I weekenden kom jeg ved et uheld til at gå ind i Ridehuset, uden tvivl lokket af skiltene om fri entree. Indenfor huserede Nybyggerne - en slags performance-art amatøraften. Det er den slags der får min indre rindalist frem.
Heldigvis findes der også geniale hjemmeproduktioner. Jeg har tidligere jublet over den fremragende Buffy vs Edward, og nu har vi Darth Vader kontra Kong Arthur fra The Holy Grail:
En klassiker i denne subgenre er naturligvis Camelot sunget og danset af den originale Star Trek besætning:
Jeg har, bortset fra nogle morrisdansende Daleks, ikke kunnet finde tilsvarende materiale med Doctor Who. Ikke overraskende - intet tænkende menneske fucker med doktoren. Men som en lille litterær bonus har jeg fundet dette crossover mellem Lord of the Rings og Jeeves and Woosters.
tirsdag den 23. november 2010
lørdag den 6. november 2010
Velvalgt pladetitel
A Hundred Times Or More af Phosphorescent. Den skal nemlig høres 100 gange eller mere. Og jeg er godt på vej ...
Amortiseret over 100 gange virker Amazons pris på $85 ikke så slem igen.
Amortiseret over 100 gange virker Amazons pris på $85 ikke så slem igen.
lørdag den 30. oktober 2010
Grinders
Grinderman, 24/10 2010 Værket (Randers)
Strømmen af højt profilerede koncerter til Horsens og Herning har ikke gjort det store indtryk på mig. Lidt undren, men ingen af disse "store" koncertnavne har fristet mig, så i min koncertverden har Århus fortsat været langt foran det øvrige ikke-københavnske Danmark. Med tiden har stort set alle mine (levende) musikalske helte været forbi 8000 C - som musikelsker i provinshovedstaden er jeg faktisk ganske privilegeret.
Men der mangler én i perlerækken, måske den allerstørste: rockguden Nick Cave.
Deraf nødsaget har jeg foretaget pilgrimsrejser til München (*2), Berlin og en solbeskinnet park (!) i Hamborg. I det lys er det overkommeligt at forlade en førstefødselsdag i Lystrup og drage til Randers, uanset hvor lokalpatriotisk ydmygende det end måtte forekomme.
Vel ankommet, og efter et gastronomisk tvivlsomt pitstop, gik turen op ad de stejle og ganske hyggelige gader, til Værket på Mariagervej hvor rockguden og hans grindermen ventede.
En tur omkring den forbilledligt opbyggede og udstyrede garderobe, og jeg var klar til at blive stemplet som B-menneske og betræde salen. Værket er en moderne, nærmest industriel, fortolkning af den klassiske teatersal med skrånende gulv og balkoner i 3 niveauer. Designet er domineret af rette og halvrette vinkler, med masser af maskinelt skåret metal. Træ og beton skal man kigge langt efter, og lysene er gemt bag kvadratiske matglasplader. Et look der synes hentet fra Aliens.
Opvarmningsbandet gjorde sig mest bemærket ved at have kvindeligt flertal, ganske vist var det kun en trio, men at se 2 kvinder på scenen er i sig selv usædvanligt. Guitarist, trommeslager og så en multiinstrumentalist med arsenalet anbragt på en tryllekunstners bord.
17 minutter over 9, en søndag aften i oktober, trådte Nick Cave, med hentehår og luksusjakke, ind på den kronjyske scene. Et stort øjeblik. Der blev startet med fuld knald på alle sanser - publikum skulle gribes fra starten. Grinderman tog teten og viste ingen nåde.
Da startens adrenalinkick truede med at tage af, skiftede bandet gear og det musikalske udtryk blev mere nuanceret. Med det kom koncerten op i et højere niveau, og da Warren Ellis fandt sin violin frem, var jeg solgt. Nu var det ikke længere et rockkoryfæ beundret for fortidens meritter, men et selvstændigt musikalsk udtryk. En rigtig koncert, der overbeviste med egne kvaliteter.
I over 30 år har Cave fungeret som ren forsanger for sine bands. Hos Grinderman fungerede han også som guitarist, og det var tydeligt at hans moves ikke var designet med en guitar in mente. Gamle vaner er (heldigvis) svære at slippe af med. Lejlighedsvist befriet for instrumentbyrden, var der åbnet for momentvis balancering på barrieren. Svært underholdende.
Billetten var dyr og bandet gammelt, så gennemsnitsalderen blandt publikum var højere end jeg normalt oplever det. På den ene side giver det oplevelser som en gråsprængt habit, der spærrer mit udsyn mens han forgæves forsøger at komponere et billede på sin iPhone. På den anden side var man dejligt fri for det sædvanlige hav af hipsterhatte. Plus jeg kunne føle mig ung.
Ny by giver nyt publikum, men der var nu mange velkendte og velkomne ansigter fra både Århus og Horsens. Jeg bilder mig også ind at jeg så Peter Sommer iført en rød bob hund-trøje (men jeg kender ham mest som svinet, der har hugget Lise Westzynthius, så jeg kan tage fejl). Salen var fyldt, men virkede ikke udsolgt. Der var god plads i mængden, og man kunne ubesværet komme meget tæt på His Caveness. En markant anderledes oplevelse, end de Bad Seeds koncerter jeg har oplevet.
Teknikken drillede under koncerten - i perioder var der en skinger kant på lyden, der en overgang kammede over i en grim hyletone, og aftenen igennem myldrede det med teknikere på scenen. Hvor en yngre Nick sagtens kunne blive voldsomt irriteret over den slags, tog han og bandet det denne aften i stiv arm, og fortsatte ufortrødent. Det er overskud.
Efter 55 minutter blev der sagt farvel. 5 minutters pause og så knap en halv time med "ekstra"numre. Jeg kritiserer ofte koncerter for at være for korte, men i dette tilfælde var det i orden - intensiteten havde været helt i top, så grænsen for hvad et almindeligt dødeligt publikum har fysik til, var nået. Desuden var der ikke flere Grinderman-sange at tage af. Naturligvis kunne Nick & Co have grebet fat i de mange gode sange fra The Birthday Party og The Bad Seeds, men de havde på forhånd meldt ud at der kun ville blive spillet Grinderman. En glimrende disposition da man så slipper for tanker som "hvorfor spiller de ikke X", "Y ville være god nu", "Z er da meget federe end den de spiller nu". Noget jeg let kan forfalde til når jeg ser velkendte bands med et glorværdigt bagkatalog.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at det er længe siden et udspil fra Cave har begejstret mig - den første Grinderman plade er ingen undtagelse - men først Grinderman 2 og denne aften i Randers med energi, spilleglæde og udstråling, har overbevist mig om at han også i sit sjette årti på denne planet, er en relevant kunstner.
All hail King Ink!
Glad og tilfreds kunne jeg slentre ned til stationen, hvor toget stod klar (hele søndagen havde budt på et utroligt held med de offentlige transportmidler). Hjemme igen 00.11.
Strømmen af højt profilerede koncerter til Horsens og Herning har ikke gjort det store indtryk på mig. Lidt undren, men ingen af disse "store" koncertnavne har fristet mig, så i min koncertverden har Århus fortsat været langt foran det øvrige ikke-københavnske Danmark. Med tiden har stort set alle mine (levende) musikalske helte været forbi 8000 C - som musikelsker i provinshovedstaden er jeg faktisk ganske privilegeret.
Men der mangler én i perlerækken, måske den allerstørste: rockguden Nick Cave.
Deraf nødsaget har jeg foretaget pilgrimsrejser til München (*2), Berlin og en solbeskinnet park (!) i Hamborg. I det lys er det overkommeligt at forlade en førstefødselsdag i Lystrup og drage til Randers, uanset hvor lokalpatriotisk ydmygende det end måtte forekomme.
Vel ankommet, og efter et gastronomisk tvivlsomt pitstop, gik turen op ad de stejle og ganske hyggelige gader, til Værket på Mariagervej hvor rockguden og hans grindermen ventede.
Opvarmningsbandet gjorde sig mest bemærket ved at have kvindeligt flertal, ganske vist var det kun en trio, men at se 2 kvinder på scenen er i sig selv usædvanligt. Guitarist, trommeslager og så en multiinstrumentalist med arsenalet anbragt på en tryllekunstners bord.
17 minutter over 9, en søndag aften i oktober, trådte Nick Cave, med hentehår og luksusjakke, ind på den kronjyske scene. Et stort øjeblik. Der blev startet med fuld knald på alle sanser - publikum skulle gribes fra starten. Grinderman tog teten og viste ingen nåde.
Da startens adrenalinkick truede med at tage af, skiftede bandet gear og det musikalske udtryk blev mere nuanceret. Med det kom koncerten op i et højere niveau, og da Warren Ellis fandt sin violin frem, var jeg solgt. Nu var det ikke længere et rockkoryfæ beundret for fortidens meritter, men et selvstændigt musikalsk udtryk. En rigtig koncert, der overbeviste med egne kvaliteter.
I over 30 år har Cave fungeret som ren forsanger for sine bands. Hos Grinderman fungerede han også som guitarist, og det var tydeligt at hans moves ikke var designet med en guitar in mente. Gamle vaner er (heldigvis) svære at slippe af med. Lejlighedsvist befriet for instrumentbyrden, var der åbnet for momentvis balancering på barrieren. Svært underholdende.
Billetten var dyr og bandet gammelt, så gennemsnitsalderen blandt publikum var højere end jeg normalt oplever det. På den ene side giver det oplevelser som en gråsprængt habit, der spærrer mit udsyn mens han forgæves forsøger at komponere et billede på sin iPhone. På den anden side var man dejligt fri for det sædvanlige hav af hipsterhatte. Plus jeg kunne føle mig ung.
Ny by giver nyt publikum, men der var nu mange velkendte og velkomne ansigter fra både Århus og Horsens. Jeg bilder mig også ind at jeg så Peter Sommer iført en rød bob hund-trøje (men jeg kender ham mest som svinet, der har hugget Lise Westzynthius, så jeg kan tage fejl). Salen var fyldt, men virkede ikke udsolgt. Der var god plads i mængden, og man kunne ubesværet komme meget tæt på His Caveness. En markant anderledes oplevelse, end de Bad Seeds koncerter jeg har oplevet.
Teknikken drillede under koncerten - i perioder var der en skinger kant på lyden, der en overgang kammede over i en grim hyletone, og aftenen igennem myldrede det med teknikere på scenen. Hvor en yngre Nick sagtens kunne blive voldsomt irriteret over den slags, tog han og bandet det denne aften i stiv arm, og fortsatte ufortrødent. Det er overskud.
Efter 55 minutter blev der sagt farvel. 5 minutters pause og så knap en halv time med "ekstra"numre. Jeg kritiserer ofte koncerter for at være for korte, men i dette tilfælde var det i orden - intensiteten havde været helt i top, så grænsen for hvad et almindeligt dødeligt publikum har fysik til, var nået. Desuden var der ikke flere Grinderman-sange at tage af. Naturligvis kunne Nick & Co have grebet fat i de mange gode sange fra The Birthday Party og The Bad Seeds, men de havde på forhånd meldt ud at der kun ville blive spillet Grinderman. En glimrende disposition da man så slipper for tanker som "hvorfor spiller de ikke X", "Y ville være god nu", "Z er da meget federe end den de spiller nu". Noget jeg let kan forfalde til når jeg ser velkendte bands med et glorværdigt bagkatalog.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at det er længe siden et udspil fra Cave har begejstret mig - den første Grinderman plade er ingen undtagelse - men først Grinderman 2 og denne aften i Randers med energi, spilleglæde og udstråling, har overbevist mig om at han også i sit sjette årti på denne planet, er en relevant kunstner.
All hail King Ink!
Glad og tilfreds kunne jeg slentre ned til stationen, hvor toget stod klar (hele søndagen havde budt på et utroligt held med de offentlige transportmidler). Hjemme igen 00.11.
Abonner på:
Opslag (Atom)
