Om at skyde sig selv i foden

I torsdags var der dansk premiere på The World's End; den nyeste film med makkerparret Simon Pegg and Nick Frost. Der er en film jeg har set frem til længe, men alligevel har jeg ikke været inde og se den.

Og hvorfor har jeg så ikke det? Filmen havde Britisk premiere tilbage i juli – for 4 måneder siden – og den danske premieredato er blevet skubbet tilbage mindst en gang. Så den danske biografpremiere endte med at være bare 11 dage før DVD- og bluraypremieren i UK.

Hos Amazon kunne jeg for £22,58 (200kr), fragt og dansk moms inkluderet, få en boks med The World's End, Hot Fuzz og Shaun of the Dead på bluray. Værdisætter vi de to ekstra film til 50kr/stykket og regner med 80kr for en biografbillet, er boksen faktisk 60kr billigere end en biograftur for to.

Det er et nemt valg. Et er at biograferne bliver presset af pirateri og tvivlsomme downloads, men det er da helt håbløst at de passivt lader sig overhale af officielle og 100% legale kilder.

Måske er det også gået op for biografer og importør. Filmen er overhovedet ikke blevet markedsført og er allerede nede på at køre i bare 3 biografer – heraf 0 i Århus. Men man kan da undre sig over hvad filmen overhovedet skal i danske biografer når det sker så sent og halvhjertet.

Fimbulsommer

Sommeren plejer at være en musikalsk ørkenvandring; varmen får de fleste til at søge udendørs og spillestederne lukker ned.

Men i år, fra juni til august, bydes der på Bonnie 'Prince' Billy, Nick Cave, Godspeed You! Black Emporer og Woven Hand. Et helt fantastisk lineup. Og det endda på 4 forskellige scener. Det bliver en cool sommer.

En anden overraskelse er at lige netop Nick Cave er den af de fantastiske 4 med det mest overbevisende seneste udspil.

Life leaves its abusers

Nyheder kan spredes på de mest forunderlige måder. Lørdag nat, på vej i seng ville jeg lige se om der var kommet nogle interessante liveoptagelser. Og der stod det så, i emnelinien for et Magnolia Electric Co. show, R.I.P. Jason Molina.

Lørdag den 16. marts 2013 var Jason Molina, manden bag Songs: Ohia og Magnolia Electric Co. afgået ved døden, kun 39 år gammel.

Jeg nåede kun at opleve Molina live et par gange. Senest på VoxHall i august 2009, hvor han turnerede med band som opfølgning på mesterværket Josephine. En lille uanselig mand med udstråling som en revisor og et uforligneligt katalog af store sange. Molina virkede ikke vel tilpas på en scene; sky og uden den store kommunikation med publikum. Noget der nok forhindrede hans ellers eminent liveegnede musik i at nå ud til et større publikum.

Derefter var der stille omkring Molina.

I de sidste par år kæmpede han med alkoholismen og dens følgesygdomme. Og for at gøre ondt værre gav sygdommen ham så voldsomme problemer at hans pladeselskab offentligt samlede penge ind til ham.

Men lige lidt hjalp det. For en uge siden gav hans krop op. Det er måske nok meget romantisk og rock'n'roll at dø ung og fattig af druk, men i min optik er det en stor personlig tragedie og et enormt tab for musikken. Jason Molina var langt fra færdig med sin musikalske rejse, og vi kan kun gisne om hvilke perler verden nu aldrig vil opleve.

Molina havde ry for at skrive meget sørgelige tekster. Sådan har jeg nu aldrig opfattet det, men det slår mig nu hvor ofte ordet ghost indgik i hans sange. Og det er han nu – et spøgelse på vej mod horisonten.

Først 1. Så 2. Nu 0.

Den 28/2 har længe været en mærket dag i min kalender. Den oprindelige anledning var Codys optræden på VoxHall. Konflikt opstod da søsterspillestedet, Atlas, annoncerede Marie Fisker til samme aften.

Det krævede lidt overvejelse, men i sidste ende vandt Fisker, da det var en sjælden chance for at opleve hende udenfor storkøbenhavn, og fordi So, Hoes and Heroes er en af 2012s mest interessante udgivelser. Samtidigt var der også et lille håb om muligvis at udveksle penge for dele af hendes bagkatalog (et koncept store dele af den danske musikscene har noget svært ved at forstå).

Men her på selve aftenen sidder jeg ved spisebordet i privaten. Stadig påvirket af en slem omgang influenza og med en hoste, der ville gøre min tilstedeværelse respektløs overfor både kunstner og det øvrige publikum.

(Vælg højere opløsning for marginalt bedre lydkvalitet)


Så kan man spekulere lidt over at -20 grader i Lapland forrige weekend var ok, men 2-3 grader i England sender en i gulvet...

En god dag på posthuset

Sådan kan min blog også se ud

[OT] Ny blog

I en sukker- og chokoladerus er jeg kommet til at oprette en ny blog.

Tanken er at den nye blog skal rumme alt det, der ikke rigtigt har plads på den finkulturelle blog. Der er allerede kommet hele et indlæg, og jeg har et sindssygt spændende indlæg om banegårde på vej!

God fornøjelse.

C'est arrivé près de chez vous

Det er længe siden jeg har set noget godt fransk art cinema, men heldigvis er internettet nu kommet mig til hjælp:



Paw de Deux er, ikke overraskende, en to'er. Mod sædvane finder jeg den faktisk mere vellykket end den første film, som dog også er værd at se.

Fanfanfan

Det er ikke fair! Jeg er den sidste det burde ske for, der er så mange der fortjener det mere end mig. Igennem årene har jeg spildt utallige timer på at vente i stoleløse koncertsale på at musikken gik, på at den talentløse opvarmning blev færdig. Naivt er jeg gang på gang mødt op ved det annoncerede starttidspunkt, uden at få mere ud af det end dem der kom dryssende 1½ time senere.

Men denne onsdag aften gik det galt på VoxHall. Jeg ville knibe den sidste dråbe ud af min dag, og antog at en koncertbillet til et par hundrede også ville inkludere opvarmning. Det stod der ganske vist ikke noget om på voxhall.dk, men det gør der ofte ikke, selvom der skam er opvarmning. Da jeg trådte ind af døren var Thåström allerede på scenen og i fuld gang med at forføre folket.

Jeg var kommet for sent til en koncert!

Jeg vil ikke skrive så meget om musikken - jeg er ikke tilstrækkeligt velbevandret i Thåströms ouvre til at kunne tilføje noget til Gaffas anmeldelse, så jeg vil ty til noget så umusisk som en punktliste:

• Publikum. Thåström er en ældre herre, og det afspejler hans publikum naturligvis, men at jeg nærmest var den yngste i salen kom bag på mig. Fremmødet var ikke alene gråt, det var også småt. Der var ikke flere end at man snildt kunne have været på Musikcafeen. Underligt, i betragning af Thåströms lange og flotte karriere. Også i lyset af at han er en sjælden gæst her i byen.
• Scenografi. Normalt er sceneopbygning ikke noget der optager hverken mig eller de kunstnere jeg ser, men her gjorde det indtryk. Et mylder af instrumenter og nogle medbragte gulvlamper, forvandlede scenen til en slags industriel dagligstue (på billedet ligner det mere en tysk stumfilm), holdt stramt i sort og hvid. Meget effektfuldt - især når der blev brugt skarpt hvidt lys.
• Intensitet. Thåström er åbenlyst gal, men galskaben kanaliseres ud i en intens optræden, der griber opmærksomheden fuldt. Bandet af ældre musikere i stramme sorte jakkesæt, tilføjer seriøsitet og værdighed.
• Synd. Til de mange der valgte denne onsdag aften fra, kan jeg kun sige: I gik glip af noget stort.

Gadekamp

Konflikterne er mange i vore gader:
Modstandere af Islam kontra modstandere af ytringsfrihed
Bilister kontra cyklister
Fodboldfans kontra fodboldfans

Som det ikke er mere end rigeligt, er der tilsyneladende et nyt, bittert opgør på vej:

I dagens anledning

For et par uger siden udkom en rapport om den skæve kønsfordeling i rytmisk musik (læs om den på Gaffa). Rapporten skal naturligvis lægge op til debat og seminarer, hvor man kan sidde i rundkreds om snakke om hvorfor det er så skævt og hvad man kan gøre ved det.

Men i stedet for at sludre om glaslofter, kønsnormer og Rip, Rap og Rup, kunne man lægge øre til en der ved hvad han snakker om....




Skulle man få lyst til at studere rapporten, vil jeg da gerne henlede opmærksomheden på side 63.

En lige linie fra plade til scene

Alt sammen, lige nu, Nikolaj Nørlund (2012)

Nikolaj Nørlund har det med hyppigt at skifte samarbejdspartnere, og til hans seneste udgivelse – Alt sammen lige nu - er det Christian Hjelm fra Figurines der står for tur. Det er et klogt valg, for Hjelms lyse, nærmest feminine, vokal supplerer Nørlunds mere maskuline stemme på smukkeste vis.

Pladen åbner stærkt og veloplagt med Ned til søen, en sang med en stor livefremtid. Største skrålemedpotentiale har Man blir forsinket så let når Nørlund og Hjelm i skøn harmoni bræger ”nu røøøøøøødmer vi i forleeeeeeegenhed”. Bedste tekst har Lige linie – en meget Nørlundsk opsang til et ukendt ”du”.

Lige efter følger Iltmasken, som pirrer til min aversion mod ”novelle tekster”. Heldigvis reddes den af et godt omkvæd og de melodiske kvaliteter. Og pladen kommer stærkt igen med svingende Ringvejen, Dealen og Barbara. Sidstnævnte giver mindelser om debutpladen og mesterværket (svendestykket?) Navnløs.

Her kunne pladen med fordel være stoppet. Næstsidste sang Set det før bedømte jeg i første omgang som den ringeste sang Nørlund nogensinde har indspillet. Siden er jeg blødt lidt op, men fan bliver jeg aldrig. Problemet er også at næste sang, Hemmeligheder, slæber sig afsted i et uudholdeligt sløvt tempo. Dermed bliver det dårlige indtryk ikke vasket bort og pladen ender med en nedtur.

35 minutter med 10 sange, hvoraf 8 er rigtig gode. Kvantitativt er det ikke det vilde, men efter 20 år i branchen har Nørlund et så stort og rigt bagkatalog, at der ikke er brug for kvantitet. Hvis man har lyst til lidt Nørlund, så er der masser af vælge imellem fra Tid & Sted, Tændstik, Nye Optagelser, Navnløs og så videre. Derfor er det kun de gode sange der tæller, og i det regnskab har Alt sammen, lige nu et stort plus på bundlinien.

En tur er det også blevet til. Efter et års fravær var Nørlund atter på scenen i Århus. Denne gang på et overraskende fyldt VoxHall. Har Nørlund pludselig fået radiotække, eller hvad sker der? De fremmødte blev fra start belønnet med en veloplagt Nørlund i spidsen for et velspillende band, der, naturligvis, åbnede med Er det i aften?. Også live fungerede det fornemt med gæstevokal fra Christian Hjelm (hvis man kunne abstrahere fra hans grufulde firserparodi af en frisure).

Nørlund er god alene med sin guitar, men det klæder ham nu også med band og gammeldaws rockattituder. Koncerten koncentrerede sig om den dansksprogede del af bagkataloget, så skulle man have sat næsen op efter lidt Rhonda Harris, ville man være blevet skuffet. Men, som de siger sydpå, selber schuld.

Efter godt 50 minutter i liveparadis dukkede en slange op; det fede guitarriff i Resumé blev maltrakteret og malplaceret, og jeg blev revet helt ud af stemningen. På den efterfølgende Respekt gik det helt galt og jeg følte mig ramt af højtlydende disharmoni. Derfor var det også en lise at Nørlund på det tidspunkt valgte at spille et par numre helt solo – og det blev absolut ikke ringere af at et af dem var Syner, som på plade desværre er indspillet med gæstevokal (Teitur).

Da bandet kom tilbage på scenen havde jeg trukket mig tilbage til lydbordet i håbet om at få mere ro i ørerne. Derfra kunne jeg nyde hvordan musikerne drypvist vendte tilbage til scenen og en for en koblede sig på Lille digt. Elegant.

I alt 2 timer blev der spillet med bidrag fra stort set samtlige udgivelser. Selv den spøjse Kom med et bud var med med Ensomhedens gade nr. 9. Mest glædeligt var et genhør med 25 år, som jeg ikke har hørt live i uhyggeligt mange år.

Trods mine problemer med lyden (som jeg vist var ene om at have) var det en fornem koncert. En god fredag aften.

Opvarmningen (som helt uforståligt blev efterfulgt en ufordøjelig klump hiphop fra pladespilleren) stod Maskinvåd for. De var ikke uden evner og hentede tydeligvis deres inspiration de rigtige steder (forsangeren gjorde meget for at lyde som Lars Hug). Men de var alt for små og alt for unge til at jeg kunne tage dem alvorligt. Som Nørlund sang senere – jeg har glemt hvad der skete før jeg blev 25 år / jeg tror jeg blev født da jeg fyldte 25 år.

Human not angry

”Live at Leeds”, Human don't be Angry (2011)

Efter 5 regulære albums, og hele 3 liveudgivelser, som solist, begyndte Malcolm Middleton at lufte planer om droppe musikken. Heldigvis, for Middleton er bare blevet bedre og bedre siden opløsningen af Arab Strap, blev det ”bare” til at droppe eget navn til fordel for Human don't be Angry. Hvad skiftet helt præcist indebærer er noget uklart (og jeg følger da ellers med på blog, twitter og facebook) – er det et band eller mere solo? Og er der tale om et radikalt stilskifte?

I december kom første hint i form at livealbum. En ganske kort sag på 44 minutter og 44 sekunder med bare 7 ”sange”, hvoraf en er instrumental og en anden er lidt småsnak fra scenen (med den rammende titel Talking Shite for a Bit). Ved første ørekast lyder det behageligt bekendt – det er jo stadigvæk Middleton der sidder på en scene med samme guitar og samme stemme som altid. Dreamer og Gone, gone, gone kunne uden problemer have været med på hvilket som helst af solopladerne, mens Walk in the Park kunne være blevet kasseret fra samme. Efter et nærmere efterlyt begynder en tendens til mere instrumentalt fokus at krystallisere sig. Væk er den humoristiske/ironiske svælgen i egen ensomhed og uduelighed, til fordel for et lysere og smukkere udtryk.

Kun 2 af sangene vil få et fremtidigt liv på den første rigtige HDBA-udgivelse. Heldigvis er det også pladens højdepunkter; den smukke Asklipiio[1] og Monologue: River, der minder mig om Arab Strap klassikere som Forest Hills og One Day After School.

Siden Live at Leeds kom ind igennem døren har den nærmest monopoliseret min cdafspiller og er, dens lidenhed til trods, min favorit udgivelse fra 2011.

[1] Jeg har ingen anelse om hvad ”I'll give you a dead eel for christmas” betyder, men det rammer lige ned i min evige sult efter stegte ål.

Se op!

Verden er fuld af indtryk; langt flere end vore hjerner kan håndtere. Vi klarer det ved at reducere myldret til overskrifter. Særligt det velkendte bliver processeret så hurtigt at det knap nok ænses.

Det er ganske smart og gør os i stand til at håndtere langt mere komplekse situationer end vi egentlig er i stand til.

Desværre gør det os også blinde overfor skønheden i hverdagen. F.eks. i noget så dagligdags som en århusiansk banegård. Så en gang i mellem bør man stoppe op og lade indtrykkene fra øjnene trænge igennem til bevidstheden. Se det smukke rødmalede træloft, den imponerende designerlysekrone og den stilrene arkitektur.

(Jeg beklager brugen af mobilkamera)

På vej hjem

En aften i julen. Endeløse dage med socialt samvær, fad efter fad af lækre ting, jeg attrår men ikke overkommer. Dage på andres betingelser, uden vital alenetid.

Men nu er øjeblikket kommet. Toget står parat, hvilepladsen reserveret. Jeg synker ned i sædet, klapper Sennheiseren ud og tager i mod de første strofer af Slow Riot for New Zero Kanada.

Jeg er tilbage i min verden.

Det sidste ord om Avatar

Ældre læsere vil vide at min begejstring for Avatar var særdeles behersket. Når den uundgåelige to'er kommer vil jeg utvivlsomt bruge min tid og penge på noget andet. Medmindre det her er plakaten...

Sort støj

The Jesus & Mary Chain, VoxHall 2/12 2011

Trods raskt trav var turen gennem Frederiks Alle gennemtrængende kold. Så da jeg moderigtigt forsinket entrede VoxHall føltes varmen som et slag lige i mellemgulvet. Groggy vaklede jeg ind i salen, hvor opvarmningens abnorme lydtryk føltes som en perfekt sat uppercut.

Jeg gik til tælling bag baren.

Med tiden kom jeg mig over det dobbelte varmechok, og vovede mig frem tidsnok til at sikre mig en god plads i det pænt fyldte (men ikke udsolgte) VoxHall inden hovedretten blev serveret.

Da brødrene Reid trådte ind på scenen, var det ikke til at se at de efterhånden er fyldt 50 år; de holder sig begge fantastisk godt. Bassistdelen af parret havde en utrolig feminin udstråling, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg have svoret på at han var en ung kvinde. Forvirrende, men heldigvis er jeg sikker i min seksualitet, og kan derfor håndtere den slags uden at blinke.

Nok om det.

Uden de store dikkedarer gik brødrene og deres to væbnere i gang. Sangene genkendte jeg ikke, men de lød til at stamme fra perioden omkring mesterværket Psychocandy. Her var det så mine intentioner om at skrive en rigtig anmeldelse faldt til jorden – ikke på grund af min uvidenhed, men fordi jeg lod mig opsluge af musikken; forsvandt i nuet og glemte alt om at forholde mig.

Sådan reddes et pauvert koncertår på målstregen.

I minutter var det ikke nogen lang koncert, men den var uden fyld og intensiteten var så høj at det føltes som en lang koncert. På den gode måde. Jeg var udmattet og måtte i ren desperation bruge penge på pepsi inden turen gik ud i kulden igen.

Nu er det koncertpause indtil sidst i februar.

Julen falder på en torsdag

Det siges at den største glæde er at give. Det siger sig selv at få fede ting også er godt, så den ultimative gave må være den man giver sig selv. I år fårgiver jeg 2 spritnye albums med Malcolm Middleton - et live album med en forsmag på hans nye projekt Human don't be Angry og en opsamligsplade med det yderst lovende navn A Quarter Past Shite.

Fra Middletons egen hjemmeside:

A new album of rare & unreleased songs. “A Quarter Past Shite” brings together a collection of songs written between 1994 and 2001 that were deemed too “negative and depressing” to appear on Malcolm's debut album “5:14 fluoxytine seagull alcohol john nicotine”.

Så bliver det ikke meget bedre.

De 2 albums, i begrænset oplag (1000 stk), var oprindeligt annonceret eksklusivt til salg på UK-touren, der starter i dag, men kan nu bestilles online. Det er virkeligt noget der varmer et samlerhjerte.

Begge plader udkommer 15/12.

En stemme fra fortiden

Bill Callahan, VoxHall 22/11 2011

Jeg savner Smog tænkte jeg, da de første ord fløj ud over scenekanten.

For en 10 år siden var jeg meget begejstret for Smog, som Bill Callahan kaldte sig dengang. Så begejstret at hans stjerne dengang var på højde med Will Oldhams. Jeg satte alle sejl til med opkøb af obskure singler fra bagkataloget.

Men lige så stille fes det ud, og (Smog) - som han nu kaldte sig - blev glemt.

Derfor var det heller ikke en selvfølge at jeg skulle afsted denne, men det havde været et sløjt koncertår, og i VoxHall havde jeg ikke sat mine ben i et års tid (hjulpet af Raveonettes-aflysningen).

Da Bill Callahan i spidsen for sin trio, åbnede op for sin fantastiske stemme undrede jeg mig over hvorfor jeg havde glemt ham. Manden synger utroligt, teksterne er underfundige og han har jo skrevet mange rigtigt gode sange. Oveni er han helt uden personlig udstråling, hvilket altid giver sympatipoint hos mig.

Men efterhånden som koncerten skred frem, kom jeg i tanke om hvorfor; Callahans sange er ganske enkelt alt for lange! De bliver trukket langt forbi det punkt hvor tekst og melodi er brugt op. I starten af hver sang var jeg begejstret, men nåede hver gang at blive godt træt af den. Skær 1/3 fra hver sang, og det bliver en langt strammere koncert. Væk med fyldet!

Mislyde var der også i den meget lange pause mellem første sæt og ekstranumrene - en pause så lang lyset blev tændt, dåsemusikken startet og mange forlod VoxHall - og i fraværet af oplagte crow pleasers som Dress Sexy at my Funeral.

Føj dertil en fornærmende dårlig opvarmning, og resultatet er en gennemført dårlig koncertoplevelse. Og det behøvede det slet ikke at være. Callahan har masser at byde på, men han forvalter det helt forkert. Med 20 års karriere bag sig er han nok for gammel til at ændre kurs, så han må tilbage i glemmebogen.

Og det er en skam.

Undergrundskraftværk

På en solrig oktoberfredag styrede jeg gennem min yndlingsmetropol med kurs mod Köningplatz. En plakat på en nedslidt S-bahnstation havde lovet mig store oplevelser, og med tid at slå ihjel, var jeg let bytte.

Jeg er som sådan ikke nogen stor fan af Kraftwerk; jeg respekterer dem og værdsætter dele af deres bagkatalog. Men en 3-D videoinstallation, designet af Kraftwerk specifikt til denne sal og med begrænset løbetid, var for fristende til at ignorere.

Efter at have betalt mine 5 euro, blev jeg ledt ned i den nærliggende U-bahnstation, hvor indgangen til selve udstillingen befandt sig. I garderoben blev man udstyret med at par seje 3D-briller (stilmæssigt bedre tilpasset Kraftwerks univers, end de hipstersten biograferne disker op med), og så var det direkte ind til udstillingen.

I et aflangt lokale med lakerede trægulve, betonmure og råt loft, var der 5 lærreder. 3 på rad og række udgjorde kernen i udstillingen, mens formålet med det runde lærred og endevæggen undlap mig - på intet tidspunkt så jeg noget der, man ikke kunne opleve på de centrale lærreder.

I første omgang var jeg skuffet over at udstillingen ikke var større (og min indre gnier begyndte at mumle om at Louvre kostede det samme), men efterhånden gik det op for mig at det ikke var den type udstilling. Gæsten skulle her ikke vandre fra genstand til genstand, men derimod slå sig ned og glide ind i det unikke Kraftwerkunivers.

I et forløb på cirka 75 minutter, blev en række klassiske Kraftwerk-kompositioner afspillet, mens 3D computergrafik illustrerede/underbyggede musikken.

Det grafiske udtryk er det punkt hvor udstillingen for alvor hae sin berettigelse. Animationerne er holdt i en meget stram 80'er stil, som meget præcist rammer hvad der ville have været cutting edge i 80'erne. Hvad der dengang topmålet af teknologisk sofistikation. Her kunne man beskylde Kraftwerk for at gå over i retrofuturisme (ikke at der er noget galt i det), men det er en misforståelse: der er intet retro over installationerne. De er i nøjagtig den stil Kraftwerk altid har stået for; de er hvad Kraftwerk ville have lavet, havde teknologien været tilstede i 1981.

Hvordan det opfattes udenfor målgruppen - mænd i alderen 35-50 år - ved jeg ikke. Men for os i gruppen er det fedt. Man kunne uden problemer have lavet noget grafik der er langt, langt flottere, men det ville ikke føre mig tilbage til dengang jeg var tolv år. Hvor min største drøm var en computer med mindre regnekraft end en nutidig fjernbetjening, hvor denne grafik var det fedeste af det fedeste. En nutidig, og objektivt set langt mere avanceret, grafik, ville slet ikke ramme i samme grad [1].

Prikken over i'et kommer så når gårsdagens billeder tilsættes 3D. Det er den lille ekstra twist, der får hele seancen flyttet ind i nutiden. Sammen med Kraftwerks altid sikre og cool attitude, giver det en fin stund i fortidens fremtid.

P.S. jeg har lagt et par ekstra installationsklip ind under min Youtube-kanal.

[1] Samme fænomen gør at når Troldspejlet viser klip fra 30 år gamle 8-bitsspil, vækker det mere i mig end dagens uendeligt mere udviklede kreationer.