Snydt for Paradis

Da jeg flyttede til Århus var der, foruden den fantastiske Århus Studenternes Filmklub, 4 biografer: Biografen (nu Cinecity), Palads (Metropol), Folketeatret (Netto i Jægergårdsgade) og de smalle films oase: Øst for Paradis. På et tidspunkt blev de 3 første samlet under Nordisk Films Biografer, og Palads, med dens placering på det fashionable Trøjborg, blev koncernens århusianske artcinema. I praksis betød det at Palads overtog de mest givtige af ØfPs film og kun sendte dem videre når tilskuerpotentialet var udtømt. Nordisk Film kunne gøre dette, da selskabet er en mastodont på den danske biografmarked; hvis de vil have en film først, så får de det.

Sådanne svinestreger kunne jeg naturligvis ikke sidde overhørigt, så jeg besluttede mig for at vente med at se de nye film indtil de var nået til Øst for Paradis. Første test af denne strategi var O Brother, Where Art Thou?.

Da den langt om længe blev taget af plakaten i Palads og fik sin paradispremiere så mit projekt ud til at lykkedes. Jeg havde vist min foragt for storkapitalen og var klar til at støtte de uafhængige idealister.

Men jeg havde ikke taget højde for selvsamme idealisters talent for at skyde sig selv i foden: O Brother var kun på plakaten i 14 dage med een daglig forevisning. Een daglig matineforevisning! Filmen blev vist midt i arbejdstiden! Weekenden var heller ikke til nogen hjælp; det var december og familierne kaldte.

Filmen blev taget af uden at jeg havde støttet Øst for Paradis, og, hvad der var værre, uden at jeg havde set den. Det var en fortvivelsens tid.

Nogle måneder efter var filmen nået helt ud på Lars Tyndskids mark, så jeg måtte drage til Galten. Derude havde man en fin lille biograf, med et lavthængede lærred foran nogle tribuneagtige sæder på et horisontalt gulv. Jeg holder meget af den type biografsale da man kan sætte sig på første række (oceaner af benplads) og have et perfekt udsyn til hele lærredet. Uden at få hold i nakken. Billetten var også markant billigere end normen i Århus.

En lykkelig slutning, men siden da har jeg været forsigtig med at give den som bevidst forbruger.

De knap så små timer

For mig har en bog altid et Point of no Return - det øjeblik hvor jeg ikke længere vil være istand til at lægge bogen fra mig før jeg har læst den færdig. Så må søvn, måltider og andre trivialiteter vente.

Jeg har netop afsluttet Princep's Fury af Jim Butcher, og det er vist blevet en smule over min sengetid... Jeg ville bare liiige snuppe et par kapitler, sådan bare lige til at falde til ro på.

Det er ikke det eneste problem. Princep's Fury er den 15. bog af Butcher jeg har læst, siden starten i oktober eller november sidste år. Og nu er der altså ikke flere. Jeg er fremover begrænset af det tempo han skriver nye i. Hvilket ikke er 15 styk på lidt over et år. Jeg har været grådig og har nu et enormt hul i min læseplan.

Skrives i mandtal

Her i december er det højsæson for top-10 lister. Som ansvarlig blogger er jeg naturligvis også forpligtet til at komme med mit bud på årets 10 bedste albums. Det er der dog et par hager ved...

For det første kan jeg overhovedet ikke huske hvad jeg har anskaffet mig af nyt i årets løb. At finde passende kandidater er et stort projekt, og forløber typisk således: "er den her ikke ny?" "næh, det er en 2008'er". Det antyder så det andet problem: langt det meste musik på mine hylder er ikke kommet til i oprindelsesåret. Enten fordi de er blevet indspillet før jeg opdagede bandet, eller fordi der typisk går nogle måneder inden jeg opdager at en favorit har barslet.

Så det korte af det lange er at jeg kun har 8 kandidater. Med min universitetsbaggrund i matematik kan jeg konstatere at det ikke er nok til en top-10 liste. Faktisk er det ikke engang nok til en top-8 liste for jeg ved at blandt mine favoritplader fra 2009 er mange jeg slet ikke har hørt endnu.

Jeg vil derfor nøjes med at nævne de 8 kandidater:

• bob hund: Folkmusik för folk som inte kan bete sig som folk
• Bon Iver: Blood Bank (EP)
  
• Bonnie 'Prince' Billy: Beware
• Brian Harnetty & Bonnie Prince Billy: Silent City
• Hope Sandoval & The Warm Inventions: Through the Devil Softly
• Magnolia Electric Co.: Josephine
• Malcolm Middleton: Waxing Gibbous
• Nikolaj Nørlund: Tid og sted

Af disse kan jeg varmt anbefale Josephine - det er nok det bedste Jason Molina har udgivet under Magnolia navnet, og et album jeg har hørt rigtigt meget. Den er i lige på grænsen til at være country, men overskrider den aldrig. Ikke en eneste af sangene falder igennem, og sange som Hope Dies Last, Map of the Falling Sky, Little Sad Eyes og Heartbreak at Ten Paces er helt oppe og ringe. Jeg er næsten klar til at erklære Josephine for den bedste plade jeg har købt i år - det er enten den eller A Hundred Times or More af Phosphorescent.

Årets udspil fra Malcolm Middleton og Nikolaj Nørlund kan også anbefales. Hope Sandoval har jeg først lige fået ind af døren, så ingen bedømmelse der. Blood Bank er jeg ambivalent overfor - titelsangen er fantastisk, men den sidste, af de kun 4 sange, er rædselsfuld. De resterende 3 albums kan kun anbefales til samlere.

Snydes for en rigtig top-N liste skal I dog ikke; her er The A.V. Clubs top-50 for dette årti. Fra den liste finder man kun 3 albums på mine hylder. Heraf er en slet ikke fra årtiet (Sigur Rós: Ágætis byrjun), en anden hører jeg aldrig (Radiohead: Kid A), så kun Sufjan Stevens: Illinoise er tilbage. Jeg må virkelig være ude af trit.

Mr. Cool

I dag blev jeg officielt cool. Jeg ankom så sent til en koncert at musikken startede i samme øjeblik jeg betrådte salen.

Jeg må nyde det så længe det varer. Snart vender jeg tilbage til min sædvanlige, kiksede vaner. Det hører nu med til en koncertoplevelse at varme op med at kede røven i laser i en times tid.

Uden format

Ved fjernsynets introduktion valgte man det gængse academyformat (1,33:1 eller 4:3) for det nye medies dimensioner. Et naturligt valg, da samtlige film blev indspillet i dette format. Man havde sikkert også valgt filmens 24 billeder per sekund hvis det havde kunnet lade sig gøre, men på det punkt var man bundet af vekselstrømmens 50 eller 60 Hertz. Med lidt hokus-pokus eller en smule hurtigere bevægelser lod det problem sig løse.

Alt var godt.

Med tiden blev fjernsynet så populært at filmfolket følte sig truet, og de besluttede sig for at øge afstanden til fjernsynet - at brande sig som det hedder på handelsskoledansk. Løsningen blev at gøre billedet bredere. To nye formater vandt frem: standard widescreen på 1,85:1 og cinemascope på 2,35:1. Ikke alle var begejstrede for de nye tider - Fritz Lang udtalte i Godardfilmen Le mépris at Cinemascope kun var godt til fotografering af slanger og begravelser - men fremskridtet lod sig ikke stoppe. Heldigvis.

Tvfolkene var ligeglade. De fortsatte med at vise film i 4:3 - man skar siderne af billederne eller panorerede fra side til side, eller pressede billederne så skuespillerinderne blev endnu tyndere end de var i forvejen. Det var rædselsfuldt, men de fleste seere var bedøvende ligeglade. Var man bare en lille smule filminteresseret var der dog ingen vej udenom: film skulle ses i biografen.

Men langsomt tog en protestbevægelse form. Instruktører lagde sag an mod tvstationer, der maltrakterede deres værket, og filmentutiaster efterspurgte VHS og Laserdisc udgaver i letterbox. Og stationerne lyttede! Det var en sej kamp, men ved årtusindeskiftet var det utænkeligt at en stor kanal ville sende en maltrakteret film. Vi havde vundet og den gemene hob var nu tvunget til at se film med sorte striber.

Alt var godt.

Så dukkede 16:9 fjernsynet op. En ny teknologi med nye muligheder for at ødelægge billeder. De nye husaltre var udstyrede med alskens faciliteter til at slippe af med disse satans sorte striber. De kunne zoome ind (med bortfald af top og bund) eller de kunne strække billedet, så tvskuespillerinderne nu var ligeså tykke som normale mennesker. Og folket tog imod det med kyshånd. Der var ingen grænser for hvad man kunne blive udsat for af billedforvrængninger i private hjem, i elektronikforretninger og i det offentlige rum. At se et korrekt billede var nærmest en sensation.

Efterhånden begyndte tvstationerne at producere alt i 16:9 og 16:9 folket var glade. Men ikke alle tilhører 16:9 folket...

Mit hverdagstv er et 32" 4:3 billedrørstv, indkøbt til mit kollegieværelse i 1995. Det fungerer fortsat upåklageligt, og jeg nægter naturligvis at skifte det ud (især da jeg endnu ikke har set en fladskærm med et bedre billede). Signalet får jeg i 4:3 fra en digital tunerbox, der også fodrer en HD/DVD-optager. Ifm. skiftet til digitalt tv har DR lanceret en ny kanal, DR K, der skal vise smalle, kulturelle programmer (var det ikke det DR2 skulle?). Kanalens første mandagsfilm var Marcel Carnés mesterværk Les enfants du paradis - naturligvis et must for samlingen. Men DR K er en moderne tvkanal, der sendet alt i 16:9. Også en film fra 1945 optaget, som alle andre film fra den tid, i 4:3. Så DR K udsender et 16:9 billede med sorte striber i højre og venstre side. Min tunerbox, der jo skal lave et 4:3 signal til mit tv, tilføjer så sorte striber i top og bund. Slutresultatet bliver således et 4:3 billede som på en 4:3 skærm vises med en bred sørgerand. At brænde DVDen og se filmen på min 16:9 væg er heller ikke en løsning; det giver bare en sørgerand med ekstra brede sidestriber.

Det er fulstændig hul i hovedet! Kanalen sendes digitalt, dvs. at signalet indeholder information om billedformatet. Var filmen blevet sendt i 4:3 ville 4:3 folket få helfyldt skærm og slippe for sørgeranden.16:9 folket ville se et billede i fuld højde med striber i siderne - præcist det samme som ved et 16:9 signal. Mange vinder og ingen taber. Men nej, DR K er en moderne kanal og sådan een sender i 16:9, og så op i røven med resultatet.

Det er sådan en indstilling jeg forventer fra skodkanaler som TV3 og Kanal 4, men fra en licensbetalt kanal? En kanal hvis hele eksistensberettigelse er det smalle og det kulturelle? Hvis ikke DR K fokuserer på kvalitet og faglig stolthed, hvem gør så? Der er ingen undskyldning for det her. Ingen.

Men det er naturligvis svært at forblive vred på en kanal der allerede har sendt L'année dernière à Marienbad 5 gange.

No Country for Not so Old Man

Det siges at vores musiksmag udvikler sig således: som unge hører vi rock, men som ældre hører vi country.


Helt ved siden af er det ikke: mine nyindkøb er blevet stedse mere fredelige, og der er ikke megen vildskab i mine koncertoplevelser. En mand og hans guitar - det er hvad jeg går efter nu om dage.

Hertil og ikke længere. Jeg har etableret min musikalske maginotlinie, trukket min streg i sandet. Country kan ikke accepteres. Jeg lægger hverken ører eller hylder til den slags. Country nor Western.

Men der er altid et Belgien...

Mange af mine favoritter er vokset op i en countrytradition, og en gang imellem får de tilbagefald. Et country nummer sniger sig ind på en ellers tilforladelig plade, eller det længe ventede seneste udspil fra en favorit, viser sig at være ren country (som da Bonnie 'Prince' Billy udgav sings Greatest Palace Music - en plade med countryversioner af hans ældre sange). Årets store opdagelse, Phosphorescent, var nær gået min næse forbi da deres nyeste album var ren country (jeg troede i første omgang at jeg havde fået fat på en anden gruppe af samme navn). Heldigvis gravede jeg dybere og fandt et par perler jeg nødigt ville være foruden.

Grænsen mellem gal og genial er som bekendt hårfin. Sådan er også grænsen mellem musik og country, og det er en evig kamp at forsvare den.

Giddy Up!


Helligbrøde: selv ikke the man in black kan jeg acceptere. Jeg er står uforstående overfor den næsegruse beundring Johnny Cash er genstand for.

Og så alligevel: jeg kan godt tolerere country på en films lydside. Naturligvis forudsat rollelisten rummer både Clint Eastwood og en abe.

Silver lining: originalversionerne af sangene på sings Greatest Palace Music udgør faktisk et glimrende gør-set-selv opsamlingsalbum.

Teaterfabric

Jeg blev først opmærksom på fænomenet teaterkoncert da Aarhus Teater lancerede deres Nick Cave teaterkoncert. Efter at have skreget helligbrøde! i et par måneder kunne jeg godt se lidt mening i galskaben: Nick Caves tekster har et dramatisk billedsprog (the walls went red around me, in a warm arterial spray), der kunne gøre sig på scenen. Jeg nedlod mig dog ikke til at se forestillingen, men oplevede enkelte numre på et råkoldt Bispetorv 4. juni i år.

Teaterkoncerterne startede allerede i 1994, da Gasolin' stod for skud, men i de senere år er det eksploderet. Tv2, Bob Dylan, Beach Boys, Beatles og mange flere er blevet trukket rundt i managen.

Sidste nyt er at man, i anledning af komponistens 85 år, vil opføre en Bent Fabricius-Bjerre Teaterkoncert. Nu stopper festen! Landets teaterdirektører må træde i karakter, vise at de er deres fyrstelige gager (samt ulovlige honorarer) værd og stoppe dette vanvid. Konceptet er blevet skamridt hensides enhver kunstnerisk berettigelse og er blevet et symbol på kreativt armod.

Find på noget andet, eller tag konsekvensen og luk jeres teatre.

Quis custodiet ipsos custodes?

Det forlyder at kustoderne på en række franske museer vil, som ægte franskmænd, gå i strejke. Jeg formoder der er tale om en sit-down aktion.

De beskidte fire

Intimkoncerter er blevet frygteligt moderne. men det kan også overdrives...

"When I play with Jim I never get to see him [...] I know how much I like Jim personally, and I know how much I like him musically, but I had no concept of how much I like him visually, until I saw him on TV [...] It was just watching his arms really, you've never seen anything like it, if you've never seen it. It's extraordinary."

-- Will Oldham om Dirty Three trommeslageren Jim White.