Flad fredag

Nikolaj Nørlund, Musikcafeen 11/2 2011

Seneste nørlundoptræden i Århus daterer sig helt tilbage til juli, så det var oplagt at lufte ebilletkortet denne råkolde februarfredag. Ganske vist anede entrepigen ikke hvad et ebilletkort var, men ind kom jeg da. Indenfor var der 3 borde med tilhørende stole - alle optaget af endnu mere uncool end jeg. Jeg fandt dog en krog med interimistiske siddepladser, hvor jeg kunne afvente koncertstarten "mellem 20.30 & 21.00".

21.10 gik opvarmningen - Our Broken Garden - i gang. Fra min plads kunne jeg ikke se scenen, men bedømt på stemmen og andre hankønsvæseners reaktion, antager jeg at det var et enmandsband bestående af en ung, køn og blond pige (muligvis snød jeg og smugkiggede rundt om den blokerende søjle). Når kønne unge piger med smukke stemmer laver musik på egen hånd bliver det som regel pænt og kedeligt. Our Broken Garden var ingen undtagelse - det var mere vuggevise end opvarmning.

Helt traditionelt varede "opvarmningen" en halv time, med yderligere en halv time før hovednavnet indtog scenen. En koncertstart 22.15, hvilket sikkert er fint hvis koncerten er første trin i en bytur, men for dette mere modne publikum, giver det problemer med at komme med offentlig transport hjem til forstadsvillaerne. Da vi nærmede os midnat var der også tyndet gevaldigt ud blandt gæsterne. Her savner jeg lidt respekt for publikum fra arrangør og musikere. Der er ingen grund til at opvarmningen venter til alle er kommet, med at gå på.

Nørlund på Musikcafeen betyder stemme og guitar - ikke andet. Der blev åbnet med Think of Me Naked fra den første Rhonda Harris plade. Et godt valg og samtidig et signal om at aftenen ville byde på en rejse rundt i hele bagkataloget; fri for de lænker et band, og de forventninger en nye plade, giver en koncert. Lidt overraskende var solodebutpladen Navnløs aftenens bedst repræsenterede, mens den ellers så livevenlige Tændstik slet ikke fik spilletid.

Nørlund var i godt lune og opfordrede gentagne gange til requests. Om han rent faktisk lyttede til dem er svært sige; med så mange sangtitler slynget ud, er der garanti for at flere ville være sange han ville spille alligevel. Faktum er at 25 år atter en gang forblev uspillet.

Størst resonans med publikum fik Syner fra Andersens drømme - nu må han altså snart se at få den sang indspillet med egen stemme. Eller udgive en liveplade. Nørlund spillede 3 sange fra Kom med et bud, og alle 3 fungerede bedre live end på flac. Til ekstranumrene, som i realiteten var et ekstra sæt, lagde Nørlund ud med 3 "navnløse" sange på klaver. Godt, men nok lidt for langsomt til det efterhånden fremskredne tidspunkt.

Stærke sange fremført i 100 minutter med indlevelse og engagement på et fyldt spillested med fremragende lyd - det kan da kun blive en 6/6-koncert i Gaffaterminologi? Det burde det have været, men publikum forhindrede det. Mere specifikt to grupper a 3 personer. Den ene gruppe var sanseløst påvirkede af et, eller flere, rusmidler og burde aldrig være blevet lukket ind. Den anden gruppe vekslede mellem knævren med kraftig stemmeføring og højlydte "sshhhhh" i flæng. På et lille sted som Musikcafeen er det svært at skabe sikkerhedsafstand til den slags tåber, så jeg "lod" mig genere (som om man har et valg). Ved slutningen var den ene gruppe gået død, og den anden skræmt væk, men meget af magien var tabt.

Fredag er og bliver ugens værste koncertdag.

Mit bud

Kom med et bud, Nikolaj Nørlund (digital EP/2011)

Musikeren Nikolaj Nørlund har det held at være i stald hos Auditorium, hvor bossen Nikolaj Nørlund altid er åben for hans ideer. Den seneste var at indspille en EP (18 minutter) med 6 kendte danske sange, og så sælge den digitalt for en tyver. Min kopi fulgte gratis med købet af koncertbillet til Musikcafeen.

Produktionen er simpel: Nørlund, guitar, mikrofon. Så kører vi. Der åbnes uden overbevisning med Smilende Susie - det er som om Nørlund selv ikke helt kan tro at han synger noget så corny. Synd, for det er da en sød sang.

Rør ved mig skriger efter patos, men synges afdæmpet. Hvorfor forstår man under Slendre gennem regn, der forsøges sunget med al den patos Rør ved mig manglede. Desværre overbeviser Nørlunds ellers fine stemme slet ikke i den rolle, og sangen falder til jorden. Åh, babe, kom med et bud kan jeg slet ikke forholde mig til - det er en sang jeg forbinder med gæster på et morgenværtshus, der vælger Himmelhunden i jukeboxen og har "trunte" i deres aktive ordforråd.

Uventet kommer derfor Ensomhedens gade #9, hvor man for første gang mærker at Nørlund har noget på hjertet, at teksten siger ham, og derfor også lytteren, noget. Det er indfølt og bevægende - denne EPs eksistensberettigelse. Som dessert får vi To lys på et bord anrettet så charmerende at smilet ikke længere lader sig undertrykke.

Note: på nær Smilende Susie har jeg i samtlige titler afveget fra Nørlunds stavemåde. Jeg nægter at bruge stort begyndelsesbogstav i samtlige ord i en dansk title; det er en uskik lånt fra engelsk og er ganske enkelt fucking noller. Jeg Har Talt.

Terrible Canyons of Static

Godspeed You! Black Emperor, Troxy East London, 14/12 2010

The skyline was beautiful on fire
All twisted metal stretching upwards
Everything washed in a thin orange haze

Det er kutyme at avisernes kulturskribenter, når de en sjælden gang forlader hovedstadsområdet, indleder deres anmeldelser med en rejseskildring. Den tradition skal jeg naturligvis ikke rokke ved.

GYBE havde holdt pause siden 2003 og vi var mange der havde afskrevet dem. Derfor var der ingen tøven da jeg hørte de ville optræde ved den legendariske festival All Tomorrow's Parties, efterfulgt af en kort UK-turne; det måtte jeg ubetinget være en del af. Så psyched har jeg været, at dette er mit 4. indlæg i den anledning.

Så mandag 13/12 befandt jeg mig i luften over Themsen, ombord en buttet Lufthansa AVRO RJ85, på vej mod London City Airport. To fluer med et smæk. Et hurtigt smugkig ind af panoramavinduerne i de dyre lejligheder i Docklands, en stump asfalt midt i floden og så var vi nede. Op på bremserne, et hurtigt sving til venstre: velkommen til London. For foden af trappen var luften fuld af jetfuel (ren jobnostalgi) og der var smuk udsigt til skyskraberne i Canary Wharf. Hurtigt gennem den lille lufthavn og jeg var i Docklands Light Rail på vej mod Earl's Court via vertigotrapperne i Monument og District Line. Nu mangler jeg kun Luton i at have været igennem alle 5 London lufthavne.

Efter en hyggelig dag i byen uden vinter med den obligatoriske tour af Forbidden Planet, befandt jeg mig i en beskeden (for nu at være høflig) del af London kort før den annoncerede åbning af dørene. Foran spillestedet stod der kø hen langs fortovet og rundt om bygningen. Det viste sig at være køen til balkonpladserne - ståpladserne var en kø rundt om det andet hjørne. Det ville man aldrig se i Danmark; ikke alene har vi det svært med at organisere køer, de fleste koncertgængere kommer også først dryssende lang tid efter officiel koncertstart (som tvinger bandsne til at starte senere og en ond cirkel er startet).

Troxy er en sjov blanding af traditionel britisk stil - tykt gulvtæppe på trægulv, smalle snørklede gange og malet træ overalt - med art deco dekorationer. I mine øjne en ganske vellykket kombination, der bare virker rigtig til en koncert i England. Salen virker enorm, en effekt der understreges af den store lavthængende balkon og jeg tvivler på at man til koncerter sælger den fuldt ud. Jeg ville nødigt stå bagerst og forsøge at se den relativt lave scene. Foran scene er der en sænket halvcirkel, i cirka 3/4 VoxHall-størrelse, og det var naturligvis der alle os tidligt ankomne slog lejr.

I den forbindelse vil jeg da godt slå på tromme for tykke gulvtæpper på danske koncertsteder - det gør ventetid siddende på gulvet noget mere behagelig.

Ventetiden var dog ikke lang inden opvarmningen gik på. En ung trio der kaldte sig Death Rat Orchestra (en reference til The Grim Squaker?). Lange skæg, murerkasketter og ølmaver - det lignede en første maj anno 1978. Med det supertrendy look kunne man have bange anelser, men de spillede en slags folk-inspireret godspeed/neubauten. Til at starte med afgav de en fransk vibe (ordet "bretonsk" blev ved med at cirkulere i mit stakkels hovede), men deres sparsomme lyrik blev afleveret på skreget spansk. De viste sig dog at være englændere.

Synd at de næppe kommer til at opleve videre kommerciel succes, men denne aften fik de chancen for at nå det helt rigtige publikum. Efter en mindeværdig halv time, veg de pladsen for "dåsemusikken".

3 ting slog mig omkring dette londonske koncertpublikum. Ingen hipsterhatte, forhåbentlig et varsel om 2011 i Århus. Markant lavere gennemsnitshøjde - i hele graven var der ikke mere end 2-3 stykker på min højde, så jeg havde et perfekt udsyn til hele scenen. Få af dem var indfødte - det vrimlede med sprog og gebrokne accenter.

Umærkeligt blev musikken afløst af et monotont drone der udviklede sig i over 10 minutter. Det viste sig senere at være en del af koncerten, hvilket de færreste - denne anmelder inklusiv - var klar over.

8 mand talte besætning anno 2010. 2 trommeslagere, en violinist og resten på bas og guitar. Naturligvis blev der flittigt skiftet instrumenter undervejs, alt som musikken krævede det. I forhold til tidligere var bandets fremtoning blevet mere menneskelig; kun Efrim Menuck havde det traditionelle vilde look, og på intet tidspunkt havde mere end 3 gyber ryggen til publikum. Ved flere lejligheder blev der sågar nikket til publikum. Sell outs!

Sophie Trudeau var dog stadig lækker på sådan en uvasket firserchristania måde.

Da GYBE for år tilbage gæstede VoxHall blev koncerten ledsaget af billederne fra en 16mm fremviser. I vore dage er det passé, så her havde man 3 16mm fremvisere anbragt på et bord bag graven. Bandet selv hævder at deres koncerter slet ikke giver mening uden billederne. Så vidt vil jeg ikke gå, men de er klart med til at give en helt speciel oplevelse. Denne aften var jeg især fascineret af en sekvens med smerteligt smukke timelapse-billeder af et olieraffinaderi.

På dette sted burde jeg skrive nogle anmelderagtige ting. Gennemgå setlisten, sammenligne med albumversionerne, analysere de nye kompositioner og hvad de antyder om eventuelt nyt materiale på vej. Men jeg var tabt i musikken, helt væk i denne storslåede oplevelse. I 2 timer og et kvarter blev jeg bombarderet med lyd og billeder, så alle mine ord blev skyllet væk. Jeg var der, en tirsdag aften i London, og der var intet bedre sted at være. Ord er overvurderede.

Jeg blev sluppet fri. Vaklede usikkert til garderoben og videre til stationen.

Og jeg var på rejsen hjem. Hjem for at fylde mig med koncertoptagelser og vende tilbage i ånden.

Videoklip fra koncerten (lyden er ret dårlig, men billedsiden giver et indtryk af hvordan det var):

I said, "Kiss me, you're beautiful..
These truly are the last days"

You grabbed my hand and we fell into it
Like a daydream
Or a fever