Det hele startede 6/11 2005 (i min verden har alt datostempler) da søndagsfilmen på DR2 var komedien
Christmas in July (1940). Den blev optaget og fem måneder senere set i godt selskab med stort bifald.
Christmas in July er historien om de fattige forlovede Betty og Jimmy, der drømmer om alt det deres forældre ikke havde. Jimmy deltager i alle tænkelige konkurrencer og regner med at vinde et kaffefirmas slogankonkurrence med det tåkrummende forslag "if you can't sleep, don't blame the coffee - it's the bunk". En practical joke får Jimmy til at tro at han har vundet konkurrencen, og en misforståelse gør at han rent faktisk får den store præmie udbetalt og tilbudt et job som idemand. Men sandheden kommer frem: vinderen er endnu ikke fundet. En knust Jimmy bliver fyret og må aflevere gevinsten tilbage (inklusive de gaver han har købt til mor og de fattige naboer). Men da det ser allermest sort ud, når konkurrencejuryen endelig til enighed og annoncerer det vindende slogan: "if you can't sleep, don't blame the coffee - it's the bunk".
At
CiJ var skrevet og instrueret af
Preston Sturgess var ikke noget jeg bed mærke i. Det var ellers et navn de filmkloge ofte nævnte, men det tog nogle år før det pirrede min nysgerrighed. En dag i 2008 faldt jeg over
The Lady Eve (1941) til en rimelig pris og smed den i indkøbskurven. Den blev set i samme gode selskab og var en stor succes. Nu var der ingen vej tilbage: sturgessfilm blev indkøbt fra allehånde verdenshjørner og løbende set.
CiJ viste sig faktisk at være et ganske passende første bekendskab. Den typiske sturgessfilm følger skabelonen med det unge par i problemer, en række forviklinger/misforståelser med masser af slapstick, og til sidst en lykkelig slutning via
deux ex machina. En markant undtagelse er
The Great Moment (1944), som faktisk fortæller en tragisk historie (men et velvalgt arrangement af kronologien giver en triumferende slutning, der samtidigt forklarer tragedien).
Min favorit er helt klart
Unfaithfully Yours (1948) - en yderst elegant fortælling om en berømt dirigent, der fejlagtigt tror hans unge hustro er ham utro. Under en koncert i 3 akter, gennemlever han i fantasien 3 reaktioner på utroskaben: raffineret hævn, storsindet tilgivelse og melodramatisk opgør. After koncerten forsøges disse planer realiseret, men virkeligheden er knap så medgørlig...
Det har været en vidunderlig rejse, men nu er jeg ved vejs ende. Der findes ganske vist yderligere 3 film fra mesterens hånd, men de har vist sig umulige at skaffe og er, for de tos vedkommende, efter sigende langt under vanlig standard.
Så nu må jeg, efter 10 perler, sige farvel til Preston og hans slæng af faste skuespillere.
I bekendtskabskronologisk rækkefølge:
