The Imaginarium of cand. scient. Lauridsen

Den nye filmår startede for mit vedkommende med 2 roste film.

The Imaginarium of Doctor Parnassus

En gigantisk hestetrukket vogn stopper op midt i nutidens London; vogne åbner sig og åbenbarer den udødelige Dr. Parnassus' mildt sagt anakronistiske tivoliattraktion. Formålet med attraktionen er at lokke gæster til at gå igennem "spejlet" til The Imaginarium; en drømmeverden skabt af Parnassus og delvist styret/påvirket af gæsten. I denne verden bliver man ledt til et valg imellem Parnassus og Mr. Nick - en djævel i Tom Waits skikkelse. I en tidligere handel har Parnassus lovet sin datter bort til Mr. Nick og han er nu kommet for at afslutte handlen. Et nyt væddemål giver dog Parnassus chancen for at vinde sin datter tilbage.

Filmens store problem er The Imaginarium. I et drømmeland er alt naturligvis muligt, men der skal være en form for indre logik hvis jeg skal kunne forholde mig til begivenhederne. Det nævnes at der aldrig må være mere end een person derinde, men i det meste af filmen render adskillige mennesker rundt derinde - tilsyneladende uden negative konsekvenser. Jeg har også svært ved at se forskel på de "rigtige" og "forkerte" valg. Faktisk er det til tider svært at se at der overhovedet er et valg. Den ene mands fri fabuleren, er den anden mands nonsens.

Mr. Nicks handlinger er uforståelige. Hvorfor tilbyder han et væddemål når han allerede har hævd på gevinsten? Han kan jo ikke vinde noget. Hvorfor pudser han svindleren Tony (Heath Ledger) på Dr. Parnassus? Uden hans tricks ville doktoren ikke have haft en chance i væddemålet. Og hvem vandt i grunden? Og hvordan? Den eneste jeg med sikkerhed kan sige er jeg ikke kan se forskel på Heath Ledger, Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell.

Naturligvis kan man bare læne sig tilbage og nyde billederne, men så fantastiske er de nu heller ikke. Dog passer deres stil ganske glimrende til Øst for Paradis' sale.

Sherlock Holmes

Filmens markedsføring og tanken om Sherlock Holmes spillet af Robert Downey Jr. havde egentlig afskrækket mig fra at se den, men jeg blev nødet. Heldigvis var filmen bedre end forventet (omend jeg småkedede mig undervejs) og Downey leverer en ganske habil og karismatisk Holmes. En moderne Holmes der naturligvis hverken ryger, tager stoffer eller går med hat. En Holmes der håndterer sin violin som en guitar. I fraværet af narkotika er Holmes skildret som en adrenalinjunkie, og det virker faktisk rigtigt godt.

Filmens plot er der ikke det store i, men det fungerer. Dog trækker det kraftigt ned at filmen så åbenlyst lægger op til en toer.

Det victorianske London er i stor stil genskabt elektronisk og det virker ikke særligt overbevisende i mine øjne, uden at jeg kan sætte finger på hvorfor. Måske den arkitektoniske udgave af the uncanny valley? Filmen skal dog roses for at have en scene indspillet på Brompton Cemetery - min yndlingskirkegård.

Snydt for Paradis

Da jeg flyttede til Århus var der, foruden den fantastiske Århus Studenternes Filmklub, 4 biografer: Biografen (nu Cinecity), Palads (Metropol), Folketeatret (Netto i Jægergårdsgade) og de smalle films oase: Øst for Paradis. På et tidspunkt blev de 3 første samlet under Nordisk Films Biografer, og Palads, med dens placering på det fashionable Trøjborg, blev koncernens århusianske artcinema. I praksis betød det at Palads overtog de mest givtige af ØfPs film og kun sendte dem videre når tilskuerpotentialet var udtømt. Nordisk Film kunne gøre dette, da selskabet er en mastodont på den danske biografmarked; hvis de vil have en film først, så får de det.

Sådanne svinestreger kunne jeg naturligvis ikke sidde overhørigt, så jeg besluttede mig for at vente med at se de nye film indtil de var nået til Øst for Paradis. Første test af denne strategi var O Brother, Where Art Thou?.

Da den langt om længe blev taget af plakaten i Palads og fik sin paradispremiere så mit projekt ud til at lykkedes. Jeg havde vist min foragt for storkapitalen og var klar til at støtte de uafhængige idealister.

Men jeg havde ikke taget højde for selvsamme idealisters talent for at skyde sig selv i foden: O Brother var kun på plakaten i 14 dage med een daglig forevisning. Een daglig matineforevisning! Filmen blev vist midt i arbejdstiden! Weekenden var heller ikke til nogen hjælp; det var december og familierne kaldte.

Filmen blev taget af uden at jeg havde støttet Øst for Paradis, og, hvad der var værre, uden at jeg havde set den. Det var en fortvivelsens tid.

Nogle måneder efter var filmen nået helt ud på Lars Tyndskids mark, så jeg måtte drage til Galten. Derude havde man en fin lille biograf, med et lavthængede lærred foran nogle tribuneagtige sæder på et horisontalt gulv. Jeg holder meget af den type biografsale da man kan sætte sig på første række (oceaner af benplads) og have et perfekt udsyn til hele lærredet. Uden at få hold i nakken. Billetten var også markant billigere end normen i Århus.

En lykkelig slutning, men siden da har jeg været forsigtig med at give den som bevidst forbruger.