C'est arrivé près de chez vous

Det er længe siden jeg har set noget godt fransk art cinema, men heldigvis er internettet nu kommet mig til hjælp:



Paw de Deux er, ikke overraskende, en to'er. Mod sædvane finder jeg den faktisk mere vellykket end den første film, som dog også er værd at se.

Merry. Bloody. Christmas.

For første gang i et årti er al min julepynt (3 stk) blevet hængt op, Nørlunds juleplade er undladt indkøbt og Sufjan Stevens juleboxset er skjult et sikkert sted. Så alt er klart til årets juleindslag med mit store idol og forbillede:



Julen er jo også gentagelsernes tid.

Episode III½: The Python Menance

I weekenden kom jeg ved et uheld til at gå ind i Ridehuset, uden tvivl lokket af skiltene om fri entree. Indenfor huserede Nybyggerne - en slags performance-art amatøraften. Det er den slags der får min indre rindalist frem.

Heldigvis findes der også geniale hjemmeproduktioner. Jeg har tidligere jublet over den fremragende Buffy vs Edward, og nu har vi Darth Vader kontra Kong Arthur fra The Holy Grail:



En klassiker i denne subgenre er naturligvis Camelot sunget og danset af den originale Star Trek besætning:



Jeg har, bortset fra nogle morrisdansende Daleks, ikke kunnet finde tilsvarende materiale med Doctor Who. Ikke overraskende - intet tænkende menneske fucker med doktoren. Men som en lille litterær bonus har jeg fundet dette crossover mellem Lord of the Rings og Jeeves and Woosters.

Min berømmelse når nye højder

Nysgerrig efter hvordan det gik med at nå de ventede 10.000 views inden månedens udgang, måtte jeg lige ind og tjekke. Til min store overraskelse havde min kanal ikke bare nået 10.000 - den var stormet forbi 11.000, og en ellers ignoreret video havde pludselig fået over 1000 views.

Youtubes Insight-feature afslørede at alle de ekstra views var kommet ind via et link på guardian.co.uk - det engelske svar på Politiken. Som søgemongol er det ikke lykkedes mig at finde selve artiklen, så det er overladt til min egen fantasi at placere linket i en kontekst...

Update (25/10): mine youtubeskills er blevet en smule bedre og jeg har fundet linket. Videoen er blevet brugt ifm. med en fodboldreportage. Jeg fatter simultant mindre og mere.

Et stille jubilæum + festuge

Med mit codyindlæg (stadigvæk ingen billeder fra VoxHall) rundede denne blog 50 indlæg (hip hip). Og flere indlæg kunne tænkes at dukke op (hip hip?).

Ved udgangen af måneden runder min youtubekanal 10.000 views (hip hip). Og der er allerede faldet 13 kommentarer.

I landets bedste og mest aktuelle kulturblog, skal der naturligvis også være noget om Festugen. Ikke at jeg har været særlig aktiv i min festugeoplevelse, men det skal ikke holde mig tilbage.

På plakatfronten var årets festuge en klar fuser; 2009-plakaten var iøjnefaldende, sjov og fyldt med detaljer, mens 2010 udgaven var både grim og kedelig.

Heldigvis kan disse ord ikke genbruges omkring indholdet. Skoven på Store Torv var en sjov ide, der gav liv og skabte et centrum for festugen (at skoven falmede kraftigt og sikkert var en stor urinmagnet, kan jeg sagtens overse).

Et andet stort plus var afløseren for Univers - Smuk Fest Scenen på Bispetorv. En stor scene med gratis musik midt i byen. Herligt. Desværre vil agorafoberne fra S og SF bebygge pladsen med noget glas og stål, så århusianerne slipper for at se på deres domkirke og teater. Når det sker er det slut med store scener til festugen.

Jeg nåede på Bispetorv 3 gange i løbet af ugen. Først til åbningen med dukkebarnet Tina Dickow, der leverede et alt for stille og langsomt solosæt. Det hjælp ikke at hun flere gange stoppede op i sangene for at fortælle, og at hun til slut blev akkompagneret af et vokalensemble (jeg er allergisk overfor denne renskurede lallegladhed).

Næste levende billede var det nepalesiske punkband Rai Ko Ris, som viste sig at være en duo bestående af en ung nepalesisk pige og en betydeligt ældre vesterlandsk mand (jeg har en teori om hvordan det band er opstået). De spillede punk lige ud af landevejen, afbrudt af konspirationsteorier om hvordan jøderne undertrykker de nepalesiske bønder. God underholdning.

Sidste oplevelse var supercharmerende Marie Frank, der havde luret den første stavelse i festugen og diskede op med sange fra hendes helt nye plade. Det var en dejlig oplevelse med store smil over hele torvet. Et kritikpunkt imod det gamle Univers var at folk som Marie Frank havde spillet der alt for ofte. Men hvordan kan en så sød og underholdende sangerinde kigge forbi for ofte? Det kan slet ikke lade sig gøre. Mere Frank, tak.

Tidløs II og digrør

Ifm. januars Navnløs vs Tid og Sted koncert på VoxHall gav Nørlund også et lille interview, som kan ses i youtubevideoen nedenfor. Han er bl.a. inde på det der med at den første plade af nogle altid anses for den bedste. Jeg er en af dem, måske ikke altid med den første som favorit, men med en tydelig præference for mine bands tidlige plader. Det er der gode psykologiske grunde til, men da de ikke er særligt flatterende, vil jeg ikke komme ind på dem her. Nørlund afslører i interviewet at han ikke havde hørt Navnløs i 10 år, inden forberedelserne til koncertene startede. Det er ikke overraskende - det er ganske udbredt blandt musikere aldrig at høre eget materiale - men det er nu et sjovt fænomen. Jeg har det iøvrigt på samme måde: jeg har svært ved at læse de ting jeg selv har skrevet.

Apropos youtube, på det seneste har en bekymring spredt sig i mit sind. Tvivlen har naget mig og jeg har ligget søvnløs: er der nu videoer nok på youtube? Er vi ved at løbe tør? Som den handlingens mand jeg er, er jeg derfor gået i gang med at lægge små perleklip op. Indtil videre er det blevet til en håndfuld klip med Alexei Sayle, bl.a. med den fantastiske Bobby Chariot. Se dem her, giv dem 5 stjerner og skriv lange kommentarer om hvilket fantastisk menneske, der sådan har beriget youtube.