk og det virker ikke særligt overbevisende i mine øjne, uden at jeg kan sætte finger på hvorfor. Måske den arkitektoniske udgave af the uncanny valley? Filmen skal dog roses for at have en scene indspillet på Brompton Cemetery - min yndlingskirkegård.
The Imaginarium of Doctor Parnassus
Filmens store problem er The Imaginarium. I et drømmeland er alt naturligvis muligt, men der skal være en form for indre logik hvis jeg skal kunne forholde mig til begivenhederne. Det nævnes at der aldrig må være mere end een person derinde, men i det meste af filmen render adskillige mennesker rundt derinde - tilsyneladende uden negative konsekvenser. Jeg har også svært ved at se forskel på de "rigtige" og "forkerte" valg. Faktisk er det til tider svært at se at der overhovedet er et valg. Den ene mands fri fabuleren, er den anden mands nonsens.
Mr. Nicks handlinger er uforståelige. Hvorfor tilbyder han et væddemål når han allerede har hævd på gevinsten? Han kan jo ikke vinde noget. Hvorfor pudser han svindleren Tony (Heath Ledger) på Dr. Parnassus? Uden hans tricks ville doktoren ikke have haft en chance i væddemålet. Og hvem vandt i grunden? Og hvordan? Den eneste jeg med sikkerhed kan sige er jeg ikke kan se forskel på Heath Ledger, Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell.
Naturligvis kan man bare læne sig tilbage og nyde billederne, men så fantastiske er de nu heller ikke. Dog passer deres stil ganske glimrende til Øst for Paradis' sale.
Sherlock Holmes
Filmens plot er der ikke det store i, men det fungerer. Dog trækker det kraftigt ned at filmen så åbenlyst lægger op til en toer.
Det victorianske London er i stor stil genskabt elektronisk og det virker ikke særligt overbevisende i mine øjne, uden at jeg kan sætte finger på hvorfor. Måske den arkitektoniske udgave af the uncanny valley? Filmen skal dog roses for at have en scene indspillet på Brompton Cemetery - min yndlingskirkegård.
torsdag den 17. december 2009
Uden format
Ved fjernsynets introduktion valgte man det gængse academyformat (1,33:1 eller 4:3) for det nye medies dimensioner. Et naturligt valg, da samtlige film blev indspillet i dette format. Man havde sikkert også valgt filmens 24 billeder per sekund hvis det havde kunnet lade sig gøre, men på det punkt var man bundet af vekselstrømmens 50 eller 60 Hertz. Med lidt hokus-pokus eller en smule hurtigere bevægelser lod det problem sig løse.
Alt var godt.
Med tiden blev fjernsynet så populært at filmfolket følte sig truet, og de besluttede sig for at øge afstanden til fjernsynet - at brande sig som det hedder på handelsskoledansk. Løsningen blev at gøre billedet bredere. To nye formater vandt frem: standard widescreen på 1,85:1 og cinemascope på 2,35:1. Ikke alle var begejstrede for de nye tider - Fritz Lang udtalte i Godardfilmen Le mépris at Cinemascope kun var godt til fotografering af slanger og begravelser - men fremskridtet lod sig ikke stoppe. Heldigvis.
Tvfolkene var ligeglade. De fortsatte med at vise film i 4:3 - man skar siderne af billederne eller panorerede fra side til side, eller pressede billederne så skuespillerinderne blev endnu tyndere end de var i forvejen. Det var rædselsfuldt, men de fleste seere var bedøvende ligeglade. Var man bare en lille smule filminteresseret var der dog ingen vej udenom: film skulle ses i biografen.
Men langsomt tog en protestbevægelse form. Instruktører lagde sag an mod tvstationer, der maltrakterede deres værket, og filmentutiaster efterspurgte VHS og Laserdisc udgaver i letterbox. Og stationerne lyttede! Det var en sej kamp, men ved årtusindeskiftet var det utænkeligt at en stor kanal ville sende en maltrakteret film. Vi havde vundet og den gemene hob var nu tvunget til at se film med sorte striber.
Alt var godt.
Så dukkede 16:9 fjernsynet op. En ny teknologi med nye muligheder for at ødelægge billeder. De nye husaltre var udstyrede med alskens faciliteter til at slippe af med disse satans sorte striber. De kunne zoome ind (med bortfald af top og bund) eller de kunne strække billedet, så tvskuespillerinderne nu var ligeså tykke som normale mennesker. Og folket tog imod det med kyshånd. Der var ingen grænser for hvad man kunne blive udsat for af billedforvrængninger i private hjem, i elektronikforretninger og i det offentlige rum. At se et korrekt billede var nærmest en sensation.
Efterhånden begyndte tvstationerne at producere alt i 16:9 og 16:9 folket var glade. Men ikke alle tilhører 16:9 folket...
Mit hverdagstv er et 32" 4:3 billedrørstv, indkøbt til mit kollegieværelse i 1995. Det fungerer fortsat upåklageligt, og jeg nægter naturligvis at skifte det ud (især da jeg endnu ikke har set en fladskærm med et bedre billede). Signalet får jeg i 4:3 fra en digital tunerbox, der også fodrer en HD/DVD-optager. Ifm. skiftet til digitalt tv har DR lanceret en ny kanal, DR K, der skal vise smalle, kulturelle programmer (var det ikke det DR2 skulle?). Kanalens første mandagsfilm var Marcel Carnés mesterværk Les enfants du paradis - naturligvis et must for samlingen. Men DR K er en moderne tvkanal, der sendet alt i 16:9. Også en film fra 1945 optaget, som alle andre film fra den tid, i 4:3. Så DR K udsender et 16:9 billede med sorte striber i højre og venstre side. Min tunerbox, der jo skal lave et 4:3 signal til mit tv, tilføjer så sorte striber i top og bund. Slutresultatet bliver således et 4:3 billede som på en 4:3 skærm vises med en bred sørgerand. At brænde DVDen og se filmen på min 16:9 væg er heller ikke en løsning; det giver bare en sørgerand med ekstra brede sidestriber.
Det er fulstændig hul i hovedet! Kanalen sendes digitalt, dvs. at signalet indeholder information om billedformatet. Var filmen blevet sendt i 4:3 ville 4:3 folket få helfyldt skærm og slippe for sørgeranden.16:9 folket ville se et billede i fuld højde med striber i siderne - præcist det samme som ved et 16:9 signal. Mange vinder og ingen taber. Men nej, DR K er en moderne kanal og sådan een sender i 16:9, og så op i røven med resultatet.
Det er sådan en indstilling jeg forventer fra skodkanaler som TV3 og Kanal 4, men fra en licensbetalt kanal? En kanal hvis hele eksistensberettigelse er det smalle og det kulturelle? Hvis ikke DR K fokuserer på kvalitet og faglig stolthed, hvem gør så? Der er ingen undskyldning for det her. Ingen.
Men det er naturligvis svært at forblive vred på en kanal der allerede har sendt L'année dernière à Marienbad 5 gange.
Alt var godt.
Med tiden blev fjernsynet så populært at filmfolket følte sig truet, og de besluttede sig for at øge afstanden til fjernsynet - at brande sig som det hedder på handelsskoledansk. Løsningen blev at gøre billedet bredere. To nye formater vandt frem: standard widescreen på 1,85:1 og cinemascope på 2,35:1. Ikke alle var begejstrede for de nye tider - Fritz Lang udtalte i Godardfilmen Le mépris at Cinemascope kun var godt til fotografering af slanger og begravelser - men fremskridtet lod sig ikke stoppe. Heldigvis.
Tvfolkene var ligeglade. De fortsatte med at vise film i 4:3 - man skar siderne af billederne eller panorerede fra side til side, eller pressede billederne så skuespillerinderne blev endnu tyndere end de var i forvejen. Det var rædselsfuldt, men de fleste seere var bedøvende ligeglade. Var man bare en lille smule filminteresseret var der dog ingen vej udenom: film skulle ses i biografen.
Men langsomt tog en protestbevægelse form. Instruktører lagde sag an mod tvstationer, der maltrakterede deres værket, og filmentutiaster efterspurgte VHS og Laserdisc udgaver i letterbox. Og stationerne lyttede! Det var en sej kamp, men ved årtusindeskiftet var det utænkeligt at en stor kanal ville sende en maltrakteret film. Vi havde vundet og den gemene hob var nu tvunget til at se film med sorte striber.
Alt var godt.
Så dukkede 16:9 fjernsynet op. En ny teknologi med nye muligheder for at ødelægge billeder. De nye husaltre var udstyrede med alskens faciliteter til at slippe af med disse satans sorte striber. De kunne zoome ind (med bortfald af top og bund) eller de kunne strække billedet, så tvskuespillerinderne nu var ligeså tykke som normale mennesker. Og folket tog imod det med kyshånd. Der var ingen grænser for hvad man kunne blive udsat for af billedforvrængninger i private hjem, i elektronikforretninger og i det offentlige rum. At se et korrekt billede var nærmest en sensation.
Efterhånden begyndte tvstationerne at producere alt i 16:9 og 16:9 folket var glade. Men ikke alle tilhører 16:9 folket...
Det er fulstændig hul i hovedet! Kanalen sendes digitalt, dvs. at signalet indeholder information om billedformatet. Var filmen blevet sendt i 4:3 ville 4:3 folket få helfyldt skærm og slippe for sørgeranden.16:9 folket ville se et billede i fuld højde med striber i siderne - præcist det samme som ved et 16:9 signal. Mange vinder og ingen taber. Men nej, DR K er en moderne kanal og sådan een sender i 16:9, og så op i røven med resultatet.
Det er sådan en indstilling jeg forventer fra skodkanaler som TV3 og Kanal 4, men fra en licensbetalt kanal? En kanal hvis hele eksistensberettigelse er det smalle og det kulturelle? Hvis ikke DR K fokuserer på kvalitet og faglig stolthed, hvem gør så? Der er ingen undskyldning for det her. Ingen.
Men det er naturligvis svært at forblive vred på en kanal der allerede har sendt L'année dernière à Marienbad 5 gange.
onsdag den 11. november 2009
Ze children of ze night, zey make such vonderful music
Jeg er naturligvis uenig, ikke fordi jeg synes originalen er dårlig (jeg kan knapt nok huske den, og dens billeder er i mit mentale fotoalbum blevet rodet sammen med Dreyers Vampyr), men fordi Herzog har noget Murnau ikke havde: LYD. Lydsiden er fyldt med stemningsmættet musik, der passer perfekt til de ligeså stemningsmættede billeder. Plot og handling glider i baggrunden og stemningen tager over; Nosferatu er mere musikvideo end spillefilm - og det mener jeg positivt. Med tiden er den blevet en af mine yndligsfilm (jeg har den 3 gange på DVD), en af disse film jeg altid er parat til at gense, parat til at synke ned i stemningen.
Klaus Kinski er (naturligvis) formidabel som Dracula. Han formår at give sin figur en ensomhed og træthed, så man nærmest har sympati for udyret mens han myrder løs og sender sine pestbefængte rotter mod civilisation. Han fremstår mere som offer end som skurk.
Smagsprøve: to minutter med lyd og billede, men jeg vil nu anbefale at man venter, og ser hele filmen.
Uventet tema: filmens første blodsugning finder sted under den første middag på Draculas slot. Den unge Harker (Bruno Ganz - kendt som Hitler og engel) skærer sig i fingeren, og Dracula tilbyder straks at suge blodet væk. Dagen efter mit seneste møde med Nosferatu stod programmet på Og Gud skabte kvinden - i den var det en purung Brigitte Bardot der skar sig, og en aldrende libertiner der ikke tøvede med at sutte på hendes finger.
Misundelse: Roger Vadim var manden der opdagede, i alle ordets tænkelige betydninger, Brigitte Bardot, Catherine Deneuve og Jane Fonda. Han kan ikke klage.
onsdag den 21. oktober 2009
Folket, og kun folket
- kollektivets effektive arbejdsform
- kirkens snyltere blive afsløret i deres bedrag af folket
- egnens første moderne landbrugsmaskine (en mælkecentrifuge)
- hvordan individuel griskhed er tæt på at sabotere fremtiden
- et besøg på det futuristiske statslandbrug
- kollektivets første tyr blive fejret med et ægte kobryllup
- de kontrarevolutionære kulakkers sabotageforsøg
- byens arbejdere bruge deres ferie på at opføre en staldbyging i solidaritet med bønderne (altsammen naturligvis helt frivilligt)
- bønderne overtrumfe bureaukratiet
- TRAKTORENS komme
- millioner af bønder lide sultedøden under tvangskollektiviseringen
- deportationer af potentiel farlige etniske grupper
- vilkårlige fængslinger og henrettelser af påståede kulaksympatisører
søndag den 18. oktober 2009
No jews were harmed in the making of this picture
Jeg har uhyre nemt ved at identificere mig med den uheldige Larry Gopnik og filmen bliver derfor en ubehagelig oplevelse. Der hele vejen igennem en stemning af gru, af at det kun kan blive værre og at ingen er på Larrys side. Samtidigt forstår han mindre og mindre af den verden han lever i. Resultatet er et rendyrket mareridt, som ingen gyser kan leve op til.
Som altid i en film fra d'herrer Coen er der masser af grotesk humor. Desværre forhindrer filmens ubehagelige stemning mig i at nyde humoren. Uden tvivl vil et senere gensyn - hvor jeg har affundet mig med Larrys skæbne - rette op på dette.
Det nok mest kuriøse indslag er åbningssekvensen i academyformat og i yiddish (som jeg først tog for hollywoodtysk). Jeg har ikke kunnet gennemskue relevansen til resten af filmen, og tvivler på at der er en. På et tidspunkt var der en mikrofon i billedet, når den slags sker er det normalt en operatørfejl, men det passer dårligt med resten af forestillingen. Men meget overraskende at de perfektionistiske Coens har ladet det passere.
Indlægstitlen? Det var hvad rulleteksterne proklamerede efter publikum var gået hjem.
Update: jeg har kunnet konstatere at jeg står ret alene med min følelse af gru. Mine medmennesker har ingen problemer med at more sig over den stakkels Larry Gopnik. Det vælger jeg at tolke sådan at mine medmennesker er totalt blottede for medfølelse og empati.
Abonner på:
Opslag (Atom)
