Uden format

Ved fjernsynets introduktion valgte man det gængse academyformat (1,33:1 eller 4:3) for det nye medies dimensioner. Et naturligt valg, da samtlige film blev indspillet i dette format. Man havde sikkert også valgt filmens 24 billeder per sekund hvis det havde kunnet lade sig gøre, men på det punkt var man bundet af vekselstrømmens 50 eller 60 Hertz. Med lidt hokus-pokus eller en smule hurtigere bevægelser lod det problem sig løse.

Alt var godt.

Med tiden blev fjernsynet så populært at filmfolket følte sig truet, og de besluttede sig for at øge afstanden til fjernsynet - at brande sig som det hedder på handelsskoledansk. Løsningen blev at gøre billedet bredere. To nye formater vandt frem: standard widescreen på 1,85:1 og cinemascope på 2,35:1. Ikke alle var begejstrede for de nye tider - Fritz Lang udtalte i Godardfilmen Le mépris at Cinemascope kun var godt til fotografering af slanger og begravelser - men fremskridtet lod sig ikke stoppe. Heldigvis.

Tvfolkene var ligeglade. De fortsatte med at vise film i 4:3 - man skar siderne af billederne eller panorerede fra side til side, eller pressede billederne så skuespillerinderne blev endnu tyndere end de var i forvejen. Det var rædselsfuldt, men de fleste seere var bedøvende ligeglade. Var man bare en lille smule filminteresseret var der dog ingen vej udenom: film skulle ses i biografen.

Men langsomt tog en protestbevægelse form. Instruktører lagde sag an mod tvstationer, der maltrakterede deres værket, og filmentutiaster efterspurgte VHS og Laserdisc udgaver i letterbox. Og stationerne lyttede! Det var en sej kamp, men ved årtusindeskiftet var det utænkeligt at en stor kanal ville sende en maltrakteret film. Vi havde vundet og den gemene hob var nu tvunget til at se film med sorte striber.

Alt var godt.

Så dukkede 16:9 fjernsynet op. En ny teknologi med nye muligheder for at ødelægge billeder. De nye husaltre var udstyrede med alskens faciliteter til at slippe af med disse satans sorte striber. De kunne zoome ind (med bortfald af top og bund) eller de kunne strække billedet, så tvskuespillerinderne nu var ligeså tykke som normale mennesker. Og folket tog imod det med kyshånd. Der var ingen grænser for hvad man kunne blive udsat for af billedforvrængninger i private hjem, i elektronikforretninger og i det offentlige rum. At se et korrekt billede var nærmest en sensation.

Efterhånden begyndte tvstationerne at producere alt i 16:9 og 16:9 folket var glade. Men ikke alle tilhører 16:9 folket...

Mit hverdagstv er et 32" 4:3 billedrørstv, indkøbt til mit kollegieværelse i 1995. Det fungerer fortsat upåklageligt, og jeg nægter naturligvis at skifte det ud (især da jeg endnu ikke har set en fladskærm med et bedre billede). Signalet får jeg i 4:3 fra en digital tunerbox, der også fodrer en HD/DVD-optager. Ifm. skiftet til digitalt tv har DR lanceret en ny kanal, DR K, der skal vise smalle, kulturelle programmer (var det ikke det DR2 skulle?). Kanalens første mandagsfilm var Marcel Carnés mesterværk Les enfants du paradis - naturligvis et must for samlingen. Men DR K er en moderne tvkanal, der sendet alt i 16:9. Også en film fra 1945 optaget, som alle andre film fra den tid, i 4:3. Så DR K udsender et 16:9 billede med sorte striber i højre og venstre side. Min tunerbox, der jo skal lave et 4:3 signal til mit tv, tilføjer så sorte striber i top og bund. Slutresultatet bliver således et 4:3 billede som på en 4:3 skærm vises med en bred sørgerand. At brænde DVDen og se filmen på min 16:9 væg er heller ikke en løsning; det giver bare en sørgerand med ekstra brede sidestriber.

Det er fulstændig hul i hovedet! Kanalen sendes digitalt, dvs. at signalet indeholder information om billedformatet. Var filmen blevet sendt i 4:3 ville 4:3 folket få helfyldt skærm og slippe for sørgeranden.16:9 folket ville se et billede i fuld højde med striber i siderne - præcist det samme som ved et 16:9 signal. Mange vinder og ingen taber. Men nej, DR K er en moderne kanal og sådan een sender i 16:9, og så op i røven med resultatet.

Det er sådan en indstilling jeg forventer fra skodkanaler som TV3 og Kanal 4, men fra en licensbetalt kanal? En kanal hvis hele eksistensberettigelse er det smalle og det kulturelle? Hvis ikke DR K fokuserer på kvalitet og faglig stolthed, hvem gør så? Der er ingen undskyldning for det her. Ingen.

Men det er naturligvis svært at forblive vred på en kanal der allerede har sendt L'année dernière à Marienbad 5 gange.